[b]Uskønne Skåne[/b]

Store, fede, hvide typer på sort baggrund: “SPISE SOVE DØ”. Åbningsteksterne nærmest skråler svenske Gabriela Pichlers drømmedebut i gang. Drømmedebut i kraft af filmens sejrsgang ved Guldbaggen-prisuddelingen i Sverige, hvor den hev de fire vigtigste priser hjem, og drømmedebut i kraft af den fandenivoldskhed, hvormed Pichler portrætterer en ung kvindes desperate jobjagt i uskønne Skåne.

Raša er 21 år og oprindelig fra Montenegro. Hun bor sammen med sin skrantende far og arbejder som salatpakker på den lokale grøntsagsfabrik. Og det er hun faktisk helt tilfreds med. Stolt, nærmest. Når dagens vagt er slut, springer hun på sin cykel og ræser hjem, hvor hendes højtskattede farmand har maden klar på komfuret. Om aftenen falder de i søvn foran flimmeren, arm i arm, med hver deres skål popcorn i skødet. Det er et meget ukompliceret liv.

Deres stille eksistens trues derfor på livet, da der, ud af det blå, varsles fyringsrunde på fabrikken. Så da Raša prikkes på skulderen, flygter hun i ren panik. Løber, til hun brækker sig. Hendes far er syg, men ikke syg nok til at få en sygemelding fra lægen. Jobcenteret holder “boost din selvtillid”-møde, men hvad fanden skal man gøre, når man ikke engang har råd til et kørekort, og i øvrigt slæber rundt på et efternavn, der klinger arabisk og ikke ligefrem åbner døre?

“Spise sove dø” er kras socialrealisme helt på linje med de belgiske filmbrødre Jean-Pierre og Luc Dardenne (“Rosetta”, “Barnet”) tilsat et skvæt sort galgenhumor, der løsner lidt op for den ellers gennemknugende stemning, der karakteriserer filmen. “Spise sove dø” starter endda med en scene, hvor vi ser Raša gå igennem fabrikken, mens kameraet følger hende bagfra. Indstillingen, handlingen og Rašas påklædning er stort set identisk med en scene fra “Rosetta” fra 1999 – Dardenne-brødrenes smertefulde fortælling om en 17-årig piges pinsler og prøvelser på bunden af samfundet. Ligheden er så slående, at det må være instruktør Gabriela Pichlers måde at ære brødrenes mesterværk som inspirationskilde.

Men “Spise sove dø” er også helt sin egen. Ikke mindst takket være bosniskfødte Nermina Lukacs præstation i den altafgørende rolle som Raša. Lukacs tætte fysik, borende blik og uendeligt fascinerende underbid suger kameraets blik til sig. Hun er en skøn vildbasse, der både favner det intime i de fine scener sammen med den skrøbelige far, hun faktisk er en slags mor for, og det friskfyragtige i samværet med de meget ældre kollegaer. Lukac, der i øvrigt slet ikke er skuespiller, men arbejder på et fritidshjem, er forfriskende androgyn. Hun gør Raša til en skæv og kompleks karakter, man ikke glemmer igen.