[b]Gab…[/b]

Hvis du mikser tv-programmet “America’s Got Talent” og tv-serien “Glee” med en knivspids af tøsefilmen “Mean Girls” og slutteligt tilføjer lidt “Halløj i klosteret 2” (og enorme mængder bræk!), ja, så ender du højst sandsynligt med en film som “Pitch Perfect.” Med andre ord er instruktøren Jason Moores nyeste bud på en musikalsk komedie milevidt fra at være nytænkende og original.

Enspænderen Beca (Anna Kendrick) er netop startet på college. Hun er typen, der helst vil passe sig selv og dyrke sin musik, men skæbnen har andre planer for hende. A capella-koret The Bellas afholder nemlig optagelsesprøver, og det viser sig tilfældigvis, at Beca har en solid sangstemme. Under en vis mængde tvang og lettere anmassende tilnærmelser fra flere sider bliver Beca overtalt til at søge om optagelse i koret, og hun får selvfølgelig en plads. Herfra tager begivenhederne fat med både heftige sangkonkurrencer, kærlighed og konflikter.

“Pitch Perfect” er et overflødighedshorn af stereotyper. Lige fra Beca, der med sin “vilde” tatovering på ryggen og hårde attitude (læs: sort neglelak + mørk øjenmakeup = hård) skal fremstå som den seje pige på campus, til den sære, Star Wars-glade tryllekunstnernørd Benji (Ben Platt), som deler værelse med den søde, charmerende og lidt fjollede fyr Jesse (Skylar Astin), der er ferm til at irritere Beca (gad vide, hvor det mon fører hen?). Det er i dette overforbrug af stereotyper, at filmen formår at reducere sig selv til en gennemtærsket oplevelse, der hverken overrasker, fornøjer eller underholder.

Der er to karakterer, som egenhændigt forhindrer filmen i at ende som en bundskraber, og det er den asiatiske korpige Kimmy Jin (Jinhee Joung), der morer med sin musestemme og bizarre replikker som [i]”jeg spiste min tvilling i livmoderen”[/i], samt Fat Amy (Rebel Wilson), som er dejligt fandenivoldsk. Sidstnævnte brillerede også som Brynn i “Bridesmaids” – den ene halvdel af det aparte søskendepar, der blandt andet yndede at gå i bad sammen. Desværre falder Wilsons rolle dog til jorden i “Pitch Perfect”, når hun spises af med ringe “jeg-er-tyk”-jokes.

Foruden de middelmådige og alt for genkendelige karakterer består “Picth Perfect” også af et [i]alt[/i] for forudsigeligt plot. På intet tidspunkt bryder filmen ud af sin handling med et forbavsende twist, der ellers kunne have højnet den filmiske oplevelse og befriet “Picth Perfect” fra at være en lettere søvndyssende affære. Det er altså for trist, når man som tilskuer altid er et skridt foran dem, der har lavet filmen, bare fordi de har valgt at fortælle en historie, der er blevet hørt og set [i]så[/i] mange gange før. En komiker, der gør brug af præcis de samme jokes, som man har hørt før, er jo heller ikke ligefrem en god komiker, vel?