[b]En generation træder ud af forfaderens skygge[/b]

Et af de spørgsmål, jeg oftest bliver stillet, er: [i]”Hvis jeg vil gå i gang med Star Trek, hvor katten skal jeg så begynde?”[/i] Som inkarneret [i]trekkie[/i] kan jeg sagtens forstå, hvorfor uindviede sjæle bliver forvirrede, når de (så at sige) forsøger at tage hul på bylden, for Star Trek-franchisen rummer efterhånden tolv spillefilm og over 700 tv-afsnit fordelt over hele seks forskellige tv-serier, hvis historier strækker sig over tre forskellige århundreder. Star Trek er ikke blot et af tidens største og mest sejlivede kulturfænomener, det er også en jungle. En jungle, der er vokset eksponentielt i næsten 50 år. Men mit svar på spørgsmålet er altid det samme: Start med den 3. sæson af “Star Trek: The Next Generation”.

Det lyder måske lidt besynderligt, idet “Star Trek: The Next Generation” trods alt er franchisens tredje tv-serie. Den foregår tilmed knap 80 år efter den oprindelige “Star Trek”-serie fra 1960’erne (den med Kirk og Spock), og så virker det måske også lidt underligt ikke at se en serie fra begyndelsen af. Men “Star Trek: The Next Generation” er så episodisk (ligesom stort set alle andre tv-føljetoner fra samme æra), at man ikke behøver at se seriens to første, ujævne sæsoner for at kunne følge med, hvis man lægger ud med seriens fremragende tredje sæson.

Men “Star Trek: The Next Generation” er først og fremmest et godt udgangspunkt for nysgerrige [i]newbies[/i], fordi den aldrig antager, at man har en encyklopædisk viden om Star Trek. På elegant og subtil vis brødføder manuskriptforfatterne os med informationer om franchisens mytologi, alt imens serien udforsker helt nye verdenshjørner inden for franchisens futuristiske rammer. Kort sagt: “Star Trek: The Next Generation” er uhyre lettilgængelig. Samtidig har serien et pragtfuldt persongalleri – franchisens formentlig mest helstøbte af slagsen – og, nå ja, så har serien ingen af de papmachekulisser og indimellem grinagtige gummikostumer, som (desværre) gør det svært for mange at give sig i kast med 60’er-serien. Og så lyder det måske umiddelbart som en bagatel, men det er også meget lettere at tage serien seriøst fra og med dens tredje sæson, fordi man droppede de første par sæsoners ekstremt stramme, pyjamaslignende uniformer til fordel for noget mere simpelt og stilet kluns. Sådan.

Den 3. årgang af “Star Trek: The Next Generation” er måske ikke den bedste af franchisens i alt 30 sæsoner, men det er måske den [i]vigtigste[/i], fordi den bekræftede, at Kirk og Co. ikke havde monopol på franchisen. Kaptajn Picard (den evigt imponerende Patrick Stewart) og hans topmoderne Enterprise-rumskib fløjt prompte ud af den gamle tv-series skygge, da en håndfuld nye manuskriptforfattere blev hyret (deriblandt den dengang blot 23-årige “Battlestar Galactica”-skaber, Ronald D. Moore), der omsider brugte lige så mange kræfter på at udtænke banebrydende ideer som på at videreudvikle karaktererne.

Den barnagtige androide Data har altid været seriens største trumfkort, og Brent Spiner er direkte sublim i rollen. Uden nogensinde at fremstå akavet eller karikeret bevæger han sig maskinelt og leverer sine replikker med en følelsesforladt distance, men med små gestikulationer og ansigtstræk antyder han immervæk, at der gemmer sig mere bag Datas facade end kabler og computerchips. Han er en af genrens mest indtagende karakterer, og hans personlige kamp for at blive mere menneskelig er en af seriens mest gribende, gennemgående fortællinger. I et af sæsonens højdepunkter, “The Offspring”, konstruerer Data en datter, som Stjerneflåden prompte beordrer Data til at udlevere, da de snarere betragter maskinen, Lal, som en opfindelse end et levende væsen. Det er 45 minutters klassisk Star Trek – intelligent sci-fi, der gransker, hvad det vil sige at være menneske, alt imens den både giver intellektet og følelsesregistret meget at arbejde med.

