[b]Norske vovehalse til havs[/b]

Norske “Kon-Tiki” er en ambitiøs film, og med en Oscar-nominering for bedste udenlandske film i bagagen skulle man tro, at den også havde formået at realisere sine ambitioner. Men desværre er det billedskønne drama lige så ofte langsommeligt, som det er medrivende.

Thor Heyerdahl er en drømmer. Hele sit liv har han været opsat på at udforske en verden, som de fleste ikke har set eller kender meget til, og han er især interesseret i at klarlægge, hvem der i virkeligheden opdagede Polynesien. I et forsøg på at overbevise de mennesker, der gang på gang siger ham imod, samler han fem mænd og drager med dem ud på oceanet om bord på en tømmerflåde. Nogle kalder det for en selvmordsmission, men Thor er drevet af en ukuelig eventyrlyst og sin store, personlige stolthed.

“Kon-Tiki” er en film af de to norske herrer Espen Sandberg og Joachim Rønning, der også instruerede den storslåede “Frihedskæmperen Max Manus” fra 2008. De kender filmmediets virkemidler, og de udnytter dem fornemt her i deres seneste epos. Udsigten over havet og ikke mindst den virkningsfulde musik er direkte fortryllende. Men det virker desværre også, som om Sandberg og Rønning har været mere besatte af at kreere en betagende billedside end af at gøre en autentisk, opsigtsvækkende opdagelsesrejse til et følelsesladet, virkningsfuldt drama.

Og det er en skam, for historien er umiddelbart spændende, og den er især interessant, når det personlige perspektiv inddrages. Især er Thor Heyerdahl, spillet af Pål Hagen, en interessant personlighed. Han er en mand præget af en enorm rastløshed – en noget usikker type, der alligevel går målrettet efter eventyret og den store oplevelse, og som tror fuldt og fast på sin egen idé. Dels fordi han tror, at hans forsøg vil lykkes, men mere fordi han ikke kan lide at tage fejl. Han er en handlingens mand, når der er rejsefeber på dagsordenen, og en kujon, når de personlige forhold skal plejes. Men også de andre personer er interessante. Takket være god instruktion og fint skuespil bliver eksempelvis også Herman Watzinger – spillet af Anders Baasmo Christiansen – et spændende bekendtskab. En køleskabssælger, der gerne vil indskyde mere spænding i tilværelsen, men som ender med at bruge det meste af turen på at være ængstelig og nervøs.

“Kon-Tiki” har især to problemer. Først og fremmest har vi her at gøre med en film om seks mænd på en tømmerflåde på det store hav. Når man arbejder med en så lille, isoleret location, skal man være en ferm historiefortæller for at undgå, at filmen ender med at føles ensartet og stillestående, men historien får aldrig lov til for alvor at folde sig ud. I en scene bliver der hentydet til, at de fleste af mændene er fædre med familier derhjemme. Men hvad får dem til at tage ud på en så farefuld færd? “Kon-Tiki” giver ikke svaret, fordi filmen ikke ved, at den har stillet et spørgsmål. Alt for ofte sejler filmen langsommeligt mod sin uundgåelige konklusion uden at bidrage med hverken stof til eftertanke eller spændende drama.