Filmz
Viceværten

Viceværten

Medvirkende:

Lars Mikkelsen, Julie Zangenberg, Nicolaj Kopernikus, Tommy Kenter, Peter Plaugborg, Ditte Gråbøl

Instruktør:

Katrine Wiedemann

Filmlængde:

88 minutter

Genre:

Komedie, Drama

Viceværten

[b]Kan man eje et mirakel?[/b]

I et efterår med ekstraordinært mange danske film i biografen er “Viceværten” nok en af dem, som mange vil springe over – hvis de da overhovedet opdager den. Men det vil være synd, for den fortjener at blive set!

[image=70368]

Den 60-årige Per (Lars Mikkelsen) er en besk og bitter vicevært med en eks-junkie af en søn, to sølle venner og ondt i ryggen. En dag finder Per en smuk pige (Julie Zangenberg) liggende nærmest nøgen i en tom lejlighed. Pigen er stum, men hun smiler konstant og virker glad, selv mens han meget usympatisk forgriber sig på hende. Da Per opdager, at hans samvær med pigen har kureret hans rygsmerter, vil hans to venner, der ligeledes lider af diverse “gammelmandsskavanker”, også have en tur. Det får de – med forbedret helbred til følge. Og alt mens mirakelpigens ben og rygtet om hendes magiske evner spredes, begynder Per ganske langsomt at holde af hende og betragte hende som sin egen.

Umiddelbart lyder det som oplægget til halvanden time med fedtede, gamle mænd, der river Julie Zangenberg rundt. Det er det for så vidt også, men vi får det bare ikke rigtigt at se efter den første omgang. Den virker til gengæld meget voldsom i sin kontrast mellem den store, brutale Per og den uskyldige, passive pige. Og det forstærkes kun af filmens rå og håndholdte udtryk. Resten af filmens sexscener høres kun gennem væggen, og det er ikke nødvendigvis behageligt at være overladt til sin fantasi på den måde.

[image=70370]

De etablerede navne på rollelisten, såsom Lars Mikkelsen, Nikolaj Kopernikus og Tommy Kenter, leverer de solide præstationer, man forventer af dem. Filmens store spørgsmålstegn er Julie Zangenberg. Kan hun udfylde en bærende rolle i en voksen film, og skal vi til at tage “Klatretøsen” alvorlig som skuespiller igen? Svaret er et tøvende ja. For i “Viceværten” har hun ingen replikker, og hun bevæger sig knap nok. Hun laver faktisk ikke meget andet end at smile og være nøgen. Det gør hun til gengæld ret godt – forstået på den måde, at hun formår at signalere en sødme og et nærvær gennem den tavse, passive facade, og det passer godt til filmens magiske realisme-tema. Der er måske lidt rigeligt “nu vil barnestjernen tages alvorligt, og se, hvad hun lader sig udsætte for!” over det, men som det eneste tilnærmelsesvis magiske element i en ellers meget socialrealistisk film, brænder hun igennem. Næste gang må hun dog gerne få et par replikker at arbejde med.

Nogle vil sikkert læse filmen som en grænseoverskridende kommentar til prostitution og handel med kvinder, fordi det nu engang er en ung kvinde, der så at sige bliver delt ud af. Men den centrale historie om Per ville også have fungeret, hvis det var hans stueplante, der havde magiske evner. Det ville bare ikke have fungeret lige så effektivt, fordi det er sværere for publikum at fatte sympati for en plante, og fordi Per så havde fremstået som skør, når han begyndte at nære følelser for den. Filmen handler mere om det, den stumme pige vækker til live i den usympatiske vicevært, og om hvorvidt man kan tillade sig at have ejerfornemmelser over for et mirakel, som alle kunne have gavn af at komme i kontakt med – også selvom det er ekstrem nærkontakt. Og hvis man deler ud af det, er man så automatisk et godt menneske?

[image=70372]

Kort om filmen

Per er 60 og vicevært i et moderne boligbyggeri – en besk og bitter mand uden mange glæder. Han har skubbet sin kone fra sig, han har en søn i fængsel, ondt i ryggen og to sølle venner, han hundser med. En dag finder han en nøgen pige i en tom lejlighed. Hun ligger i et hjørne med lidt gardin omkring sig, som var hun dumpet ned fra himlen. Hun taler ikke og er åbenbart lige til at nappe. Og det gør han så. Og da en af hans venner er i miserabelt humør, får han også en tur. Pigen virker glad og ligetil – måske dum? Naiv? For god til at være sand? Noget er der med hende, for nu viser det sig, at både Pers ryg og vennens dårlige knæ er helbredt. Hvad er det for noget med den pige?

Ads by MGDK