[b]Du bliver taget… Igen![/b]

Jeg kan ikke lade være med at blive ret fascineret af de to “Taken”-film. I bund og grund er det jo to smådumme, halvplatte, uoriginale og, om man vil, reaktionære actionfilm, der af uransagelige årsager fik en af verdens bedste mandlige skuespillere til at acceptere hovedrollen. Men på trods af alt det, så er det ikke bare to fede film – det er to [i]virkelig[/i] fede film! Og de største årsager til filmenes effektivitet er en fuldstændig blændende, kompromisløs og ærefrygtindgydende Liam Neeson og den generelle “kold i røven”-attitude, der gennemsyrer begge film.

Plottet i “Taken 2” er, at den albanske mafiaboss, hvis søn led en pinefuld død i den første film, nu ønsker hævn over Liam Nee… øhh, Bryan Mills. Han har dog tydeligvis ikke set den første “Taken”, for han forudser slet ikke, at det altså er en krydsning mellem James Bond og Carl Hamilton, som han er oppe imod. Det, der skulle have været en simpel kidnapning af Bryan, hans kone og hans datter under deres tur til Istanbul, udvikler sig således hurtigt til en allerhelvedes underholdende omgang katten-efter-musen i de fejende flotte omgivelser, som Tyrkiets største metropol har at byde på.

At koge halvanden times suppe på det plot er i sig selv en bedrift, akkurat som det var i etteren. Det føles aldrig, som om filmen går i tomgang, og man skal heller ikke trækkes igennem underlige sidehistorier eller dumme, utroværdige romancer. Ikke at disse elementer ikke er til stede, men de er implicite og kommer aldrig i vejen for det, filmen egentlig handler om: En fandenivoldsk Liam Neeson [i]”who doesn’t give a fuck for 90 minutes”[/i], som en bruger her på Filmz rammende opsummerede etteren. Det er klassisk action med masser af ubelejlige gadesælgere og tog, når der skal køres stærkt, James Bond-agtige infiltrationer af forbrydernes baser samt en fremragende nævekamp i en tyrkisk hammam.

Et spørgsmål slog mig undervejs: Har “Taken”-filmene, når det kommer til stykket, reelt kult-potentiale? Ingredienserne synes i hvert fald at være der, for ud over Liam Neeson så spiller hverken Famke Janssen (ekskonen) og slet ikke Maggie Grace (datteren) særlig godt… de onde er modbydeligt, ja, næsten [i]absurd[/i] onde, og lydsiden har det med at overdramatisere de hverdagsagtige elementer i starten af filmen(e). Men det set-up har alligevel, eller måske netop derfor, kultpotentiale, da det eneste, det bygger op til – det, som man sidder og venter på – er, når Bryans værste og totalt paranoide anelser rent faktisk går i opfyldelse. Hele opbygningen bliver således en lang perlerække af [i]”hehe, ja, men liiiige om lidt, så…!”[/i]-øjeblikke, og det er en udsøgt fornøjelse at overvære!

Det, som alt andet ved filmen står og falder med, er dog uden tvivl Liam Neeson. Han er [i]så[/i] stærk i rollen som Bryan. Han har en naturlig udstråling, der ikke kan tillæres, og det er ham og ikke et manuskript eller en god historie, der gør, at Bryan er en karakter, man både holder af og med. Groft sagt er man ret ligeglad med både konen og datteren (i toeren såvel som i etteren), men fordi deres ve og vel betyder noget for den elskværdige Bryan, så fængsles man af historien.