Sommetider er stilheden før stormen endnu mere foruroligende end det øjeblik, hvor tingene endelig går galt. Det er instruktøren Lenny Abrahamson udmærket klar over, og i filmen “What Richard Did” udnytter han på effektiv vis den ubehagelige, larmende stilhed til at understrege, at vi mest af alt frygter det ukendte, der lurer lige om hjørnet.
[image=75623]
Det mest spidsfindige ved “What Richard Did” er tiden, det tager den at fortælle sin historie. For at forstå den brutale handling og de personlige konsekvenser, må vi kende til omstændighederne og det menneske, de foregår omkring. “What Richard Did” er først og fremdeles et portræt af en typisk, privilegeret dreng fra Irland – en af [i]the lads[/i] – der snart vil komme til at lære, at alle handlinger har konsekvenser. Derfor foregår der ikke noget af særlig betydning før uheldet i filmens første halvdel, hvor vi lærer Richard at kende. Men vi [i]ved[/i], at tragedien er på vej og derfor er denne første, forunderlige halvdel af filmen næsten mere skræmmende end den anden, fordi man bare venter på, at ballonen bliver sprængt.
[image=75625]
Også klasseskel bliver udforsket i “What Richard Did”. Richard kommer fra en pæn middelklassefamilie, hvorimod hans offer levede under trangere kår. Dette bliver aldrig direkte sagt, men kender man blot en smule til den irske folkeånd og ditto slang, vil man immervæk fornemme det imellem linjerne. Samfundet har bare mere til overs for en som Richard end hans offer. Det gør ikke vores titelperson til en dårlig dreng, men derimod lige så meget et offer for omstændighederne som den anden dreng, der må betale med livet. Morderen må betale med samvittigheden resten af sit liv.
[image=75624]