[b]Ny generation. Ny sæson.[/b]

Star Trek-franchisen er som en buffet. En buffet med mere end 700 forskellige retter at vælge imellem takket være de elleve spillefilm og seks forskellige tv-serier, franchisen har fostret siden 1966. Naturligvis kan man ikke undgå at stille nogle rådne æbler på bordet, når man søsætter en banket med et trecifret antal anretninger. Men hvor flere af spillefilmene, deriblandt J.J. Abrams’ succesrige “Star Trek” fra 2009, er gedigne godbidder, der hurtigt mætter appetitten på suveræn underholdning, er der som regel mere kød at gumle på i franchisens tv-serier – ikke mindst i “Star Trek: The Next Generation”.

Jovist, Abrams’ “Star Trek” er en uhyre veldrejet spændingsfilm med tryk på rumskibsspeederen og god humor og action i højsædet, men Star Treks hjerteblod har altid været de fortællinger, der gransker menneskets natur og stimulerer både fantasien og intellektet. Men det kræver jo en stor investering at lave en spillefilm, så selvom flere af Star Trek-filmene ganske vist rummer godt karakterdrama og fantasifulde analogier, så kommer det ikke som den store overraskelse, at de drosler ned på de filosofiske overvejelser og længere dialoger og i stedet skruer mere op for actionblusset i et forsøg på at appellere til masserne. Fanskaren alene kan ikke finansiere gildet.

Men tv-episoder som “The Measure of a Man” – højdepunktet i denne 2. sæson af “Star Trek: The Next Generation” – er den allerbedste form for Star Trek. I afsnittet bliver Kaptajn Picard (den evigt fænomenale Patrick Stewart, som emmer af selvsikkerhed) beordret til at aflevere sin underofficer, androiden Data, til en videnskabsmand, der vil pille Data fra hinanden i et forsøg på at skabe flere maskiner af samme slags, der vil kunne udføre alle de monotone og farlige opgaver, vi andre ikke gider. Men er Data da bare et omvandrende bundt kabler og computerchips uden nogen personlige rettigheder? Eller har han en sjæl? Hvordan definerer vi overhovedet det at være et menneske? De spørgsmål granskes i et vildt fascinerende og følelsesladet retssalsdrama, der byder på skuespil i verdensklasse og dialoger, som selv Aaron Sorkin ville været stolt over at have forfattet.

“The Measure of a Man” er ikke blot sæsonens højdepunkt, men også en af hele Star Trek-franchisens største guldklumper. Ingen af sæsonens andre afsnit når det til sokkeholderne, men her er trods alt flere udmærkede episoder. I “Elementary, Dear Data” udlever førnævnte Data sin fantasi om at være Sherlock Holmes på det såkaldte holodæk, hvor de avancerede computere kan skabe en helt anden virkelighed via hologrammer. Daniel Davis er fremragende som den superintelligente Moriarty, som computeren kreerer til at besejre Data, og det er en fornøjelse at se de to enorme intellekter dyste mod hinanden. Vi lærer mere om de krigeriske klingoner med de store, spidse pander i det underholdende afsnit “A Matter of Honor”, og den drilske, enigmatiske Q gør et velkomment comeback i episoden “Q Who”, som introducerer [i]The Borg[/i] – en race af uhyggelige, kybernetiske væsner og samtidigt en af hele franchisens mest mindeværdige modstandere.

Men der dukker selvsagt også nogle svipsere op undervejs. “The Child” er en forbavsende sløv sæsonåbner, og “Up the Long Ladder” er et mindre heldigt forsøg på at injicere lidt humor i sæsonen med intet mindre end fordrukne, irske farmere, der har boet på en fremmed planet i århundreder. Og hvor “The Measure of a Man” er en af seriens bedste episoder, så er “Shades of Grey” en af de allerværste – et såkaldt genbrugsafsnit, der hovedsageligt består af klip fra gamle afsnit, fordi man på dét tidspunkt var løbet tør for penge til at skyde nye scener.

Men det er alligevel imponerende, hvor heldigt producerne slap fra manuskriptforfatterstrejken i 1988, som tvang dem til at bruge ubrugte, uslebne manuskripter til den skrinlagte “Star Trek: Phase II”-serie, som man droppede at producere i 1970’erne, da man i stedet besluttede sig for at lave en Star Trek-spillefilm. Det er ganske vist først i seriens 3. sæson, at karaktererne blev helt færdige med at tage form, og “Star Trek: The Next Generation” omsider trådte [i]helt[/i] ud af sin forgængers astronomiske skygge. Men skuespillet og skuespillernes samspil er allerede markant bedre her i sæson 2 end i sæson 1, og den tøjleløse entusiasme, som skuespillerne lægger for dagen, smitter og begejstrer gang på gang.

