[b]På kanten af kitsch[/b]

Baseret på en teatermusical med alt hvad dertil hører af svulmende patos og langstrakte ballader, er det klart, at filmatiseringen af “Les Misérables” ikke vil være for alle. Nær ved samtlige replikker synges, så faktisk er det jo opera, og alle filmens strofer blev optaget live på filmsettet for rullende kameraer. Alene derfor er Tom Hoopers filmatisering af teatermusicalen (der igen er baseret på Victor Hugos romanklassiker fra 1862) værd at tilbringe lidt over to en halv time i selskab med.

Godheden selv, Hugh Jackman, spiller straffefangen Jean Valjean, der endelig prøveløslades efter en 20 år lang fængselsdom for tyveri af et sølle stykke brød. Året er 1815 i Frankrig. Men Valjean er ikke en fri mand. Fængselsinspektøren Javert (Russell Crowe) holder øje med den trodsige Valjean, og til sidst tager eksstraffefangen endegyldigt flugten fra myndighederne. Han skaber sig et nyt liv som vellidt borgmester i en lille flække. Her krydses hans veje otte år senere med den stakkels, unge Fantine (Anne Hathaway). Med barn uden for ægteskab tvinges hun ud i prostitution for at kunne forsørge sin lille datter, Cosette. Fantine bukker under for den generelle elendighed, og den gode Valjean lover at tage sig af lille Cosette. Men ak… Javert er igen på sporet af den undvegne prøveløsladte, så Valjean og Cosette flygter til et kloster inden for Paris’ mure.

Yderligere ni år går. Cosette (Amanda Seyfried) forelsker sig i den unge rebel Marius, der sammen med Paris’ studerende og fattige gør blodigt oprør mod monarkiet. Javert jagter utrætteligt Valjean, der nu skal gøre op med sig selv, om han og Cosette endnu engang må flygte eller blive og tage kampen op.

Broadway-braget “Les Misérables” gør sig forbavsende fint i filmatiseringen af britiske Tom Hooper. Hooper tog godt og vel alle anmeldere og biografgængere med storm med den lille, store fortælling om “Kongens store tale”. Her gik det lune og intime hånd i hånd med histories største vingesus, og iscenesættelsen var på sine bedste steder mirakuløst minimalistisk. Minimalistisk kan man ikke kalde “Les Mis”, der svulstigt balancerer på kanten af kitsch fra start til slut, som en musical nu engang ofte gør. Genigrebet fra Hoopers side (og dét, der gør, at balancegangen lykkes) er det kunstneriske valg, at alle sange synges live. Når den skamklippede, usle Hathaway tudbrøler sig igennem sin store solo, “I Dreamed a Dream”, alt imens violinerne bare vokser og vokser, kan man kun flæbe med. De ekstreme nærbilleder medvirker ligeledes til følelsernes overgivelse og tårernes frie løb. Og så er Hathaway, om man kan li’ hende eller ej, simpelthen en åbenbaring i rollen. Det er ærgerligt for filmen såvel som publikum, at Hathaways Fantine må lade livet så hurtigt i fortællingen. Men det er nu engang sådan, gamle Hugo ville det.

Russell Crowe lader derimod meget tilbage at ønske som den regelrette Javert. Sangtalentet er nok for begrænset til at stå distancen samtlige 157 minutter. Et decideret fejlcast. Filmens billedside både fascinerer og irriterer. Der åbnes med et brag af en scene, hvor Valjean og medfangerne i vand til halsen trækker et enormt skib i dok med deres bare næver, alt imens kameraet højt hævet fejer hen over det kæmpende menneskehav, så ned på Valjean og så op på Javert. Konflikten er med andre ord imponerende klar fra første scene. Mindre heldigt virker de genkommende scener med en ensom Javert, der igen og igen filmes enten højt fra Paris’ tage, broer eller murværker med udsigt til byen. Glemte kameramanden, at de allerede havde indspillet den scene eller…?