[b]Vidunderligt oldschool thriller[/b]

En mand kører hen til et kæmpe betonbyggeri. Han parkerer sin varevogn på øverste etage, trækker en enorm riffel ud af lastrummet og læner sig ud over rælingen. Pludseligt drænes lydsiden for alt undtagen snigskyttens sagte åndedræt, alt imens vi gennem geværets sigtekorn ser adskillige mennesker flere hundrede meter borte, der stilfærdigt gennemlever hverdagens rutiner. De jogger, lufter hunden, spiser is… intetanende om det skarpladte våben, der peger på dem. Intensiteten er næsten ubærlig. Der er ingen musik til at fortælle os, [i]om[/i] eller [i]hvornår[/i] helvedet bryder løs. Ingen lydeffekter, der kan distrahere os fra den alarmerende og altoverdøvende tavshed. [i]Bang![/i] Pludseligt trykkes der på aftrækkeren. En mand kollapser. Bang! Folk begynder at skrige. [i]Bang![/i] Skytten fortsætter ufortrødent, indtil fem tilsyneladende tilfældige mennesker er blevet majet ned. Der klippes til sort, lige da morderen skyder en ung kvinde, der desperat og forgæves forsøger at flygte med en lille pige i armene.

Således starter Christopher McQuarries “Jack Reacher”: Med en af de mest dristige og nervepirrende scener, jeg mindes at have set i en amerikansk mainstreamfilm. Sekvensen er især chokerende i kølvandet på de mange tragiske massakrer, der har præget nyhedsfladen de seneste år. Men frygt ej… McQuarrie har ikke begået en usmagelig spændingsfilm, der forsøger at tirre nerverne ved at eksploitere virkelige ugerninger. Han har derimod skabt en af de absolut bedste thrillere i årevis.

Politiet finder hurtigt frem til en ekssoldat, som sandsynligvis er gerningsmanden, men han nægter at udtale sig. I stedet skriver han blot “Find Jack Reacher” på et blankt stykke papir. [i]”Hvem fanden er Jack Reacher?”[/i] spørger statsadvokaten (Richard Jenkins, ufejlbarlig som altid), mens en nedslået politibetjent svarer, at Reacher er en forhenværende militærbetjent, før han tilføjer: [i]”Han er som et spøgelse. Ham finder du ikke,”[/i] lige før Reacher (i skikkelse af Tom Cruise) fluks træder ind i lokalet og annoncerer sin ankomst. Det er en fantastisk introduktion, for samtidigt med at McQuarrie øjeblikkeligt fastslår, at Reacher er en forbavsende fremsynet [i]badass[/i], fastslår instruktøren også, at filmen vil bevare jordforbindelsen og en indtagende, selvironisk distance.

McQuarrie og hans skuespillere balancerer ubesværet på skillelinjen mellem humor og alvor hele vejen igennem. Men filmens største force er dens kløgt. Eftersom den engelske forfatter Lee Child har skrevet minimum én Reacher-roman om året siden 1997, frygtede jeg ærlig talt, at historien ville føles som et rutinepræget samlebåndsprodukt, men mine bange anelser fordampede hurtigt. Jovist, flere af genrens varemærker forekommer undervejs – lige fra skuddueller og biljagter til velkoreograferede slåskampe – men her er noget så sjældent som en moderne thriller, der stoler så meget på sit publikums intellekt og koncentrationsevne, at den aldrig deler sine actionscener op i talløse, mikroskopiske bidder, at den aldrig forvarsler sine twists i god tid, og at den aldrig tyer til krampagtig, nedladende pædagogik i sine dynamiske dialoger.

Med sit dejligt dvælende fortælletempo og sine uhyre raffinerede actionsekvenser (især den musikblottede biljagt er eminent) minder “Jack Reacher” mere om klassiske 70’er-thrillere som “Dirty Harry” og “Tre døgn for Condor” end de mange hyperaktive spændingsfilm, der er udkommet de seneste årtier. I takt med at Reacher og hans partner, advokaten Helen (en veloplagt Rosamund Pike), langsomt optrævler sandheden bag den makabre massakre, diskes der konstant op med spændende drejninger (hvoraf [i]ingen[/i] føles forcerede), og ud over en allerhelvedes karismatisk helt rummer filmen også den allerbedste form for skurke: Dem, man elsker at hade. Den ene spilles tilmed af den tyske instruktør Werner Herzog(!). Et dristigt skuespilvalg i en film, der bugner af vovemod.