[b]Bourne-dubleanten[/b]

Eftersom de tre første film om CIA’s eksagent Jason Bourne sammenlagt indtjente knap én milliard dollars på verdensplan, var der [i]ingen[/i] chance for, at filmselskabet Universal ville lade serien udånde, selvom hovedrolleindehaveren Matt Damon og instruktøren Paul Greengrass valgte at stoppe, mens legen var god. Ligesom de fleste fans var jeg enormt skeptisk, da man valgte at søsætte en fjerde Bourne-film, “The Bourne Legacy”, uden det mægtige makkerpar. Men så kom den ene gode nyhed efter den anden… Tony Gilroy, som havde forfattet de tre første film og instrueret den blændende “Michael Clayton”, skulle instruere og skrive det fjerde kapitel; den ekstremt talentfulde Jeremy Renner blev hyret til at spille hovedrollen; og (bedst af alt) Renner skulle spille en [i]anden[/i] agent i Bournes univers. Der ville ikke blive tale om et respektløst [i]reboot[/i] eller en fortsættelse med en anden skuespiller i den rolle, som Damon havde gjort så ikonisk.

Universal kæmpede tydeligvis for at garantere, at deres Bourne-frie Bourne-film ville bevare forgængernes ånd uden at traske i deres fodspor som en doven efternøler. Men deres modige eksperiment er desværre endt som en noget kønsløs metervare. “The Bourne Legacy” savner Greengrass’ uovertrufne flair for rystende realistisk action. Den savner Matt Damons varme og karisma. Men mest af alt savner den sgu Bourne, for hvor Bournes stræben efter selvransagelse og syndsforladelse gav de tre forgængere et solidt, følelsesladet fundament, som fik filmene til at skille sig ud fra et hav af hjerne- [i]og[/i] hjerteløse actionbrag, efterlades man her med indtrykket af, at Renners agent, Aaron Cross, ikke ønsker andet end en stak kulørte piller, før han får en kold tyrker.

Heldigvis for filmen har 42-årige Renner så megen charme, at man ender med at heppe på Cross (om end noget afdæmpet), for i sig selv er karakteren virkelig uinteressant. Vi får praktisk talt intet at vide om mandens fortid, og selvom man kan sige det samme om Bourne i forgængerne, så fik Damon ofte spillerum og spilletid til at trække os ind bag Bournes hårde facade og blotte hans forpinte sjæl. Således sikrede Damon, at tilskueren ikke blot blev et vidne [i]til[/i], men også en medpassager [i]på[/i] Bournes personlige rejse. Men “The Bourne Legacy” har desværre for travlt med alenlange, kringlede dialoger og actionsekvenser af svingende kvalitet til at give Cross tid til at tage form. Han savner (pudsigt nok) en mindeværdig identitet.

Filmens fortælling foregår sideløbende med plottet i Greengrass’ “The Bourne Ultimatum”. Bourne (som kun ses på et par stillbilleder) er gået i flæsket på CIA – instansen, der i sin tid hjernevaskede og trænede ham til at blive en evigt adlydende dræbermaskine, og som forsøgte at slå ham ihjel, da han pludseligt begyndte at betvivle sine overordnedes ordrer. Bournes korstog får CIA’s topfolk til at gå i panik, og de beslutter sig for at dræbe organisationens videnskabsmænd og gensplejsede superagenter for at slette alle beviser på deres uhyrlige praksis. Cross overlever dog et droneangreb i vildmarken og rejser hjem for at finde svar og, nå ja, nogle piller, der forhåbentlig kan forhindre hans genmodificerede krop i at bryde sammen.

Undervejs støder Cross på videnskabskvinden Marta Shearing (en veloplagt Rachel Weisz), som overlever CIA’s attentat i sit laboratorium i en uhyre nervepirrende scene – en af filmens klart bedste. Cross og Shearings fællesflugt minder meget om Bourne og Maries ditto i seriens første del, “The Bourne Identity”, men desværre har Renner og Weisz ingen kemi, så gnisterne udebliver i denne ombæring. Actionscenerne virker også forunderligt bekendte – ikke mindst en længere motorcykeljagt i Filippinernes hovedstad, Manila, der ikke har helt samme pondus som Bournes ræs på kværnen i “The Bourne Ultimatum” eller den sindssygt intense biljagt i “The Bourne Supremacy” – en af actiongenrens allerstørste bedrifter.

