[b]Slatne soldaterkammerater[/b]

“G.I. Joe – Gengældelsen” lyder titlen på denne frygtelige fortsættelse til den skrækkelige “G.I. Joe – The Rise of Cobra” fra 2009. Og jeg kan kun forestille mig, at ordet [i]”gengældelsen”[/i] hentyder til den hævn, som filmmagerne får over alle os, der nedsablede etteren, ved netop at lave en toer. Og selvom “G.I. Joe – Gengældelsen” ganske vist [i]er[/i] bedre end sin forgænger, på samme måde som eddike smager bedre end muggent brød, så står dette idéforladte actionbrag tilbage som et af de absolutte lavpunkter under den værste blockbuster-sæson i mands minde.

Jeg tillod ellers mig selv at have relativt høje forventninger, selvom instruktøren, Jon M. Chu, ikke havde meget andet end en Justin Bieber-dokumentar og et par dansefilm på samvittigheden – ikke just værker, der indgyder stor tiltro til mandens evner som actioninstruktør. Men jeg har altså en svaghed for det ufatteligt karismatiske muskelbundt Dwayne “The Rock” Johnson, som har hovedrollen i denne ombæring, og i kølvandet på “21 Jump Street” og “Magic Mike” var min respekt for Channing Tatum også steget markant, så jeg så frem til at se d’herrer i hopla foran kameraet – forhåbentlig armeret med både vanvittige våben og vittige vitser. Samtidig var det forfatterne bag den fyrstelige “Zombieland”, Rhett Reese og Paul Wernick, som stod bag drejebogen denne gang.

Og efter det første kvarter var mine forhåbninger endnu ikke forduftet på trods af de elendige, indledende actionsekvenser, som i dén grad savner rytme og intensitet. Tatum og Johnson har nemlig en fabelagtig kemi sammen, og deres indbyrdes drilleri slår langt flere gnister end actionscenernes rekyler. Mine lattermuskler motionerede, mens min optimisme voksede, men pludseligt dør Tatums karakter, elitesoldaten Duke, og Johnson kan altså ikke bære filmen alene på sine kolossale skuldre. Og havde et testpublikum ikke klaget over en tidlig udgave af filmen, hvor Tatum knap nok var med, så havde man ikke engang skudt de ekstra scener med ham og Johnson, som hiver filmen op fra afgrunden og op på en 2-stjernet vurdering. Man sidder vitterligt gennem resten af filmen og tænker, hvor meget man hellere ville se en spin-off om det mægtige makkerpar.

Pudsigt nok har min favoritfilm fra denne sløje blockbuster-sæson været “Fast & Furious 6”, som på papiret ellers har meget tilfælles med netop “G.I. Joe – Gengældelsen”: Det er to actionbrag fyldt med farverige helte og slyngler, fjollede bemærkninger og forrykte stunts, der ofte involverer kulørte køretøjer, og Johnson medvirker i begge film. Men især på ét punkt overgår “Fast & Furious 6” sin artsfælle: Persongalleriet.

Jeg kunne ikke være mere fløjtende ligeglad med de (alt for mange) elitetropper, ninjaer og maskerede slyngler i “G.I. Joe – Gengældelsen”, for filmen farer af sted med 160 km/t og giver os derved aldrig tid til at lære dem bare [i]lidt[/i] at kende, og det hjælper selvsagt ikke, at skuespillet generelt er sindsoprivende sløjt. Både heltene og slynglerne forbliver lige så personlighedsløse som de legetøjsfigurer, de er baseret på, og uden helte at tiljuble og skurke at buhe ud bliver det praktisk talt umuligt at engagere sig – især når man ikke engang kan tage til takke med seværdig action, der ikke (som her) plages af elendig computergrafik, repetition og gumpetunge håndgemæng.

