[b]Analogt ubehag[/b]

Instruktør James Wan jammer vellystigt med på gyserklassikere som “The Exorcist”, “Poltergeist” og “The Amityville Horror” i sin hidtil bedste film, “Nattens dæmoner”. Hvor Wans gennembrud, “Saw” fra 2004, var sadistisk terrorsplat, og “Insidious”, hans seneste gys fra 2010, imponerede med en fremragende første del og skuffede fælt med en forvrøvlet slutning, leverer “Nattens dæmoner” snigende uhygge til overflod i et hjemsøgt hus i de bæbrune start-1970’ere.

Baseret på virkelighedens spøgelsesjægere Ed og Lorraine Warren, ægtepar og henholdsvis dæmonolog og clairvoyant [i]per excellence[/i], udrulles historien om familien Perron, der i 1971 flytter ind i et gammelt hus – langt ude på landet – i Harrisville, Rhode Island. Roger (Ron Livingston), Carolyn (Lili Taylor) og deres fem døtre er glade, men ikke videre velhavende, nye husejere. Men allerede fra start synes noget mærkeligt at foregå i det store hus. Klokken 03.07 om natten stopper samtlige ure, en fæl lugt breder sig (lidt a la prut), og den efterfølgende morgen vågner Carolyn med blå mærker på kroppen. Derfra tager de mystiske hændelser kun til i styrke.

Familien tager endelig kontakt til det kendte Warren-par (spillet af Vera Farmiga og Patrick Wilson) og beder desperat om hjælp. Alle tegn tyder på, at huset er besat af ondsindede dæmoner, som forsøger at besætte de svage sjæle, der måtte våge sig over dørtrinet i Harrisville. Og så må Ed og Lorraine Warren trække i arbejdstøjet.

“Velkendt”, “klichefyldt” eller for den sags skyld “fortærsket” behøver ikke betyde noget negativt. I tilfældet “Nattens dæmoner” (der bærer den meget bedre originaltitel “The Conjuring”, der tvetydigt kan betyde både [i]besværgelse[/i] og [i]taskenspilleri[/i]), er man ikke et øjeblik i tvivl om, at James Wan har lånt med både arme og ben fra alle de bedste spøgelseshus-, dæmonbesættelses- og psykologiske gys, filmhistorien har frembragt. Og alligevel er det lykkedes ham at skabe en film, der giver svedige håndflader og får en til at knibe øjnene sammen i uforfalsket frygt for, hvad der gemmer sig nede i den mørke kælder, bag døren eller inde i skabet. Hvordan?

Tålmodigt præsenteres vi først for Warren-ægteparret og deres helt særlige beskæftigelse udi det paranormale. De har – på deres bryllupsnat(!) – sværget at hellige deres liv til at hjælpe de stakler, hvem dæmoner eller dets lige nu skulle finde på at besætte. Meget sympatisk faktisk. Den uheldige familie Perron præsenteres også med samme ro og mag. Vi lærer dem at kende. Vi kan li’ dem. I John R. Leonettis flotte, lange indstillinger – ofte akkompagneret af foruroligende stilhed – kryber uhyggen så op bag en. Det store hus, som familien knap nok selv kan navigere rundt i endnu takket være forvirrende grundplan og skjulte rum, tilføjer kun til den generelle følelse af ubehag.