Det kan heller ikke være let at stå i skyggen af tre af actiongenrens største milepæle, men “The Bourne Legacy” kæmper heller ikke nok for at træde ud af den. Den efteraber og refererer for meget til forgængerne. Her er masser af godt skuespil (på den front er Edward Norton hovedattraktionen i rollen som en kompromisløs CIA-tyran), en smule hæderlig action og en virkelig god 1. akt, som er indhyllet i gådefuld, dragende mystik. Men når mystikken er fordampet, står man tilbage med en alt i alt unødvendig epilog til en af filmhistoriens mest helstøbte trilogier.

[b]Video[/b]

Præsenteret i 1080p/AVC 2.40:1. “The Bourne Legacy” ser simpelthen hamrende godt ud i HD. Det er et meget filmlignende transfer med et helt tilpas grynniveau, lækre farver (primært af den kølige, blålige variant) og en fuldkommen upåklagelig kontrast. Billedet er knivskarpt fra start til slut, og detaljerigdommen er immervæk lamslående – det er lige før, man kan tælle alle skægstubbene på Jeremy Renners hage og alle revnerne i klippevæggene i filmens indledende scener. Jeg bemærkede desuden aldrig banding, glorier eller utilsigtet støj.

[b]Audio[/b]

“The Bourne Legacy” lyder lige så godt, som den ser ud. Diskens DTS-HD Master Audio 5.1-mix er et aggressivt, dynamisk lydspor, der både brillerer under filmens actionspækkede sekvenser og dens mere stilfærdige scener. Samtlige panoreringer fungerer efter hensigten og er fuldkommen naturtro. Både lyde i de høje og lave frekvenslejer kommer klokkeklart igennem, og alt fra slagtøjet i James Newton Howards orkester til eksplosionerne og skuddene tildeles den helt rette auditive slagkraft af subwooferen. Ikke én replik overdøves eller plages af overstyring, og musikken fylder aldrig for lidt eller for meget i lydbilledet. Et glimrende og særdeles velafbalanceret lydspor.

[b]Ekstramateriale[/b]

Instruktøren/manuskriptforfatteren Tony Gilroy, manuskriptforfatteren Dan Gilroy, klipperen John Gilroy (ja, de tre mænd er brødre), fotografen Robert Elswit, assistentinstruktøren Dan Bradley og scenografen Kevin Thompson har i fællesskab indtalt et udmærket, informativt kommentarspor til filmen. Jeg havde frygtet, at kommentarsporet ville virke meget rodet, når nu så mange mennesker deltager i samlet flok, men heldigvis taler de sjældent i munden på hinanden. Universal har også været så venlige at undertekste kommentarsporet. God stil.

Derudover er her i alt syv korte dokumentarer (samlet varighed: ca. 40 min.), der kort gennemgår bl.a. filmens nye persongalleri og skabelsen af motorcykeljagten. Selvom dokumentarerne er ganske underholdende, er de desværre ikke særligt dybdeborende. En testudgave af Cross’ opgør med en ulv, som blev skudt i en lagerhal med en udstoppet ulv, er dog noget af det morsomste, jeg længe har set. Sidst, men ikke mindst, er her i alt tre slettede scener (samlet varighed: ca. 7 min.), som Gilroy-brødrene og fotografen Robert Elswit har indtalt kommentarer til. De er faktisk alle nogenlunde, og det er især en skam, at man saksede en følelsesladet scene med Albert Finney, men samtidig kan man sagtens forestille sig, at de havde påvirket filmens momentum for meget, hvis man havde bevaret dem i den endelige udgave af filmen. Ekstramaterialet præsenteres i 1080p.