[b]Løgn og sandhed[/b]

Dokumentarfilm lyver. De har kameraets fire hjørner at gøre godt med, og det er filmskabernes ansvar at udvælge, hvad de viser inden for rammen. Der er altid noget, de ikke får med. Ergo, de lyver, men de fortæller også sandheden. De viser os virkeligheden – bare en nøje tilrettelagt virkelighed. De viser os udvalgte interviewstumper og sætter historien sammen på den bedst mulige måde med musik som akkompagnement. Hvis man vil fortælle sandheden i dokumentarfilm, må man også lyve lidt. “The Imposter” håber bare, at tilskueren ikke spekulerer over løgnen.

Forløbet i “The Imposter” overgår den gængse Hollywood-thriller: En 13-årig amerikansk dreng, Nicholas Barclay, forsvinder fra sit hjem i Texas. Tre år senere finder man ham på gaden i Spanien, hvor han – ifølge sig selv – har været udsat for tortur og seksuelle overgreb. Problemet er bare, at han overhovedet ikke ligner den lyshårede, blåøjede Nicholas. Den fundne dreng har sydeuropæisk accent, brune øjne og mørkt hår. Noget er galt, men familien er overbevist og tager ham til sig som deres egen, selvom hele sagen bliver mere og mere mistænkelig. Hvem er denne dreng, der udgiver sig for at være den forsvundne søn, og hvor er den rigtige Nicholas?

“The Imposter” har alle de elementer, der ofte findes i en spændende fiktionsfilm: Den smådumme, men godhjertede søster… privatdetektiven med forfølgelsesvanvid… FBI-agenten, der vil have den måske-skyldige dømt, uanset hvor mange gange, den anklagede skal igennem en løgnedetektor… Filmen rummer også en dysfunktionel familie, modstridende forklaringer og en bagmand, der med et barnagtigt smil afværger alle de alvorlige anklager imod ham. Derudover har den også gode replikker og scener, såsom da en ignorant amerikaner udbryder [i]”Spanien? Er det i den anden side af landet?”[/i] til detektiven, der ikke forstår, hvorfor professionelle FBI-agenter ikke har tid til at høre ham fortælle om menneskeører dagen lang. Det er lige til en god krimi tilsat lidt humor.

Og her kommer problemet: Det [i]er[/i] faktisk til en god krimi. Endda så meget, at instruktøren Bart Layton blander fiktionselementer med den faktuelle historie, hvilket gør ham til en lige så utroværdig historiefortæller som den polerede forbryder, der overtog Nicholas Barclays identitet. Fiktionsfilmselementer er ikke noget nyt syn i dokumentargenren. De er med til at bryde grænserne for, hvad der er acceptabelt i en ellers fastlåst fortælleform, men samtidig gør de det indimellem (såsom her i “The Imposter”) svært at skelne mellem, hvad instruktøren gerne vil have os til at tro, og hvad der egentlig skete. “The Imposter” vil gerne være en objektiv film, der får sit publikum til selv at spille detektiv, men den er for tydelig i sin egen iscenesættelse til nogensinde at være rigtig troværdig.

Med sin nådesløse fremtoning er “The Imposter” dog en meget seværdig dokumentarfilm om mennesker. Mennesker, der søger så voldsomt efter svar, at de vil gøre hvad som helst for at få dem; og mennesker, der hungrer så meget efter substans i tilværelsen, at de vil sige hvad som helst til hvem som helst. Filmen tager sig nogle voldsomme friheder i sin fortællestil, men den får trods alt sin historie fortalt. Og endda på en usædvanligt nervepirrende facon.