[b]Video[/b]

Præsenteret i 1080p/AVC 1.33:1. Den anden sæson af “Star Trek: The Next Generation” ser desværre ikke helt lige så godt ud som den første, men selvom billedkvaliteten var neglebidende tæt på at score “blot” 4 stjerner, så er der trods alt så mange plusser, at vi alligevel lander på en 5-stjernet bedømmelse. Men lad os først få de få minusser ryddet af vejen: Til tider dukker lidt snavs op – generelt i form af mikroskopiske pletter, som aldrig er tilnærmelsesvis distraherende. Derudover har gryn det med at ligne digital støj (dog heldigvis relativt sjældent). Støjreduktionsfiltre bruges en smule mere her i sæson 2 end i sæson 1, men i løbet af sæsonens 22 afsnit følte jeg kun under omtrent én snes skud (ud af flere tusind), at DNR udglattede billedet og fik detaljerigdommen til at dale en smule. Det er primært de klip, hvori special effects indgår, som er ramt af lettere destruktiv støjreduktion.

Men godt 90% af sæsonen ser altså fuldkommen fantastisk ud. Der er næsten ingen utilsigtet støj eller snavs. Billedet er oftest knivskarpt, og detaljerigdommen er gang på gang fuldkommen forbløffende. Kontrasten er i en liga for sig, og farverne, der ofte fremstod drænede og matte på dvd, er generelt naturtro og særdeles appetitlige. Desuden forekommer hverken glorier eller udtværing. De fleste effekter er blevet fornemt rekonstrueret ved brug af de oprindelige modelskud (eftersom et andet, mindre selskab end CBS og Paramount stod for arbejdet på netop sæson 2, er de nye effektskud dog ikke [i]helt[/i] så imponerende som dem, der blev skabt i forbindelse med udgivelsen af sæson 1), mens de få nyindsatte computereffekter (såsom phaserskud) fungerer fortrinligt. På trods af enkelte skavanker ser “Star Trek: The Next Generation” ærlig talt bedre ud i HD end mange splinternye tv-serier og spillefilm.

[b]Audio[/b]

Udgivelsens DTS-HD Master Audio 7.1-lydspor tilkæmper sig måske ikke nær så megen opmærksomhed som HD-billedsiderne, idet kvalitetsforskellen i forhold til dvd-udgivelserne ikke er lige så prominent på lydfronten. Men der er dog ingen tvivl om, at afsnittene også lyder markant bedre end nogensinde før. Samtlige lydeffekter og musikalske toner kommer klokkeklart igennem, og ligesom på billedfronten bemærker man talløse detaljer, man aldrig før har bidt mærke i. Panoreringerne føles mere naturtro end nogensinde, og når rumskibene farer forbi kameraet, rumler subwooferen til den helt store guldmedalje. Desuden benytter sæson 2 baghøjtalerne oftere og bedre end sæson 1.

I et par af afsnittene (primært i “Elementary, Dear Data” og “The Schizoid Man”) virker lyden dog indimellem en smule ude af sync, men hvorom alting er: Serien har altså aldrig lydt bedre, og når Jerry Goldsmiths storslåede tema brager løs i samtlige kanaler under titelsekvensen, er det svært at begribe, at afsnittene blev produceret for et kvart århundrede siden. De oprindelige stereolydspor medfølger også. Jeg vil dog fraråde folk at se afsnittene med danske undertekster, eftersom de er spækkede med trykfejl og fejloversættelser.

[b]Ekstramateriale[/b]

BD-udgivelsen af seriens 1. årgang var fyldt med ekstra godter, men med udgivelsen af sæson 2 har Paramount og CBS leveret den hidtil mest ekstramaterialespækkede udgivelse af en Star Trek-sæson til dato. Her er ikke blot alle de gamle dokumentarer, som fulgte med dvd-udgivelsen, men også hidtil usete fraklip, kommentarspor, slettede scener og timevis af nye dokumentarer – den slags herligheder, som fans har efterspurgt i årevis. Desuden medfølger de gamle tv-reklamer for alle sæsonens 22 afsnit. Når man ser disse trailere, bliver det fornemme restaureringsarbejde for alvor sat i relief.

