[b]Værsgo, ungdom![/b]

Fra kort før folketingsvalget i 2007 til cirka et halvt år efter valget i 2011 var jeg dybt engageret i ungdomspolitisk arbejde, og jeg er fristet til at sige, at mit politiske arbejde i de lidt over fire år lærte mig mere end hele min skoletid sammenlagt. Ikke fordi ungdomspolitisk arbejde gør én politisk klogere (det gør det dog), men fordi man i fællesskab med andre kæmper for en sag, man tror på, fordi man lærer at have ansvar for andre mennesker og abstrakte projekter, og (ikke mindst) fordi man tvinges til at overskride sig selv. Hvilket er præcis det, Kari Anne Moes dokumentarfilm handler om.

I “Til ungdommen” følger vi fire unge, der kommer fra hvert deres ungdomsparti. De kommer fra SU, AUF, Unge Høyre og FPU, som er de norske pendanter til de ungdomspartier, som hører ind under hhv. SF, Socialdemokraterne, Venstre og Dansk Folkeparti. Det, der først og fremmest er værd at bemærke, er, at selvom filmen giver god plads til, at alle de unge får lov til at argumentere for deres eget partis sag, så sker det aldrig i et forsøg på at få seeren til at tage stilling til, hvem man er enig eller uenig med.

Det, som Kari Anne Moe tværtimod er interesseret i, er, hvad det betyder for de unge at kunne tale deres sag. Vi ser Sana fra SU deltage i sin første skoledebat. Vi ser Henrik fra FPU forsvare sit parti mod anklager om racisme. Men vi ser også Haakon fra Unge Høyre fortælle sine partikammerater om sin mors død og om faren, der tvang Haakon til at bo hos hans bedsteforældre, fordi der ikke var plads til Haakon i farens nye forhold. Og vi ser Johanne fra AUF i personlige samtaler med sin betroede storesøster om hendes egen kunnen og formåen.

Det er altså nærmere rammerne omkring de unge, der er interessante. Uanset hvilket parti de kæmper for, har de deres egen kamp at kæmpe, deres egen motivation for at kæmpe og i sidste ende også deres egen nytte ved at kæmpe. Det gør “Til ungdommen” til en meget rørende og opslugende film. Ikke mindst da den ufattelige tragedie i Oslo og på Utøya pludselig rammer. Kameraholdet havde været på øen samme dag, som massakren fandt sted, men filmmagerne var taget af sted til Oslo igen, før Breivik ankom og skød 69 politisk aktive fra AUF. Johanne, som vi følger, overlevede.

Jeg kan selv huske chokket, da jeg hørte om massakren. Dagen efter skulle jeg på sommerlejr med mit ungdomsparti, og selv her i Danmark havde begivenheden gjort så stort et indtryk, at stemningen i den uge var trykket, sørgmodig og rådvild. I “Til ungdommen” vender tragedien op og ned på livet – ikke bare for Johanne, men for [i]alle[/i] de unge. Kari Anne Moe formår at skildre dette enormt flot ved at lade sentimentaliteten få lige akkurat den plads, den nødvendigvis kræver efter så voldsom en hændelse, men den får alligevel aldrig lov til at løbe løbsk. Livet såvel som filmen går videre, men tragedien og tabet af uskyld sidder i seeren såvel som i de unge.