[b]Brug mig, brug mig – som en del af den seksuelle leg. Kvinder [i]vil[/i] bruges.[/b]

Hvad leder en så kontroversiel overskrift mon ind til? Ja, det er spørgsmålet. Et spørgsmål, du måske gerne vil have svar på? Endda et, du måske havde [i]forventet[/i] at få svar på i dette lille stykke indledende tekst? Tjo, det ville være den normale måde at gå til en tekst på – at følge i overskriftens spor. Men hvad nu, hvis det [i]ikke[/i] bliver tilfældet? Hvad nu, hvis den kontroversielle udmelding i overskriften får lov til at stå som et soloprojekt, som kun er sat op for at blive forladt igen? Ja, så har du essensen af Jørgen Leths nye dokumentar.

For nu alligevel at følge op på den interessante overskrift, kan det tilføjes, at det er en kommentar fra Jørgen Leth. I en Skype-samtale med kunstmaleren John Kørner bliver Leth nemlig spurgt til råds om en billedrække, som Kørner er ved at forberede. Og det er ikke den eneste af Kørners billedrækker, man bliver ført forbi i de 58 minutter, filmen varer. Leth har nemlig fulgt maleren igennem fem år. Eller det vil sige, at det har Leths [i]kamerafolk[/i] gjort. Selv indtræder han i rollen som delt iagttager, delt medspiller. Faktisk i en slags kendis-[i]cameo[/i].

I filmens synopsis står der, at [i]”Leth fører os ind i Kørners verden, hvor vi bliver indviet i malerens poetiske skildring af ‘problemer’ i det danske samfund, hans særlige arbejdsmetoder og hans medrivende fortællekraft”[/i]. Og det er ganske rigtigt. Det er præcis den oplevelse, man har af fortællingen, når man forlader det røde sæde i biografen, der nærmest drypper med forskellige farver af indsigt, forundring og tomhed efter mødet med Kørner gennem Leths linse. Og måske også et indtryk af en Jørgen Leth, der hopper over, hvor gærdet er lavest.

Men på knap en time undergår man en uforudset forandring. For pludselig interesserer man sig indgående for malerkunst. Eller i hvert fald for Kørner. Eller måske mere for samspillet mellem Leth og Kørner. Eller måske egentlig bare Leth, der på én og samme tid optræder som ydmyg, ufrivilligt komisk [i]fanboy[/i] og selveste “Jørgen Leth” – den kulturradikale kunstveteran med næsespray-stemmen. Men hvad der egentlig er meningen med filmen, og hvad man skal lægge mærke til og få ud af den, er hele vejen igennem et mysterium.

Man hopper ind og ud af Kørners forskellige projekter, og der er ikke rigtig noget, der giver fortællelineær mening. Men når det så er sagt, så er det alligevel forundringsværdigt. Hvorvidt det er et billigt trick, der bliver trukket på Kørners fascinerende billeders regning, vides umiddelbart ikke, men det er i hvert fald ikke Leth alene, der trækker læsset. Hvert et billede i filmen har Kørners malerier som baggrund, forgrund eller bevæggrund. Og det fænger.