Menneskelignende maskiner spiller også en stor rolle i sæsonafslutningen “The Best of Both Worlds” – et trendsættende tv-afsnit, som generelt er anerkendt som en af mediets mest mindeværdige cliffhangere. De grufulde, kybernetiske Borg-væsner angriber Stjerneflåden og sætter kurs mod Jorden, og kun Enterprise og Picard kan bremse dem. Eller kan de? Pludselige, pragtfulde twists står nærmest i kø, før den dramatiske slutning giver nervesystemet en ordentlig rystetur. Men endnu bedre er “Yesterday’s Enterprise”, hvor et rumskib fra fordums tid pludseligt dukker op og ændrer tidens gang. Afsnittet er et eksempel på en anden form for klassisk Star Trek: Interessante, videnskabelige paradokser danner grobund for superb, tankevækkende underholdning. Picards store krigstale for tropperne før det sidste slag er umulig ikke at applaudere højlydt.

Tidligere havde Enterprises klingonske sikkerhedsofficer, Worf, ofte fremstået som blot en arrig statist, men i “Sins of the Father” kommer vi tættere på både Worfs fortid og personlighed samt det ærekære, klingonske samfund. Derved styrkes ens forståelse og forkærlighed for den karismatiske kolos. Det er også en ren fornøjelse at se Spocks far, Sarek, vende tilbage i den følelsesladede episode “Sarek”, mens det vrimler med effektive, humoristiske indfald i “Déjà Q”, hvor den spøgefulde, skæppeskønne Q (en vidunderligt jovial John de Lancie) dukker op for fjerde gang i seriens historie.

3. sæson af “Star Trek: The Next Generation” viser os et væld af universets vidundere, men det er netop, fordi den er så [i]nede på jorden[/i] og så engageret i sine menneskelige eksistenser, at den fænger mere end sine forløbere. Star Trek er ofte blevet hædret og belønnet for sine opfindsomme historier, men samspillet mellem karaktererne har altid været den største årsag til, at besætningens intergalaktiske eskapader har været værd at følge.

Forglemmelige episoder som “The Price” (en omgang oversentimental romantik) og “A Matter of Perspective” (et ujævnt, rodet mordmysterium) ændrer ikke på, at denne sæson udgjorde et pragtfuldt startskud til en ny Star Trek-guldalder. Som sagt: Hvis du overvejer at give dig i kast med Star Trek, er det altså oplagt at starte her. Og der er endnu bedre sæsoner i vente.

[b]Video[/b]

Præsenteret i 1080p/AVC 1.33:1. Hvis du for en håndfuld år siden havde fortalt mig, at jeg en skønne dag ville anmelde en tv-sæson fra 1989 på Blu-ray og belønne dens billedkvalitet med topkarakter, havde jeg troet, du var fuldkommen vanvittig. Men den 3. årgang af “Star Trek: The Next Generation” fremstår praktisk talt fejlfri i HD, og den ser tilmed bedre ud end de to foregående sæsoner, som også så fremragende ud, men som indimellem bød på en smule digital støj og overdreven brug af DNR (digitalstøjreduktion, som kan få detaljerigdommen til at dale). Den slags skavanker forekommer heldigvis aldrig her. Jovist, der optræder et par mikroskopiske støvkorn her og der, men aldrig i et tilnærmelsesvis distraherende omfang, og de få slørede skud skyldes fotografernes oprindelige arbejde og altså ikke den fænomenale indsats, som selskabet CBS har lagt i at restaurere disse 23-24 år gamle tv-episoder.

Billedet er nærmest altid knivskarpt, og detaljerigdommen er gang på gang fuldkommen forbløffende. Fans vil formentlig føle sig fristede til at pause afsnittene flere gange undervejs for at studere de utallige detaljer, der tidligere har været uklare på VHS og dvd. Det gjorde jeg i hvert fald. Kontrasten er i en liga for sig, og især derfor fremstår episoderne langt mere filmiske, end de i sin tid gjorde på dvd – nu kan man for alvor beundre fotografernes leg med lys og skygger, som ofte giver episoderne et lækkert spillefilmslook. Og farverne, der ofte fremstod drænede og matte på dvd, er generelt naturtro og særdeles appetitlige. Desuden figurerer hverken glorier eller udtværing. De fleste effekter er blevet fornemt rekonstrueret ved brug af de oprindelige modelskud, mens de få nyindsatte computereffekter (såsom phaserskud) fungerer fortrinligt.

