[b]Ikke monstergod[/b]

Pixars “Monsters, Inc.” fra 2001 er en af Pixars ældste og mest højtelskede bedrifter. I mine øjne hører den dog til de, hvad skal man sige… mindre [i]interessante[/i] film, som det revolutionerende animationsstudie har produceret. Ligesom “Find Nemo” og “Ratatouille” vil jeg betegne den som en meget ligefrem og ukompliceret børnefilm, hvor alt andet end filmenes sceneri og kvaliteten af animationerne hverken imponerer eller overrasker, og hvor historien er velfortalt, men ikke særligt overraskende. “Monsters University” ryger direkte ind i samme kategori.

“Monsters University” er en [i]prequel[/i] til “Monsters, Inc”. Den fortæller historien om, hvordan den store, behårede Sullivan og den lille, enøjede Mike fra den oprindelige film mødte hinanden. Som udgangspunkt er det Mike, vi følger, og han tager på universitet med en ambitiøs og kompromisløs drøm om at blive en såkaldt [i]skræmmer[/i] – og gerne den bedste af slagsen. Han studerer hårdt, men hans mildest talt ikke-skræmmende udseende gør det svært for ham at omsætte teori til praksis. På universitet møder han Sullivan, der er langt større end Mike, og som samtidigt har meget nemt ved at skræmme menneskebørn til at levere de skingrende skrig, der forsyner monstrenes byer med energi. Men Sullivans selvsikkerhed gør ham dog sløv og ugidelig, og langsomt må han lære, at også [i]han[/i] skal tage sig sammen, hvis han skal realisere sit potentiale.

Og ja, så går det altså ud af en skabelon, der ikke er videre ophidsende. Universitet er selvfølgelig delt op i grupper (der er svært at se som andet end en parodi på USA’s [i]fraternity[/i]- og [i]sorority[/i]-kultur), og hvor Sullivan og Mike først tror, at det er de seje, man skal efterligne og tiljuble, viser det sig naturligvis, at der er mere ærlighed og også et større potentiale at finde hos nørderne. Rejsen mod netop dén erkendelse fostrer masser af hjertevarme øjeblikke, og man kan på ingen måde klandre filmen for ikke at have helt igennem sympatiske pointer.

Problemet er bare, at “Monsters University” aldrig rigtig bevæger sig ud over den helt klassiske historiefortælling. Der går ikke mere end 15 minutter, før man er helt klar over, hvordan filmen ender, og nøjagtig hvordan den også vil nå frem til sin endelige destination. Og det er på sin vis også okay, for “Monsters University” er spækket med sjove bikarakterer og skægge påfund. Den er både finurlig, fornøjelig og har hjertet på rette sted.

Ja, lad mig lige få det slået fast: “Monsters University” er en helt igennem udmærket børnefilm, der nok skal vinde indpas i sin primære målgruppe. Men det er ikke Pixar, når Pixar er bedst. Det er en film, der hurtigt går i glemmebogen, og den tjener derudover ikke noget særligt formål i forhold til “Monsters, Inc”. Kortfilmen, der denne gang følger med som optakt til hovedfilmen, ligger til gengæld på det sædvanlige, høje Pixar-niveau, og den er således med til at retfærdiggøre biografbillettens pris. Men hvor havde det bare været dejligt, hvis denne skuffende blockbuster-sommer var blevet reddet af en perle på samme kvalitetsleje som “Op”, “De utrolige” eller “Toy Story 3″…