[b]Fine lyspunkter i ordinær fortælling[/b]

Pat (Bradley Cooper) har netop forladt en psykiatrisk institution, hvor han har været de sidste otte måneder grundet et voldeligt overfald på sin kones elsker. Han er nu flyttet tilbage til forældrene, som han har et noget distanceret forhold til, og her bruger han al sin tid på at planlægge, hvordan han får generobret sin kone. Men så møder han den vovede Tiffany (Jennifer Lawrence), der er nøjagtig lige så utilpasset, som han er.

Det er forholdet mellem Pat og Tiffany – to utilpassede mennesker, der langsomt nærmer sig hinanden – som er filmens primus motor, men det er langtfra filmens stærkeste element. For det er først, når Pat er i selskab med sine forældre, at instruktøren David O. Russell formår at skabe den varme og det nærvær, man indimellem savner i filmens andre scener. Det skyldes ikke mindst det fremragende skuespil, som leveres af Robert De Niro og Jacki Weaver i forældrerollerne, mens Russell også fortjener stor ros for at have skabt et par pragtfulde karakterer, der ikke kunne have mindre tilfælles med de ofte personlighedsløse, stereotype forældre, som genren tit disker op med. Ydermere er både Jennifer Lawrence (der som bekendt vandt en Oscar for sin indsats) og Bradley Cooper overbevisende i deres roller, der heldigvis bliver mere interessante, som filmen skrider frem.

“Silver Linings Playbook” er i høj grad en film om det samfund, vi lever i, og om de værdier, der tæller for det moderne menneske. Når Pat for første gang i lang tid bliver inviteret hjem til sin bedste ven og hans kone, fremviser hun stolt deres nye pejs og iPod-stik, der, som hun stolt erklærer, nu findes i hvert eneste rum. Materialisme er en succesrate her, og mens Pat jogger iført en sort plasticsæk, rejser hans bror rundt for at erobre verden og købe nyt hus. Men moderne materialisme er ikke det eneste, Russell er interesseret i. Sindslidelser er tydeligvis også på instruktørens agenda, idet Pat blev indlagt på en psykiatrisk afdeling, fordi han havde været en smule for hidsig, alt imens faderen trygt kan sidde i sin lænestol, mens han ængstelig flytter rundt på fjernbetjeningerne for at føje sin OCD. Dette er en sygdom, som samfundet accepterer, synes Russell at sige, fordi den ikke forstyrrer vores syn på verden eller gør andre nervøse. Russells egen søn har en bipolar lidelse, og det er tydeligvis et emne, som står ham nært.

“Silver Linings Playbook” har altså hjertet på rette sted, men desværre får filmen aldrig den tilsigtede emotionelle pondus. Dertil er dens mange [i]set-ups[/i] alt for tydelige; alt for ofte føler man, at karaktererne snarere taler til publikum end til hinanden; og de to hovedpersoner er nogle lige lovlig genkendelige arketyper inden for en klassisk, letgenkendelig dramaturgi: Vores protagonist har brug for hjælp, og han får den af en ukonventionel kvinde, der samtidig fungerer som filmens sandhedsfortæller. Mange lignende historier har tidligere prydet det hvide lærred, og eftersom “Silver Linings Playbook” ikke bidrager med mange nævneværdige, nye ideer, danser den immervæk på skillelinjen mellem det ordinære og det fremragende.

Men – igen – “Silver Linings Playbook” har altså gode intentioner. Det er en film om de utilpassede og om, hvordan man har brug for andre mennesker for selv at komme til det punkt i livet, man gerne vil være. Som Russell anerkender her, er det altid svært og aldrig nemt. Den gode, gamle kliché om, at man skal lide et nederlag, før man opdager, hvor galt det egentlig står til, klinger så sandelig sandt her – ligesom i den virkelige verden, der selvsagt byder på langt større udfordringer og dilemmaer end den gennemsnitlige, glatpolerede Hollywood-film.