[b]Inglourious Basterds i sydstaterne[/b]

Quentin Tarantino har fundet en filmopskrift, der fungerer: Hvis man tager et undertrykt folk og spiller på deres undertrykte aggression over en grusom fortid, vil publikum klappe i deres hænder og elske ham for det. For alle kan opildnes af fortidens største uretfærdigheder, og uanset om man så bruger nazister eller slavehandlere som skurke, skal man nok score nogle ekstra sympatipoint.

I Quentin Tarantinos seneste epos, “Django Unchained”, er Django en slave, der en dag – til sin store forbavselse – bliver reddet af den excentriske og umanerlig muntre dusørjæger King Schultz, der efter lidt betænkningstid siger ja til at redde Djangos elskede hustru, der er blevet solgt som slave til den sadistiske levemand Calvin Candie.

“Django Unchained” minder på mange måder om Tarantinos “Inglourious Basterds”. Den er ambitiøs, storladen og har Christoph Waltz i nogenlunde samme rolle som sidst – på trods af, at han denne gang er blevet tildelt helterollen. Samtidig har Tarantino igen gravet en historisk skændsel op (i dette tilfælde: slavehandlen i fortidens USA), og han får endnu en gang udløb for sin vrede over de mennesker, der lod det ske. Terapeutisk set er det bestemt ikke nogen dårlig idé, men det er ikke det egentlige omdrejningspunkt her i “Django Unchained”. Plottet er dybest set blot en undskyldning for at sammenvæve Tarantino-varemærker som fornem krydsklipning, besnærende 70’er-stemning og iørefaldende musik.

Og det virker! For fanden, hvor er det en fryd at se Quentin Tarantino folde sig ud med sine elegante replikker, der bare sidder lige i skabet, og som kun han kunne have skrevet, i en film som kun han kunne have skabt. Samtidig er “Django Unchained” fyldt med karakterer, der ville få selv den mest kedelige film til at fremstå som formidabel underholdning. Jamie Foxx er kold som is og hård som sten i titelrollen, mens Christoph Waltz er lige så fænomenal, som han var i “Inglourious Basterds”. Men den helt store scenestjæler er Leonardo DiCaprio, der er så fremragende i rollen som Calvin Candie, at man nogle gange får lyst til at bryde ud i højlydte klapsalver over hans karrieres mest gennemførte præstation til dato. Og derudover giver Samuel L. Jackson den hele armen i rollen som overslaven Stephen, der bestemt ikke føler megen sympati for sine medslaver.

Gassen går dog af ballonen til sidst, hvor Tarantino desværre sløjfer de fleste af sine filmiske karakteristika for at give mere plads til en historie, der ikke helt holder, når filmens bedste karakterer ikke længere er der til at holde underholdningsværdien oppe. Det ydre – alt det, som kredser rundt om plottet – betyder nemlig alt for Tarantino, og selvom hans film har en anderledes finesse, der sjældent ses andetsteds, skrumper “Django Unchained” ind, når han ikke længere kan lege lige så frit med sin fortællestil.