[b]Audio[/b]

Som sagt ser seriens 3. sæson bedre ud i HD end de to foregående, og den [i]lyder[/i] også bedre. Ærlig talt lyder serien bedre end de fleste nyproducerede tv-føljetoner. Næsten samtlige kanaler er konstant aktive, uden at man nogensinde føler, at man bombarderes med overflødige lydeffekter. I scenerne på Enterprise hører man tit bippende computerpaneler i det fjerne og rumskibets dybe, konstante brummen, som aldrig bliver tilnærmelsesvis irriterende, men tværtimod kun styrker fornemmelsen af, at man befinder sig i det ydre rum sammen med alle de gæve stjerneflådeofficerer. Den auditive atmosfære er også enormt imponerende. Bare tjek planetscenerne i “The Enemy”, hvor tordenskraldene folder sig ud i samtlige højtalere med manér uden nogensinde at overdøve replikkerne, som i øvrigt altid kommer klokkeklart igennem. Panoreringerne tager også kegler – hver gang Enterprise flyver forbi kameraet, fornemmer man, at det passerer hjemmebiografen på vejen. Musikken fylder altid helt tilpas i lydbilledet.

De oprindelige stereolydspor medfølger også. Jeg vil dog endnu en gang fraråde folk at se afsnittene med danske undertekster, eftersom de er spækkede med trykfejl og fejloversættelser. Hvis de ansvarlige oversættere tilfældigvis læser med, vil jeg gerne lige pointere, at der altså ikke er noget ‘e’ i [i]udmærket[/i].

[b]Ekstramateriale[/b]

Når man smækker udgivelsens første skive i afspilleren, præsenteres man øjeblikkeligt for trailerne til BD-udgivelserne af “Star Trek: The Next Generation”-dobbeltafsnittet “The Best of Both Worlds” og 2. sæson af tv-serien “Star Trek: Enterprise”. Det er bare lidt ærgerligt, at man bliver nødt til at genindsætte skiven i afspilleren, hvis man vil gense trailerne. Desuden medfølger de gamle tv-reklamer for alle sæsonens 26 afsnit. Når man ser disse trailere, bliver det fornemme restaureringsarbejde for alvor sat i relief.

Derudover rummer udgivelsen alle de gamle, velproducerede dokumentarer fra den oprindelige dvd-udgivelse af sæsonen. I “Mission Overview” (18 min.) taler flere af manuskriptforfatterne, producerne og skuespillerne om nogle af de vigtige begivenheder bag kameraet, mens sæsonen blev indspillet – såsom manuskriptforfatternes turbulente tilværelse og genansættelsen af skuespillerinden Gates McFadden, som spiller skibslægen Beverly Crusher og oprindeligt blev fyret efter seriens 1. sæson. I “Memorable Missions” (13 min.) taler de samme mennesker om højdepunkterne [i]foran[/i] kameraet – såsom deres yndlingsøjeblikke og yndlingsafsnit fra sæsonen. “Selected Crew Analysis” (14 min.) ser nærmere på karakterernes udvikling i løbet af sæsonen, mens “Production” (20 min.) minder mere om den førstnævnte dokumentar. Her tales der om arbejdet på udvalgte afsnit, og flere af episodernes effekter gennemgås også.

Endnu bedre er de fem nyproducerede dokumentarer. I den fremragende “Inside the Writer’s Room” (71 min.) taler “Family Guy”-skaberen Seth MacFarlane (som er en hardcore trekkie, der ofte har parodieret netop “Star Trek: The Next Generation” i “Family Guy”, og som tilmed havde to cameos i tv-serien “Star Trek: Enterprise”!) med fire af seriens mest fremtrædende manuskriptforfattere: Ronald D. Moore (som senere skabte den nye “Battlestar Galactica”-serie), Brannon Braga (som senere arbejdede på bl.a. “24 timer” og “Terra Nova”), Naren Shankar (en af hovedmændene bag bl.a. “CSI”, “Grimm” og “Farscape”) og René Echevarria (som siden hen har arbejdet på bl.a. tv-serierne “Castle”, “Medium” og “The 4400”) om deres arbejde på serien. D’herrer taler åbenhjertigt og med et glimt i øjet om bl.a. seriens bedste episoder og største brølere, deres yndlingsreplikker og deres ofte anstrengte forhold til seriens skaber, Gene Roddenberry. MacFarlane er en glimrende vært, som bidrager med flere interessante spørgsmål og spændende, personlige overvejelser omkring arbejdet som tv-forfatter.

