[b]Disney Extra Light – nu med 90% mindre charme[/b]

Ja ja, jeg ved det godt… Der er ikke noget værre end gamle, forstokkede anmeldere, der brokker sig over nyere børnefilm, mens de påstår, at alt var bedre, dengang de selv var børn. Lad mig dog alligevel vove pelsen og fortælle jer, hvorfor alting netop [i]var[/i] bedre i de gode gamle dage. Det gøres en hel del nemmere af, at de gode gamle dage ikke var så frygteligt længe siden.

Uanset hvad man mener om Disney-koncernen, så er det svært at benægte, at de har produceret nogle af de bedste amerikanske børnefilm overhovedet. Det gjorde de ved at fokusere på gode historier, på appel til både børn og forældre samt på kvalitet og håndværk. I 1990’erne kom så [i]direct-to-video[/i]-produktionerne: Filmatiseringer af animerede serier og temmelig inferiøre fortsættelser til tidligere film. Det er næppe overraskende, at dette skete under Michael Eisners i øvrigt katastrofale ledelse af koncernen. Han gjorde måske gode ting for bundlinjen, men kunstnerisk har han pisset på Walt Disneys minde. At vi nu også skal trækkes med disse andenrangsprodukter i biograferne og ikke kun i bunken med kraftigt nedsatte dvd’er, er kun at føje spot til skade.

Dusty er et gødningsfly, der drømmer om at flyve jorden rundt i en prestigiøs konkurrence. Alle gør nar ad hans drøm, men på trods af hån og næsten uoverkommelige forhindringer vælger han alligevel at følge den. Vil det lykkes ham at komme helskindet gennem strabadserne, få sig et par nye venner undervejs og måske endda nå helt til tops? Ja, selvfølgelig vil det det! Vi har at gøre med et plot, der er så generisk og fladt, at de uundgåelige discountkopier, der på mystisk vis altid dukker op i supermarkederne, næsten [i]kun[/i] kan blive bedre. Filmen proklamerer stolt, at den er baseret på et koncept af John Lasseter. Jeg har ganske vist ikke læst jura, men jeg tror, der er basis for en injuriesag her.

Karaktererne er blottet for den charme og personlighed, som især Pixar har formået at give 3D-animationen. “Biler” fra 2006 var ganske vist heller ikke noget mesterværk, men de animerede biler virkede langt mere levende og troværdige, end det er tilfældet her. Stemmelægningen er, som man bør forvente i Danmark, yderst habil, men redder langt fra filmen. Bevares, “Flyvemaskiner” er skam flot, men alting er lidt for pænt og lidt for plastikagtigt til for alvor at gøre indtryk. Det er også forsvindende lidt, at filmen appellerer til forældrene, der mere eller mindre frivilligt ledsager deres børn. Her er ikke meget at hente udover nogle halv-racistiske stereotyper og et par tåkrummende dårlige ordspil, der nok ville have fungeret bedre på engelsk, men aldrig kunne være blevet egentligt morsomme.

Der er ingen tvivl om, at børnene nok skal elske “Flyvemaskiner”. Vi lever i en verden, hvor “Byggemand Bob” er en milliardindustri. Det siger meget om børns kritiske sans. Det burde ikke være godt nok for et firma med Disneys historie bare at underholde de 5- til 10-årige. Det fantastiske ved deres katalog er netop, at filmene ofte er lige så gode, når man genser dem årtier senere. Jeg har svært ved at forestille mig nogen gense denne film om 10 år og få nogen som helst glæde ud af den. Film, der stimulerer og engagerer på et andet niveau end bare at fordrive tiden, er så uendeligt meget mere værd. Det er det [i]brand[/i], Disney har brugt 90 år på at opbygge. Efter årtiers misrøgt var John Lasseter på vej til at genrejse den gamle kæmpe, men “Flyvemaskiner” er utvivlsomt et skridt i den forkerte retning.