Hvad leder en så kontroversiel overskrift mon ind til? Ja, det er spørgsmålet. Et spørgsmål, du måske gerne vil have svar på? Endda et, du måske havde [i]forventet[/i] at få svar på i dette lille stykke indledende tekst? Tjo, det ville være den normale måde at gå til en tekst på – at følge i overskriftens spor. Men hvad nu, hvis det [i]ikke[/i] bliver tilfældet? Hvad nu, hvis den kontroversielle udmelding i overskriften får lov til at stå som et soloprojekt, som kun er sat op for at blive forladt igen? Ja, så har du essensen af Jørgen Leths nye dokumentar.
[image=73601]
I filmens synopsis står der, at [i]”Leth fører os ind i Kørners verden, hvor vi bliver indviet i malerens poetiske skildring af ‘problemer’ i det danske samfund, hans særlige arbejdsmetoder og hans medrivende fortællekraft”[/i]. Og det er ganske rigtigt. Det er præcis den oplevelse, man har af fortællingen, når man forlader det røde sæde i biografen, der nærmest drypper med forskellige farver af indsigt, forundring og tomhed efter mødet med Kørner gennem Leths linse. Og måske også et indtryk af en Jørgen Leth, der hopper over, hvor gærdet er lavest.
[image=73598]
Man hopper ind og ud af Kørners forskellige projekter, og der er ikke rigtig noget, der giver fortællelineær mening. Men når det så er sagt, så er det alligevel forundringsværdigt. Hvorvidt det er et billigt trick, der bliver trukket på Kørners fascinerende billeders regning, vides umiddelbart ikke, men det er i hvert fald ikke Leth alene, der trækker læsset. Hvert et billede i filmen har Kørners malerier som baggrund, forgrund eller bevæggrund. Og det fænger.
[image=73602]