[b]Ingen kære mor[/b]

Udtrykket MILF ([i]”mother I’d Like to f…”[/i]) får en helt ny betydning i instruktør Anne Fontaines drama, hvor kærligheden bliver presset til grænsen inden for nogle særdeles familiære rammer. Alskens over- og undertoner flyder sammen, men alligevel er der noget i skildringen af filmens fascinerende problemstilling, der klinger hult.

Lil (Naomi Watts) og Roz (Robin Wright) har været bedste veninder siden barnsben. De har gennemlevet alting sammen og er nu blevet voksne kvinder med næsten-voksne sønner, der ligeledes er bedste venner. Men da Lils søn forelsker sig i Roz, og de indleder et forhold, får tonen pludseligt en helt anden lyd. Men i stedet for at forbyde forholdet indleder Lil et forhold til Rozs dreng, og et mærkeligt, seksuelt spindelvæv begynder at tage form.

Fontaine har besluttet at lade filmen udspille sig i Australien i stedet for sit hjemland, Frankrig. Det er svært at sige, om det har været et vellykket valg. Seksuel frihed er et mere latent element i den franske nationalånd (i hvert fald set fra et udenlandsk perspektiv) og ville måske ikke have fostret en nær så kontroversiel film. Men selvom historiens beliggenhed er flyttet fra Frankrig til Australien, er det stadig svært at se “Perfect Mothers” som en realistisk gennemgang af et neoincestuøst mellem fire parter. Bevares, Australien er en smuk kulisse for historien om de to smukke sønner, der falder for de lige så tiltrækkende mødre, men selve kulturen er så langt fra historiens morale, at den er svær at tro på.

Umiddelbart skulle man tro, at der var masser af kød på filmens problemstillinger, som filmmagerne kunne plante tænderne i, men desværre er plottet voldsomt forsimplet. De to sønner er evigt hengivne over for både mor og elskerinde på trods af deres unge alder. Aldrig får de andre, mere fæstnede behov. Aldrig sygner kærligheden hen. Det er Lil og Roz, der er filmens hovedpersoner, og de bliver portrætteret som ægte, troværdige mennesker af kød og blod. Som tilskuer er det til gengæld sværere at købe venindernes forhold, der virker usædvanligt stærkt, selv efter alting er givet til kende. Da de fire mennesker sidder ved bordet under den australske sol, og de to sønner annoncerer, at de vil vente på deres respektive elskerinder i soveværelset, smiler de to mødre til hinanden. Ville rigtige mennesker reagere på den måde? Det tror jeg altså ikke. Heller ikke i Australien.

Mødrenes forhold skildres på uhyre overfladisk vis, og det samme gør sønnernes respektive personligheder. Vi lærer dem aldrig rigtig at kende, og derfor kommer “Perfect Mothers” hurtigt til at føles som en 40-årig kvindes seksuelle fantasi i stedet for en ærlig, interessant skildring af et tabuiseret forhold. Tabuerne bliver lagt på bordet, men de bliver aldrig gransket ordentligt. Fontaine vil gerne chokere, men hun tør ikke gå linen ud i sin beskrivelse af, hvad man ville kalde et sygt forhold. Filmen er simpelthen for uambitiøs og ujævn.