[b]Lav en “Twilight”-film mere, tak![/b]

“Twilight”-franchisen fik sparket gang i en bølge af filmatiseringer af mere eller mindre populære fantasy-bøger primært rettet mod unge piger. Det nyeste skud på stammen er den decideret rædselsfulde “The Mortal Instruments: Dæmonernes by”, der er så forfærdelig, at jeg hellere så et [i]reboot[/i] af “Twilight”. Ja, jeg ville tilmed hellere give mig i kast med 3D-konverterede genudgivelser af de tre første “Twilight”-film, der ligger adskillige [i]klasser[/i] over dette ulidelige makværk, der bedst kan beskrives som et forfærdeligt opkog af “The Twilight Saga: Breaking Dawn – Del 2”, “Harry Potter” og “Resident Evil”.

Clary er en ganske almindelig pige, der bor med sin mor i New York. En dag viser det sig imidlertid, at Clary faktisk er en ganske særlig pige, og at hendes mor ligeledes har flere hemmeligheder, end man skulle have troet. Der findes åbenbart en skjult verden, hvor såkaldte [i]skyggejægere[/i] kæmper mod alskens mytologiske væsener (såsom dæmoner, vampyrer og varulve). Nogle er onde, nogle er gode, men de fleste vil i hvert fald have fat i et bestemt bæger, som jeg ærligt talt har glemt, hvad gør. Man får det at vide i starten, men så aldrig igen, så hvis du læser dette og træffer den helt gale beslutning af se filmen, så følg godt med, når der forklares om bægeret!

Filmen laller af sted med 120 kilometer i timen og springer direkte fra den ene dramatiske situation til den næste. Det er sjældent, man når at fange, hvad pokker der foregår, og der er ikke ét eneste sekund, hvor man egentlig interesserer sig for det. Personerne er lige så hule som mannequin-dukker, og det akavede trekantsdrama mellem Clary, hendes bedste ven, Simon (der er [i]åh[/i] så hemmeligt forelsket), og den “lækre” emo-punker af en skyggejæger, Jace, er så forudsigeligt, tåkrummende og grinagtigt, at det får “Twilight”-romancen til at ligne Shakespeare.

I “The Mortal Instruments: Dæmonernes by” optræder dæmonernes by ikke. Og ikke engang af navn. Den engelske titel er “The Mortal Instruments: City of Bones”, og denne by er til gengæld med i filmen – i fem irrelevante minutter. Der er med andre ord ikke sammenhæng i noget af det, som foregår her i filmen, der skiftevis er ekstremt kedelig og så ufrivilligt komisk, så man rent faktisk griner højlydt. Når Clary spørger Jace: [i]”Er det så nu, at du river din skjorte i stykker, så du kan dække mine sår?”[/i], og han svarer: [i]”Du ved… Hvis du gerne vil se mig nøgen, kan du bare spørge”[/i], er det svært at holde lattermusklerne i ro.

Noget, som filmen potentielt kunne have fået ros for, er, at homoseksualitet berøres undervejs, hvilket det bliver alt for sjældent i film rettet mod et bredt, ungt publikum. Desværre bliver det aldrig til mere end lidt kras i overfladen, men skulle noget kunne trøste mig ved udsigten til flere film i denne franchise, så er det muligheden for, at også homoseksualitet fremstilles som noget, der faktisk eksisterer. Udover det kan jeg ikke overskue tanken om, at denne “historie” fortsættes…