[b]Forfriskende nytænkning[/b]

På mange måder adskiller Ira Sachs nye film, “Keep the Lights On”, sig ikke synderligt fra så mange andre film om parforholdets vanskeligheder, når stoffer eller alkohol skubber kærligheden til side. Og alligevel er “Keep the Lights On” (som har en sprudlende Thure Lindhardt i hovedrollen) en ganske anderledes filmoplevelse, hvis konflikter rummer spændinger, man sjældent oplever på film, eftersom den ikke har endnu et konventionelt, heteroseksuelt parforhold som omdrejningspunkt.

Imidlertid er Sachs heller ikke synderligt interesseret i de konflikter, homoseksuelle oplever i et kulturelt heteroseksuelt samfund. Han har således ikke lavet en film, der har et politisk projekt i forhold til ligestilling, men i stedet en meget ærlig og uprætentiøs fortælling om to mænds kærlighed til hinanden. “Keep the Lights On” er derfor en dejligt befriende oplevelse i forhold til politisk korrekte og pseudoprogressive Oscar-slugere som “Brokeback Mountain” eller (i lidt mindre grad) “A Single Man”.

“Keep the Lights On” er baseret på Ira Sachs eget forhold til en anden mand, og han har ladet sig portrættere af Thure Lindhardt, der vitterligt leverer en af sin karrieres bedste præstationer. Han spiller dokumentarfilminstruktøren Erik, der møder og forelsker sig i den mindre (homo)seksuelt erfarne Paul (Zachary Booth). Begge bor i New York og hænger ud med den kulturelle overklasse grundet deres respektive jobs. Paul har imidlertid en forkærlighed for crack, og selvom det i starten blot ligner et relativt lille element i deres på mange måder frisindede og kunstneriske dagligdag, begynder det langsomt at udvikle sig til et alvorligt og ødelæggende misbrug.

Dét er plottet i meget korte og simplificerede træk, for en af de største styrker ved “Keep the Lights On” er nemlig dens mangefacetterede historie og persongalleri. Ira Sachs har tydeligvis prioriteret den troværdige beretning højere end en prædikende agenda eller en følelsesmæssig rutsjebanetur, hvilket langt hen ad vejen virker som en eminent beslutning. Den uproblematiserede skildring af to mænd, der elsker hinanden, men ikke kan få forholdet til at fungere, adskiller sig nemlig fra lignende film, hvor en mand og en dame skal redde deres parforhold. Der er andre ting på spil, når begge parter må kæmpe med deres maskulinitet, og når der derudover ikke ligger en færdiglavet skitse for rollefordelingen mand/kone imellem.

Dermed formår filmen at skabe en anderledes og berigende fortælling, der gør sin seer klogere uden selv at fortælle hvorfor, så at sige. Men det, som for alvor får filmen til at fungere, ender desværre også med at være netop det, der alligevel forhindrer “Keep the Lights On” i at ende som et egentligt mesterværk. Det hjerteskærende højdepunkt forekommer nemlig et godt stykke tid, før filmen slutter, og de sidste 20-30 minutter har derfor svært ved at fastholde seerens opmærksomhed. Sachs har højst sandsynligt ønsket at runde historien af på en realistisk og troværdig facon – måske i et forsøg på at få historien til at afspejle virkelighedens begivenheder så nøjagtigt som muligt. Men selvom den sidste akt rent filmisk er tilfredsstillende, må man bare erkende, at den desværre ender med at være en lille smule kedelig.