[b]En hyggelig dansker går amok[/b]

Klimaforandringer og global opvarmning er ikke blot aktuelle emner, men også [i]vigtige[/i] emner. Vi må alle gøre noget for at bevare vores plads på kloden. Indlandsisen skal helst ikke smelte. Fint nok. Men er klimaet et godt grundlag for en spændingsfilm? Anette K. Olesens “Skytten” beviser, at, nej, det er det ikke.

Mia Moesgaard arbejder på en dansk nyhedsavis og er en af de bedste journalister på redaktionen. Da regeringen – stik imod deres valgløfter – begynder at bore efter olie på Grønland, går en enkelt mand amok og begynder at skyde efter de skyldige politikere. Han føler, at Mia, der er offentligt kendt for at være imod boringerne, er hans eneste allierede, og snart indgås et besynderligt samarbejde mellem de to.

Et klassisk oplæg. Men hvorfor virker “Skytten” så ikke som spændingsfilm? For det første er klimaændringer bare ikke nervepirrende nok. For det andet er Rasmus, vores skydeglade skurk, egentlig bare en flink mand, der passer på sin demente far og hygger med lidt skydning i sin fritid. Han punkterer et par bildæk, overreagerer til tider og er måske lidt skuffet over verdenssituationen, men uhyggelig er han bestemt ikke. Nøjagtig hvorfor, Mia i filmens sidste del virker bange for manden, er en lige så stor gåde, som hvorfor hendes avis er så hurtig til at kalde ham en terrorist. Samtidig virker filmens politikere som en samling utroværdige, nervøse ungersvende til deres første eksamen. De stammer og falder over ordene, mens Mia virker selvsikker og stålfast. Men så ved vi da også, hvem vi skal holde med, ikke sandt?

Spillet mellem Trine Dyrholms Mia Moesgaard og Nikolaj Lie Kaas’ udenrigsminister er derimod glimrende og fostrer filmens mest intense scener på trods af karakterernes relativt stille væremåder. Her ser man, hvilken film “Skytten” [i]kunne[/i] have været, hvis bare den havde fokuseret mere på sine få forcer. Det anspændte forhold mellem Mia og udenrigsministeren, og parrets mange trusler mellem linjerne, skaber til tider en smule spænding. Desværre har de udelukkende scener i filmens første halve time, hvorefter Olesen nærmest glemmer udenrigsministeren og i stedet fokuserer på den tamme geofysiker, Rasmus Holm Jensen. Han spilles af Kim Bodnia, der altid har været en blændende skuespiller. Men ikke engang han kan injicere liv i geofysikeren, der virker lige så ligeglad med plottet i filmen, som vi også ender med at blive.

Der er ingen tvivl om, at “Skytten” har en politik dagsorden, men – ligesom filmens geofysiker – virker hverken Olesen eller manuskriptforfatter Åke Sandgren synderligt interesseret i den. Den attitude når nemt ud til biografens rækker og indgyder total ligegyldighed i tilskueren. Filmen har dog et flot og velpoleret udseende. Der er ingen tvivl om, at der er sat store kræfter i gang bag kameraet, for “Skytten” har det tekniske i orden. På overfladen ligner den en thriller af højeste karat, men tager man et nøje kig på dens narrativ, falder filmen hurtigt igennem.