[b]Turister med smag for mord og blyantsmuseer[/b]

Med initiativet ‘Månedens Film’ er Cinemateket blevet en vigtig brik i dansk biografdistribution og heldigvis for det. Med deres nyeste film på repertoiret, “Sightseers”, demonstrerer de endnu en gang, at de har en fin næse for kvalitetsproduktioner, og at de ikke blot fokuserer på de film, der kun behager et mainstreampublikum. “Sightseers” er en underlig og bizar sag, men også en hjertevarm film om kærlighed mellem seriemordere(!).

Tina tuller for det meste rundt derhjemme, hvor hun hjælper sin manipulerende, hundeelskende mor. Heldigvis har hun Chris, sin nye (og sikkert også første) kæreste, som hun skal på ferie med i en uge. Sammen skal de nyde det engelske naturlandskab og alt, hvad det har at byde på af blyantsmuseer og campingmuligheder. Men der går ikke længe, før Chris irriteres af sine medmennesker. Dem, der smider slikpapir rundt omkring. Dem, der tror, at de ejer naturen. Dem, der bare er temmelig irriterende. For Chris er løsningen på disse problemer lig med mord, og snart er de to lettere kiksede elskende på vej rundt i England for at se naturen – og slå ihjel på må og få.

“Sightseers” er en yderst vellykket komedie. Den er også et vellykket socialrealistisk indblik i den britiske hverdag og et overbevisende portræt af seriemoderens komplekse psyke. Ben Wheatley jonglerer med mange genrer i sin nyeste film, og ligesom med den fremragende “Kill List” beviser han her, at han ikke lader sig begrænse af én enkelt genre eller historie. Han kunne let have hånet Tina og Chris eller portrætteret dem på en overfladisk facon, men her er de troværdige mennesker af kød og blod i et grønt, britisk landskab, der tilsøles af blodets røde nuancer.

Det fremstår som en lige så stor selvfølgelighed, når disse to udstødte eksistenser drikker en kop kaffe, som når endnu et menneske må lade livet for en mindre fejltagelse. Hvorfor? Fordi “Sightseers” har en ekstremt overbevisende personskildring og -udvikling. Når Chris viser tegn på irritation over et miljøsvin på et velholdt museum, er der kun få skridt fra denne irritation til hans endelige, morderiske handling. Og når Tina efterhånden tager teten, sker det, efter et velfungerende manuskript og fejlfri instruktion har formet hende i netop denne retning. Hun er vel bare en kvinde, der prøver at få lidt opmærksomhed fra manden.

Hvor mange andre film ville have begået den katastrofale fejl at lade disse to mennesker gå amok i en uforståelig og ulogisk blodrus, får Wheatley det derimod til at virke som den mest naturlige følge af deres omgivelser og livserfaringer. Og selvom Tinas mor sommetider grænser til det karikerende, er hun med til at overbevise os om Tinas indre liv og hendes behov for anerkendelse og frihed. Chris og Tina er vel egentlig bare to charmerende stakler, der ikke helt ved, hvordan man fungerer i den store verden. Desuden er deres ofre også lidt irriterende, ikke sandt? Det siger en del om Wheatleys geni som instruktør, at han formår at få to seriemordere til konstant at danse på grænsen mellem behageligt morderiske og voldsomt kiksede.