[b]Letbenede løjer under bæltestedet[/b]

Pedro Almodóvar er tilbage i sit (vel)lystigste hjørne med “De elskende passagerer”, der er en hurtig og lummerfræk sexfarce tilsat lidt politisk satire. Filmen er den 19. fra den 63-årige, spanske instruktør og hans første rendyrkede komedie siden “Kvinder på randen af et nervøst sammenbrud” fra 1988.

Finanskrisen har [i]knock out’et[/i] Spanien, der i dag står med den højeste arbejdsløshed i EU. Et meget synligt bevis på krisen er den nybyggede milliardlufthavn Ciudad Real Central Airport, der nu står forladt hen. Spøgelseslufthavnen har Almodóvar brugt som kulisse i “De elskende passagerer”, hvor et fly meget symptomatisk har tekniske problemer og må cirkle rundt i luftrummet – i uvished – og vente på tilladelse til at nødlande. Ventetiden kan passende og meget [i]Almodóvar’sk[/i] bruges til diverse udskejelser udi sexorgier, sang- og dansenumre og meskalintrips.

Inden flyafgang fra Madrid til Mexico er vi vidne til et lille optrin på startbanen mellem to lufthavnsarbejdere (Antonio Banderas og Penélope Cruz i meget små cameos). Hun er blevet gravid, og han glemmer (i ren befippelse) at fjerne flyets startklodser. I luften opdager besætningen og piloten fejlen. Turistklassen bedøver de med sovepiller – så er der ikke så mange at opvarte eller berolige. Flyets tre homoseksuelle stewarder, Joserra (Javier Camarrá fra “Tal til hende”), Fajas og Ulloa, tackler de tekniske problemer, så godt de kan: Med masser af tequila. Om bord på Business Class er blandt andre den feterede diva Norma (Almodóvar-veteranen Cecilia Roth), en bankchef på flugt, et nygift par og en clairvoyant kvinde (Lola Dueñas), der forudser, at hun vil miste sin mødom på turen.

Stewarderne flirter skamløst på kryds og tværs. Ikke mindst med flyets biseksuelle kaptajn og den erklærede heteroseksuelle førstepilot, der alligevel ikke er så [i]straight[/i], når det kommer til stykket. For at slå tiden ihjel og dulme nerverne mikses der cocktails piftet op med meskalin, og så kan det nok være, at Business Class lader hæmningerne få frit løb oppe i de højere luftlag.

Kender man Almodóvars tidlige film fra 1980’erne, og bekender man sig fuldt ud til den outrerede humørbombe “Kvinder på randen af et nervøst sammenbrud”, vil “De elskende passagerer” ramme plet. Tonen er kæk og løssluppen, og filmen føles som en lystig, uforpligtende leg med nogle af Almodóvars grundstoffer: Homoseksualitet, seksuel frigørelse, divaer, disco (stewarderne optræder med en [i]übercampet[/i] version af The Pointer Sisters “I’m So Excited”), melodramatiske intriger og euforiserende stoffer af enhver art. Dialogen er eksplicit og konstant under bæltestedssøgende. Der tales bramfrit om [i]blowjobs[/i], sperm og endetarmsåbninger, men alligevel bliver det aldrig for vulgært. Dertil er karaktererne hos Almodóvar for skønne, skøre og helt igennem fjollede til, at man kan gøre andet end at grine med på de letbenede løjer.

De tre stewarder med Javier Camarrá i spidsen som Joserra bærer ansvaret for, at “De elskende passagerer” holder sig på vingerne samtlige 90 minutter. Som katalysator for historiens fremdrift er det faktum, at Joserra ikke kan lade være med at fortælle sandheden. Igen og igen taler han over sig, så alle intime forhold kommer frem i lyset. Til stor morskab. Sjov er også Carlos Areces som den troende og vel trivelige Fajas, der konstant må kæmpe mod både en uregerlig hårtot og et helt fly af kåde passagerer. Og en meget stram stewarduniform.