[b]The Great DiCaprio[/b]

Baz Luhrmann er uden tvivl en helt særlig filmskaber med en helt særlig, personlig stil. I film som “Romeo & Juliet”, “Moulin Rouge!” og nu også “Den store Gatsby” demonstrerer han sin særegne evne til at kombinere moderne pop- og modekultur med æstetikken fra den tidsalder, som den givne film foregår i. Og det er en sært velfungerende og betagende måde at lave film på! Manden har dog også produceret makværket “Australia”, så det store spørgsmål er, om Luhrmann med en af litteraturens helt store klassikere i hånden kan skabe en film, der er mere end bare stil og lir.

Det kan han – næsten! “Den store Gatsby” fungerer langt hen ad vejen virkelig godt. Rytmen er god, tempoet er højt, og præstationerne er helt i top. Især må man atter bukke sig i støvet for den store DiCaprio, der i rollen som den store Gatsby endnu engang leverer en præstation, man fristes til at kalde karrierens bedste. J. Gatsby er den mystiske rigmand med de store fester, det gode hjerte og den uendelige kærlighed, men samtidig gemmer han på et utal af hemmeligheder, og han lader ingen komme tæt nok på sig til at finde ud af, hvem han egentlig er.

DiCaprio indkapsler alle disse aspekter af Gatsby på intet mindre end overlegen vis, og samtidig formår han at håndtere ethvert følelsesudbrud og -nedbrud i sin karakter på en decideret ærefrygtindgydende måde. Toby Maguire er også skarp i rollen som den udefrakommende Nick Carraway, der kommer til at spille en vigtig rolle i Gatsbys forsøg på at blive genforenet med sin store kærlighed, Daisy Buchanan (Carraways kusine). I rollen som Daisy finder vi en ligeledes stærk Carrey Mulligan, der dog befinder sig i den svære situation, at hun skal spille en ikke videre velskrevet karakter.

Her er et af “Den store Gatsby”s store problemer. Med undtagelse af Gatsby selv formår Luhrmann ikke at give resten af persongalleriet den fornødne dybde, der kræves, for at filmens store klimaks kan virke troværdigt – endsige videre sammenhængende. Fokus er i så høj grad på Gatsby, og Nick, Daisy og hendes mand for på ingen måde den plads, de vitterligt fortjener, hvorfor samspillet mellem karaktererne aldrig bliver så stærkt, som det burde være. Man savner fordybelse i de andre karakterers psykologiske aspekter. Det er ærgerligt, for hen mod slutningen tager det pusten ud af en film, der i sine bedste stunder er lige så fortryllende som “Moulin Rouge!”.

Et andet problem er, at “Den store Gatsby” i sin sidste tredjedel ramler ind i nogle eklatante fortællemæssige problemer. Værst ser det ud, da Gatsbys forhistorie afsløres i et hurtigt flashback, hvorefter vi – stadig forvirrede over dette nye forhold, vi skal have til Gatsby – med ét fingerknips kastes tilbage i hovedhistorien igen. Det virker for henkastet, og lignende episoder forårsager forvirringer og frustrationer – noget man heldigvis aldrig oplever i starten af filmen. Når det så er sagt, så er “Den store Gatsby” overordnet set en aldeles underholdende film med en forrygende flot koreografi og smukke kulisser, og dertil er den en 3D-oplevelse af de helt store.