I de tre nye dokumentarer “Biological Distinctiveness”, “Technological Distinctiveness” og “The Collective”, som tilsammen varer omtrent halvanden time, taler manuskriptforfatterne, skuespillerne og producerne om seriens tredje årgang. Og igen var jeg forbløffet over de interviewedes oprigtighed. Manuskriptforfatterne er eksempelvis ikke bange for at tale om, hvor svært det var at efterkomme Roddenberrys mange regler og restriktioner. Behr taler bl.a. om, hvordan hans manuskript til afsnittet “Captain’s Holiday” gik fra at være en seriøs, bevægende fortælling om Picards personlige tvivl, som alle de andre forfattere [i]elskede[/i], til en fjollet, fordummet eventyrfortælling, eftersom Roddenberry mente, at Enterprises galante kaptajn og resten af besætningen var for “modne” til at føle noget så normalt og menneskeligt som frygt.
“Tribute to Michael Piller” (14 min.) hylder den afdøde producer/manuskriptforfatter Michael Piller, som overtog styringen af manuskriptforfatterholdet fra og med seriens 3. sæson og var hovedårsagen til seriens kvalitetsmæssige kvantespring.

Der er blevet indtalt hele fem kommentarspor kommentarspor til fire af sæsonens afsnit. Star Trek-eksperterne Mike og Denise Okuda (som i sin tid også arbejdede på seriens grafiske design) taler om episoden “The Bonding” sammen med manuskriptforfatteren Ronald D. Moore. Det var Moores første Star Trek-afsnit, og han diskuterer bl.a., hvordan han som en arbejdsløs 23-årig fik solgt sit første manuskript uden overhovedet at have en agent (det er en ret utrolig anekdote), og hvorfor han i sin tid faldt pladask for Star Trek-franchisen som barn. Trioen har også indtalt et kommentarspor til “Sins of the Father”, hvor Moore, effektmageren Dan Curry og Okuda-parret taler om et blændende afsnit, der for alvor var med til at redefinere en af franchisens mest mindeværdige racer: De krigslystne klingoner. Før kommentarsporet blev indspillet, fandt Moore en masse af de memoer, som han og hans chef, Michael Piller, udvekslede omkring afsnittet, og det er enormt interessant at høre dem blive læst højt. Således får man en unik indsigt i episodens tilblivelse.

Endnu bedre er kommentarsporet til afsnittet “Yesterday’s Enterprise”, hvor Okuda-parret, Moore og manuskriptforfatteren/produceren Ira Steven Behr på både grundig og uhyre underholdende vis gennemgår skabelsen af et af seriens bedste og mest populære afsnit, som pudsigt nok ingen havde store forventninger til, mens det blev skruet sammen. Instruktøren David Carson (som senere instruerede spillefilmen “Star Trek: Generations”) har også indtalt et spændende, informativt kommentarspor til episoden. Det sidste kommentarspor er blevet indtalt til “The Offspring”. Okuda-parret og manuskriptforfatteren René Echevarria taler om et af seriens mest rørende afsnit, der gennemgik mange forandringer, efter Echevarria afleverede sit første manuskriptudkast.

Fans vil nok også more sig kosteligt under de i alt ni minutters hidtil usete fraklip. Og så er her fem minutters alternative scener fra afsnittet “The Most Toys”, hvori den britiske skuespiller David Rappaport spiller slynglen Kivas Fajo. Saul Rubinek overtog rollen, da den diminutive og enormt deprimerede Rappaport (nok bedst kendt for sin indsats i Terry Gilliams “Time Bandits” og tv-serien “The Wizard”) forsøgte at begå selvmord, mens optagelserne stod på. Få måneder senere tog skuespilleren sit eget liv med en pistol. De nye dokumentarer præsenteres i 1080p, mens trailerne og de gamle dokumentarer er blevet opskaleret fra SD.