[b]Navnet er Deakins, Roger Deakins[/b]

Det kom som lidt af en overraskelse, da det i sin tid blev annonceret, at Sam Mendes (“American Beauty”, “Revolutionary Road”) skulle instruere James Bond-film nummer 23. Der var lagt op til noget særligt, fordi det i år er 50 år siden, det første kapitel i en af de længste filmfranchises nogensinde så dagens lys. Men Sam Mendes havde hidtil koncentreret sig om historier, hvor det gode skuespil var i højsædet, og man kunne have sine tvivl om, hvorvidt han også var en god actioninstruktør. Den tvivl findes ikke længere: Sam Mendes er en [i]fremragende[/i] actioninstruktør!

Bare få minutter inde i den klassiske, hæsblæsende åbningssekvens fornemmer man, at filmen og karaktererne er i trygge hænder hos Mendes. Vi dumper ned i historien, netop som nogen har stjålet en harddisk med oplysninger om alle NATO’s hemmelige agenter. Klassisk Bond. Og inden Adele har sunget første strofe af titelmelodien, har James Bond – igen i skikkelse af Daniel Craig – været på bil-, motorcykel- og togjagt gennem Istanbul efter tyven. Mendes er en instruktør, der kender genrens konventioner til fingerspidserne, men som samtidig ikke er bange for at tage nogle chancer.

Filmens hovedskurk, Silva (Javier Bardem), er f.eks. ikke ude efter verdensherredømmet i denne film. Han har i stedet et personligt regnskab at gøre op med efterretningstjenestens leder, M (Judi Dench), og hans udspekulerede plan indledes med et terrorangreb på selve MI6’s hovedkvarter i hjertet af London, som tvinger agenterne til at flytte ned i byens undergrund. Efter en indledende konfrontation med Bond, bruger Silva dog det meste af filmen på at løbe fra vores helt, og selvom der her og der er optræk til noget, der kunne minde om Jokerens psykologiske julelege i “The Dark Knight”, så bliver Javier Bardem aldrig en lige så mindeværdig skurk, som han var i “No Country for Old Men”. Mindre kan dog også gøre det, og han fungerer fint her i “Skyfall”.

Undervejs i filmen støder vi naturligvis på gamle kendinge, deriblandt teknologinørden Q (nu spillet af Ben Whishaw), den trofaste Walter PPK og en meget ikonisk bil. Det er små, tiltrængte pusterum i den dystre og medrivende historie, der via en god håndfuld eksotiske locations fører os frem mod en tredje akt, hvor filmen tager en højst overraskende vending, der tilføjer nye lag til James Bond-mytologien.

Alt dette ville i sig selv være en solid omgang 007. Filmen løftes imidlertid op på et for franchisen hidtil uset kunstnerisk niveau takket være mesterfotografen Roger Deakins. Han bliver tit kaldt Coen-brødrenes hoffotograf, men han har også tidligere arbejdet sammen med Sam Mendes. Deakins har hele ni gange været nomineret til en Oscar, og i “Skyfall” har han særligt drysset sit tryllestøv ud over filmens actionscener. Især en enkelt, der foregår på en mørkelagt etage i en kontorbygning i Shanghai, skiller sig ud. Etagen er fyldt med glaspartier, og den bliver kun oplyst udefra af byens neonreklamer. Denne scene står som noget af det smukkeste og mest virtuose action, der er set i år. Alt sammen på grund af Deakins’ formidable leg med lys og skygge.