[b]E.T. vaskeægte mesterværk[/b]

Gennem filmhistorien har vi set mange særlige venskaber tage form. Inden for Shawshank-fængslets tårnhøje mure har vi set Andy og Red knytte et bånd, der fik håbet til at overtrumfe håbløsheden. Vi har set Thelma og Louise køre tværs gennem USA med sammenflettede fingre, mens afstanden til deres personlige problemer blev større og større i bakspejlet. Vi har set en cowboydukke alliere sig med en plastikstøbt rummand i en tårevædet trilogi om levende legetøj. Alle sammen livsbekræftende venskaber i film så hjertevarme, at man selv endte med at føle sig som en del af figurernes vennekreds. Men i mine øjne blegner alle disse fortællinger ved siden af historien om drengen Elliott og hans venskab med det bitte, brune rumvæsen E.T.

På papiret lyder “E.T. The Extra-Terrestrial” måske ellers som en fiasko in spe: I sin baghave opdager en introvert knægt et rumvæsen, som bliver hans bedste ven. Mange havde formentlig forvandlet fortællingen til “Lassie” med et science fiction-twist, men i hænderne på en dengang ufejlbarlig Spielberg blev “E.T. The Extra-Terrestrial” til en milepæl med en næsten ufattelig følelsesmæssig slagkraft. En familiefilm, der gravede flere spadestik dybere ned i tilværelsen som barn end sine genrefæller, og som ganske vist rummede rumskibe og fremmede væsner, men som i endnu højere grad omhandlede barndommens traumer – skilsmisse, svigt og det chokerende øjeblik, vi alle har oplevet, hvor man én gang for alle tvinges helt ud af barndommens bekymringsfrie tryghedszone.

Spielberg har gang på gang beskrevet “E.T. The Extra-Terrestrial” som sin mest personlige film, og man skal ikke mange minutter ind i filmen, før man forstår hvorfor. Da Spielberg var teenager, blev hans egen familie sønderrevet af forældrenes skilsmisse, og der vendes også op og ned på Elliotts liv, da hans far skrider fra sin hustru, Elliott og hans søskende: Storebror Michael og lillesøster Gertie. Livet som barnerumpe er ikke altid den dans på roser, som Disney vil have os til at tro, det er, og Spielbergs nøgterne portræt af opvækstårene med alle deres lav- og højdepunkter (og ucensurerede fyord) er så hudløst ærligt, at man sluger filmens fiktive verden som den skinbarlige sandhed.

Nu skal det heller ikke lyde, som om “E.T. The Extra-Terrestrial” er ren sorg og elendighed. Tværtimod er det også en virkelig sjov og uhyre opløftende film, som ikke blot minder os om opvækstens kattepiner, men også barndommens troskyldighed, der desværre svinder med alderen. Hvor børnene forguder E.T., skræmmer og forvirrer han de voksne. Der er ingen tvivl om, at E.T. og Elliotts venskab slår et slag for barnets fordomsfrie hjertelag, hvorfor instruktøren fuldt fortjent vandt en prestigefuld FN-pris. E.T. er en reminder om, hvor vigtigt det er ikke blot at holde fantasien i live, men også at være åbenhjertig over for andre væsner – om de så kommer fra andre nabolag, kulturer eller solsystemer.

Derudover byder filmen på nogle af filmhistoriens allerbedste børneskuespillerpræstationer. En dengang blot 6-årig Drew Barrymore er allerhelvedes charmerende som lille Gertie, og i rollen som storebroderen Michael udstråler Robert MacNaughton en enorm omsorg, der nærmest er besnærende. Og 10-årige Henry Thomas er simpelthen suveræn som Elliott. Thomas’ tydelige tro på E.T. er en af hovedårsagerne til, at man som tilskuer også tror fuldt ud på ham. Spielberg opfordrede børnene til at improvisere både deres ord og bevægelser, og derfor opnår deres scener en nærmest dokumentarisk realisme, som står i skærende kontrast til de fleste familiefilm, hvor børn ofte er utroværdigt voksenagtige i deres mimik og ordbrug.

