Filmz
Savages (2012)

Savages

Medvirkende:

Blake Lively, Taylor Kitsch, John Travolta, Benicio Del Toro, Gillian Zinser, Trevor Donovan, Salma Hayek, Emile Hirsch, Mía Maestro, Joel David Moore, Demián Bichir, Aaron Johnson, Sandra Echeverría, Gary Stretch, Shea Whigham

Instruktør:

Oliver Stone

Filmlængde:

133 minutter

Genre:

Drama, Thriller, Krimi

Savages (2012)

[b]Vild og voldsom[/b]

Oliver Stone har gennem tiden lavet nogle virkelig gode film og nogle virkelig dårlige film, og desværre har instruktørens seneste periode hovedsageligt været præget af den sidstnævnte slags. Men med “Savages” kan man håbe, at den dårlige stime er ved at ende, for her er altså en forrygende film, der både er sexet og brutal, smuk og grim, underholdende og dyb, nytænkende og konventionel – og dog mangler Stone lige det overskud, der kunne have gjort “Savages” til en af hans bedste og et ægte mesterværk.

[image=67198]

Filmen handler om to venner, Ben og Chon. Ben er en veluddannet, buddhistisk indstillet filantrop, og Chon er en tidligere Navy SEAL-elitesoldat. Sammen dyrker de verdens bedste cannabis i Californien og lever fedt på pengene fra den forretning. O (eller Ophelia, som er hendes egentlige navn) er deres fælles kæreste. Men da det mexicanske Baja-kartel bliver misundelige på kvaliteten af de to venners eftertragtede cannabis, modtager Ben og Chon et tilbud, de ikke kan afslå, og som pludseligt gør, at de må kæmpe for at redde O’s liv.

Historien er som sådan ikke nyskabende, og den kaster ikke synderligt nyt lys over narkoproblematikken mellem USA og Mexico. I stedet leverer den hårdkogt mafiabrutalitet af den kaliber, der rent faktisk er forbudt for børn – og hvor er det befriende, at “Savages” er sådan en film, der ikke viger tilbage, når det kommer til at være kynisk og voldelig. Det har blandt andet den effekt, at [i]the bad guys[/i] fremstår så kyniske og ondskabsfulde, at man som tilskuer vitterligt frygter deres reaktioner, og dermed fastholdes man i konstant spænding.

[image=70141]

Og når nu vi er ved skurkene… Her er det duoen Benicio Del Toro og Salma Hayek, der begge gør det helt forrygende. Toro har fundet sit klammeste smil frem, og han stjæler billedet i samtlige scener, han er med i. Salma Hayek er isnende kølig deltidsmor og fuldtidsmafiaboss, og hendes overlegne stil sidder lige i skabet. Især scenerne, hvor Del Toro og Hayek spiller sammen, slår gnister, og det er også her, at filmen tilføres en del velfungerende humor. Det er ren, filmisk guld at se Del Toro aflive en eller anden stakkel på brutal vis det ene øjeblik, hvorefter han det næste øjeblik får både skideballe og en lussing af Hayek.

Filmen har dog også sine minusser. Vores hovedpersoner, Ben, Chon og O, spilles henholdsvis af Aaron Johnson, Taylor Kitsch og Blake Lively, og specielt Kitsch og Lively falder flere gange igennem. Derudover får filmen aldrig rigtig grebet ordentligt fat om nogle af de psykologiske og politiske emner, den tager op. F.eks. lægges der op til, at vores hovedpersoner vil udvikle sig på spændende vis, men karakterudviklingen går hurtigt i stå, og diskussionen om, hvem der vitterligt er de gode og onde i den omfattende narkokrig, bliver heller aldrig taget op på nogen meningsfuld måde. Ved første øjekast er slutningen både fed og overraskende, men når man lige får den tænkt igennem, hænger den desværre ikke helt godt sammen.

[image=67197]

Kort om filmen

Krigen mod narko er ingenting sammenlignet med krigen mellem narkokartellerne, der udkæmpes med nådesløs grusomhed. Det mærker trioen O, Ben og Chon, da deres lille operation med cannabis af høj kvalitet bliver så lukrativ, at det mexicanske Baja-kartel vil have sin del af kagen. Ben er egentlig gået ind i hamp-branchen af idealistiske grunde og vil helst droppe hele forretningen, mens Chon som tidligere Navy SEAL er den hårde hund, der vil slå igen, og O… hun er bare kvinden, der elsker dem begge. Hun er imidlertid også det svage led, så Baja-kartellets leder, Elena, får sin brutale håndlanger Lado til at kidnappe hende for derved at lægge pres på Ben og Chon. Det tvinger de to venner til at lægge en farlig plan for at få hende tilbage – en plan, der vil sætte både deres og O’s liv på spil og ændre dem som mennesker for altid. Selv om “altid” ikke nødvendigvis er lang tid, når man er fanget i krydsilden mellem konkurrerende karteller.

Ads by MGDK