På disk 1 finder vi en gammel tv-reklame fra 1988, som promoverer sæsonen, samt dokumentaren “Energized! Season 2 Tech Update” (8 min.), hvori flere af restaureringsprojektets bagmænd beskriver, hvordan de genskabte flere af sæsonens special effects i forbindelse med denne BD-udgivelse, fordi originaloptagelserne ikke så godt nok ud i HD. Her er også et gammelt afsnit af børneserien “Reading Rainbow” (17 min.), hvori skuespilleren LeVar Burton (som var vært på programmet og samtidigt havde rollen som den blinde maskinmester Geordi La Forge i “Star Trek: The Next Generation”) viser, hvordan et typisk “Star Trek”-afsnit skrues sammen. Ganske sjovt. Her er også en kort reklame for en ny “Reading Rainbow”-app samt dokumentaren “Departmental Briefing Year Two: Production” (18 min.), der også medfulgte på den gamle dvd-udgivelse af sæsonen, og som bl.a. gennemgår designet af Borg-racens udseende og sæsonens underlægningsmusik.

På disk 3, 4 og 5 finder vi de fire andre dokumentarer, som blev produceret til dvd-udgivelsen tilbage i 2002: “Inside Starfleet Archives: Penny Juday” (18 min.), “Selected Crew Analysis Year Two” (14 min.), “Departmental Analysis Year Two: Memorable Missions” (17 min.) og “Mission Overview Year Two” (15 min.). Dokumentarerne er måske en smule korte, men de er alle sammen velproducerede og informative, og de kigger nærmere på alt fra seriens højdepunkter (såsom Whoopi Goldbergs gæsteoptrædener) til dens detaljerede rekvisitter.

I årtier har fans efterspurgt slettede scener og fraklip, og nu får vi dem endelig. Her er i alt 10 minutters hylende morsomme fraklip, som præsenteres i fornem HD-kvalitet. Desuden er her slettede/forlængede scener fra afsnittene “The Icarus Factor” og “Up the Long Ladder”, og selvom de desværre ikke præsenteres i særlig god kvalitet, så er de sjove at se, også selvom man sagtens kan forstå, hvorfor de ikke kom med i de endelige udgaver af afsnittene. Men udgivelsens største guldklump er en forlænget udgave af sæsonens klart bedste afsnit, “The Measure of a Man” (58 min.), som indlemmer en masse nyrestaurerede scener og skud, der oprindeligt blev sakset, og som ikke blot forlænger afsnittet, men også forbedrer det. Der er også en såkaldt ‘Hybrid Extended Edition’-udgave af afsnittet, som inkorporerer mere slettet materiale (meget af det er dog i temmelig dårlig kvalitet) og alternative skud.

Noget andet, man også ofte har savnet på Star Trek-sæsonudgivelser, har været kommentarspor, men der medfølger to her: Star Trek-eksperterne Mike og Denise Okuda har indtalt et kommentarspor til den forlængede udgave af “The Measure of a Man” sammen med manuskriptforfatteren Melissa Snodgrass, mens Okuda-parret, instruktøren Rob Bowman og effektmageren Dan Curry har indtalt et kommentarspor til “Q Who”. Begge kommentarspor er spækkede med interessante anekdoter, og deltagerne holder ingen længerevarende pauser undervejs.

På disk 5 ligger den nye og fuldkommen fantastiske dokumentar “Reunification: 25 Years After Star Trek: The Next Generation” (62 min.), hvori alle seriens hovedrolleindehavere sidder i samme lokale og reflekterer over serien, der forvandlede dem alle til stjerner. Den udødelige kemi imellem skuespillerne, deres smittende lune og hudløse oprigtighed er med til at gøre dokumentaren både bevægende og særdeles underholdende.

“Making It So: Continuing Star Trek: The Next Generation” (82 min.) er en todelt dokumentar, som er fyldt med interessante interviews, fraklip og andet arkivmateriale, som tilsammen konstituerer et fascinerende, dybdeborende kig på sæsonens tilblivelse. Flere af historierne havde jeg aldrig hørt før, og også her er deltagerne forbavsende og forfriskende ærlige – producerne rødmer nærmest, når de taler om det rædsomme afsnit “Shades of Grey”, og Gates McFadden fortæller meget åbenhjertigt om sin fyring efter seriens første sæson, som banede vejen for Diana Muldaurs optræden i serien. McFadden vendte dog tilbage igen i seriens 3. sæson, og Muldaur forlod rollebesætningen efter blot én sæson. De nye dokumentarer præsenteres i 1080p, mens trailerne og de gamle dokumentarer er blevet opskaleret fra SD.