Vigtigst af alt: “Fast & Furious 6” tager ikke sig selv for alvorlig. Den har den helt rette dosis selvironi, der får de tyngdekraftstrodsende stunts til at sætte ens sunde fornuft ud af spillet, uden at man samtidigt mister følingen med figurerne eller fortællingen. “G.I. Joe – Gengældelsen” er derimod forbavsende humorforladt. En film baseret på en legetøjskollektion fra 1980’erne bør være en fest, men de morsomme [i]oneliners[/i] kan tælles på to fingre, karaktererne skråler og tuder langt oftere, end de ler, og grinagtige navne som Cobra Commander, Storm Shadow og Destro siges gudhjælpemig, uden at der fortrækkes en mine. Selv da hiphopperen RZA dukker op som en blind karatemester (iført filmhistoriens grimmeste kontaktlinser), bevarer filmen sgu et gravalvorligt lune. Jøsses! Det er ikke blot en skam, men også en kæmpe overraskelse, at filmen forsøger at være så seriøs. Det er knap så overraskende, at den er så seriøst ringe.

[b]Video[/b]

Præsenteret i 1080p/MVC-3D. “G.I. Joe – Gengældelsen” blev oprindeligt optaget i 2D. Da man udskød filmens premiere for at skyde nogle ekstra scener med Channing Tatum, benyttede man samtidig lejligheden til at konvertere 2D-billedsiden til 3D. Og den animerede introsekvens samt flere af actionscenerne (især kampen mellem ninjaerne langs Himalaya-bjergene) udnytter den tredje dimension på fornem vis og udviser en slående, imponerende dybde, mens en del scener fremstår relativt flade og 2D-agtige. Både 2D- og 3D-transferet har et lækkert, celluloidagtigt look, især takket være et konstant tilpas grynniveau. Billedet er knivskarpt hele vejen igennem, og jeg bemærkede aldrig edge-enhancement eller banding. Farverne er meget mættede og varme (til tider er hudfarverne nærmest orange), men det er tydeligvis et bevidst, kunstnerisk valg, og det er med til at give filmen et egentlig ganske passende, tegneserieagtigt look.

[b]Audio[/b]

Det engelske Dolby TrueHD 7.1-lydspor er et fremragende mix, som primært brillerer under filmens actionsekvenser, hvor samtlige skud, eksplosioner, slag og spark har en auditiv slagkraft, der siger spar to. Samtidig drukner hverken de musikalske indslag eller replikkerne nogensinde i al hurlumhejet, og panoreringerne er simpelthen fantastiske – når der kastes med sværd og kastestjerner, fornemmer man virkelig, hvordan de farer fra det ene hjørne af hjemmebiografen til det andet. Filmens mindre actionspækkede, mere stilfærdige scener lyder dog knap så spændende. Her er lydbilledet ikke helt så opslugende og overbevisende, som det er under filmens mere dramatiske sekvenser. Men der er trods alt tale om et glimrende lydspor.

[b]Ekstramateriale[/b]

Instruktøren Jon M. Chu og produceren Lorenzo di Bonaventura har indtalt et kommentarspor til filmen, som jeg tvivler på, at andre end filmens mest dedikerede fans vil værdsætte. D’herrer er naturligvis overbeviste om, at de har lavet et fænomenalt actionbrag, og jeg kunne ikke undgå at skraldgrine, da Bonaventura hævdede, at filmen har fået større relevans i kølvandet på det arabiske forår. Her er fire minutters slettede scener, som man bestemt ikke savner i den færdige film. En enkelt af dem foregår på en gravplads og ville blot have gjort filmen endnu mere tungsindig og trist. Derudover er her otte korte featuretter, som tilsammen varer omtrent 73 minutter, og som bl.a. gennemgår skuespillernes kamptræning, kostumedesignet, effekterne og stuntene. Selvom filmmagerne og skuespillerne bruger en del tid på at skamrose det makværk, de har skabt, så diskes der også op med en række ganske interessante interviews (især med skuespillerne) og klip fra optagelserne.