[b]Udmærket [i]biopic[/i][/b]

Lad mig starte med at anerkende, at der er adskillige årsager til at være skeptisk over for “Jobs”. For det første har man ilet med at få filmen udgivet blot to år efter Apple-stifteren Steve Jobs’ død (altså mens der er flest mulige penge i navnet, så at sige). For det andet er det let at forestille sig, at filmen blot vil være én lang reklame for det allerede ualmindeligt succesfulde Apple-selskab. Og for det tredje så skænker filmen nærmest Jobs en helgenagtig status, som kun de færreste (hvis nogen) fortjener, i kraft af dens portræt af mandens historik og skelsættende påfund.

Spørgsmålet er dog, om man overhovedet kan lave en film om Steve Jobs og samtidig undgå, at i hvert fald de to sidstnævnte “problemer” forekommer. Hvis vi som tilskuere skal engagere os i Steve Jobs som karakter, så er det praktisk talt også påkrævet, at vi begejstres, når et nyt Apple-produkt skabes, og når Jobs oplever personlig succes. Og vi er nødt til at føle og forstå, at Jobs vitterligt [i]var[/i] den enorme inspirationskilde, som han nærmest mytologiske eftermæle fastslår, at han var. Og har man ikke på forhånd købt ideen om Jobs’ forbløffende evner som taler og inspirator, så har man aldrig overværet bare én enkelt af hans præsentationer eller taler.

“Jobs” tager udgangspunkt i Steve Jobs’ professionelle liv. Vi følger ham som ung, hvor han droppede ud af universitet og begyndte at gå til kalligrafi-timer, fordi det interesserede ham. Vi ser ham se potentialet i sin kammerat Woz’ idé til det, der senere skulle blive Apples første computer. Og vi følger ham under skabelsen af en af alle tiders mest banebrydende computere: Macintoshen. Historien om Steve Jobs er, om man vil det eller ej, vanvittigt spændende, og “Jobs” formår faktisk med rimelig stor succes at beskrive alle de største begivenheder i mandens liv – lige fra Apples fødsel i faderens garage over konflikten med selskabets aktionærer til hans tilbagevenden til det firma, som han var hovedarkitekten bag.

I rollen som Jobs gør Aston Kutcher et helt igennem godt stykke arbejde. Han indkapsler på fornem vis Steve Jobs’ mimik og personlighedstræk, og selvom præstationen på ingen måde er Oscar-værdig og næppe får nogen dramatisk effekt på Kutchers karriere, så er han altså både troværdig og veloplagt. Til tider bøvler han med et manuskript, der har sine problemer – især i starten af filmen, hvor man af uransagelige årsager forsøger at tvinge lidt kærlighedsdrama ind i fortællingen, hvilket kun ender med at fremstå forceret, unødvendigt og decideret pinligt.

Men heldigvis dropper filmen hurtigt dens noget ugennemtænkte, personlige vinkel på Jobs, og fokus fastholdes i stedet på hans professionelle karriere. Det gøres med store ord akkompagneret af lidt for højtravende violinspil, og det skulle ikke overraske mig, om der er flere, der vil finde filmen for prætentiøs og for prædikende. Det gjorde jeg for så vidt også, men selvom “Jobs” til tider kammer over i sit eget semi-forherligende projekt, så ændrer det ikke ved, at filmen både er medrivende og til tider oprigtig rørende.