Men filmens største bedrift er E.T. selv. Hvordan kan det betegnes som andet end ren magi, at en film får os til at fælde tårer ved synet af en maskindrevet dukke med en forkærlighed for slik og bajere? Selvom filmen nu er 30 år gammel, virker E.T. stadig som et spillevende væsen, og hans store, søde øjne er lige til at drukne i. Til tonerne af John Williams’ overdådige, Oscar-belønnede musik farer E.T. (naturligvis på cykel) direkte ind i hjertet. Jeg er normalt ikke typen, der tyer til hyperbel som [i]”hvis denne film ikke får dig til at græde, så har du ikke nogen sjæl”[/i], men hvis du ikke er grådkvalt, når “E.T. The Extra-Terrestrial” slutter, så…

Det er i øvrigt (heldigvis) udelukkende den oprindelige biografudgave af filmen, som befinder sig på denne Blu-ray. Den berygtede ‘Special Edition’-version fra 2002, hvori jagtgevær blev erstattet via computer med walkie-talkies, og hvor nye, utroværdige computereffekter blev indsat, er ikke inkluderet (scenerne fra 2002-udgaven befinder sig dog under udgivelsens ekstramaterialesektion, som vi kommer ind på senere).

[b]Video[/b]

Præsenteret i 1080p/AVC 1.85:1. “E.T. The Extra-Terrestrial” har formentlig ikke set så godt ud siden biografpremieren i 1982. Der er nogle ganske få skud (som sammenlagt varer få sekunder), som fremstår en smule slørede, men det skyldes den oprindelige fotografering og ikke transferet, og ingen af dem er tilnærmelsesvis distraherende. Under størstedelen af filmen er billedet knivskarpt, og i HD kan man for alvor sætte pris på den livagtige E.T.-dukke, som er ekstremt detaljeret. “E.T. The Extra-Terrestrial” har altid haft en meget nedtonet billedside med dæmpet lys og jordnære farver, som vitterligt styrker filmens autenticitet, og heldigvis drukner ingen detaljer i de mange mørke scener, farverne gengives perfekt, og hverken glorier eller banding forekommer. Grynniveauet er også tilpas, og ingen destruktive støjreduktionsfiltre er blevet taget i brug.

[b]Audio[/b]

Man skulle ikke tro, at en 30-årig film kunne lyde så godt, men dette DTS-HD Master Audio 7.1-lydspor er simpelthen sublimt. Højdepunktet er gengivelsen af John Williams’ majestætiske musik, som kommer så klokkeklart igennem, at det er umuligt at undgå gåsehud, første gang Elliott og E.T. flyver på cyklen, og orkestret slår gækken løs i samtlige højtalere. Wow. Men replikkerne og lydeffekterne gengives også konstant med en imponerende klarhed, og gudskelov har man ikke blæst på filmmagernes oprindelige intentioner og fyldt baghøjtalerne med nye lydeffekter – det er primært fronthøjtalerne, som gør sig bemærkede, men baghøjtalerne disker dog op med mange subtile lydeffekter og effektive panoreringer, som styrker ens indlevelse i filmen, og lydsporet har i øvrigt en forbløffende solid bund.

Fans kan også glæde sig over, at filmens oprindelige stereo-mix også medfølger, og her er tilmed et dansk DTS 5.1-lydspor, som formentlig vil glæde mange danske børnefamilier, men som ikke just var min kop te. På dansk lyder E.T. lidt for meget som en aldrende, hæs bedstemor.

[b]Ekstramateriale[/b]

Meget af udgivelsens ekstramateriale er taget fra den ti år gamle dvd-udgivelse, men her er to nye fremragende indslag: “Steven Spielberg & E.T.” (13 min.) er et kort interview med Spielberg, der ser tilbage på sin mest succesfulde film, og selvom man har hørt de fleste anekdoter før, så er Spielberg altid en interessant fortæller. “The E.T. Journals” (54 min.) byder på en masse fascinerende interviews og klip fra 1982, mens filmen blev optaget, og det er simpelthen ren guf for fans at få lov til at overvære indspilningen af flere af filmens (og filmhistoriens) mest ikoniske scener.

Resten af ekstramaterialet stammer fra dvd-udgivelsen. Her er i alt fem dokumentarer, som tilsammen varer omtrent 135 minutter, og som gransker alt fra filmens tilblivelse over musikken til “E.T. The Extra-Terrestrial”-repremieren i 2002. I forbindelse med netop repremieren mødtes alle filmens hovedrolleindehavere og diskuterede deres forhold til filmen. Her er masser af spændende samtaler med stort set alle filmens vigtige skuespillere og bagmænd. Derudover er her de førnævnte slettede scener, som man bestemt ikke savner i den endelige udgave af filmen, samt seks store billedgallerier, en trailer og en tv-reklame. De slettede scener og det nye Spielberg-interview præsenteres i 1080p, mens alt andet præsenteres i 480i. Desuden medfølger en digital kopi af filmen.