[b]Den asfalterede legeplads[/b]

DDR klinger for de fleste gråt og trist, men dokumentaren “This Ain’t California” sørger i højeste gear for at åbne publikums associerende sind op for mere end blot asfalt og beton, og den efterlader sin seer stakåndet. Skateboardet er i forgrunden, og knæbeskytterne efterladt derhjemme. Som filmens fortæller, Nico, siger til sidst: [i]”Vi genfortolkede asfalten.”[/i]

“This Ain’t California” starter ud med at skrive, at filmen er dedikeret til en fyr ved navn Denis “Panik” Parachek, som tilsyneladende døde i 2011. Denis bliver da også omdrejningspunkt i fortællingen, der omhandler tre unge drenge – Nico, Dirk og Denis – og deres spirende interesse for skateboarding i 1980’ernes Østberlin. Efterhånden som drengene vokser op og bliver dygtigere, følger der hurtigt damer, sex og stoffer med i den rullende interesse.

Filmens instruktør, Marten Persiel, betegner sin film som [i]dokumentarisk[/i], men har sidenhen erkendt, at flere elementer fra “This Ain’t California” – heriblandt den elskelige karakter Denis (Kai Hillebrandt) – er ren fiktion. Dette forvoldte en vis skuffelse hos undertegnede, da filmen netop i første omgang forførte med sin dokumentariske tilgang. Glæden ved den gode og “sande” historie om de tre bjergtagende drenge føltes nemlig som en triumf i det grånende, trøstesløse DDR-billede. Men i skuffelsen ligger der også en tilgivelse i (selv)forsikringen om, at der i 1980’ernes Østberlin ganske sikkert blev spundet nogle ubrydelige venskabsbånd hen over asfalten, hvorfor “This Ain’t California” [i]stadig[/i] er en stærk filmoplevelse.

Filmens styrke ligger blandt andet i de begavede, æstetiske valg, som instruktøren har taget. Dette opleves allerede fra anslaget, hvor den asfalterede gade filmes oppefra i bedste Super 8-stil, og hvor lyden af et rullende skateboard suppleret fint af en melankolsk baggrundsmusik. Scenen er sat og er fra start særdeles toneangivende. Dertil viser Persiel også en humoristisk sans for detaljer, som man for eksempel oplever, da den eddersmarte skater Patrick flyver en tur i luften på sit board: Billedet fryses hurtigt, og en anonym kvinde stønner i ekstase.

Gennemgående for filmen matcher den visuelle stil virkelig handlingen. Vi har at gøre med et par unge drenge gennemsyret af vitalitet og livsenergi, der gør oprør mod den kolde krigs tristesse, hvorfor man med lynets hast bliver kastet fra den ene scene til den anden. Seriøst… klipperen af denne dokumentar burde testes for ADHD! Men noget, som i særdeleshed klæder “This Ain’t California”, er måden, hvorpå der lige pludselig skiftes over til animationsgenren i sort/hvid. Disse små, håndtegnede billeders enkelhed korresponderer flot med den ensformighed, drengene møder i deres beskedne, østberlinske miljø. Der er altså gjort nogle drønende effektive valg i forhold til fortællestil og handling.