[b]Men hvorfor?[/b]

Det første spørgsmål, der melder sig, når “Kapringen” er færdig efter 99 intense minutter, er: Hvad skulle man egentlig have ud af filmen? Lad der ikke herske nogen tvivl… “Kapringen” er en bragende god film. Den er elegant fortalt, godt tænkt, meget realistisk, spændende og fængende. Men det er svært helt at gennemskue, hvad filmens formål er.

Nu er det jo selvfølgelig ikke sådan (kliché-alert), at man absolut [i]skal[/i] blive klogere af en film, før at den kan betegnes som god. Det kommer helt an på filmens genre, ambition og stil, og ofte er det fuldkommen fint kun at underholde. Andre gange er det nok, hvis blot man skildrer et emne på en vedkommende og relevant måde (her er instruktør Tobias Lindholms sidste film, “R”, et klasseeksempel), men nogle gang føler man, at en film bør fortælle en noget nyt. Provokere, sætte på spidsen, vende på hovedet eller konfrontere tilskuerne med ting, som vi aldrig havde tænkt på før – eller måske ikke turde tænke på!

“Kapringen”, der handler om en sømand om bord på et skib, der kapres af pirater, samt direktøren for det firma, der ejer det kaprede skib, synes at falde i kategori nummer 2 – nemlig den gribende skildring. Og det gør den fremragende. Pilou Asbæk (som sømanden Mikkel) og Søren Malling (som direktøren Peter) giver begge skudsikre præstationer og viser sig som langt bedre skuespillere, end man måske havde troet. Tobias Lindholms instruktion er så sublim, at det næsten ikke er til at fornemme, at der ligger et manuskript bag billederne. Og på trods af at filmen udspiller sig over 4-5 måneder med en kahyt og et kontor som mere eller mindre de eneste locations, så er filmen hele tiden fængslende og hjerteskærende.

Men at det hverken er sjovt at være fanget i månedsvis på en båd eller at skulle forhandle om menneskeliv med potentielt skruppelløse pirater, det behøver man ikke en god film for at indse. Derfor sidder man i løbet af “Kapringen” og leder efter det mere, som er svært at finde. Her er hverken onde kapitalister eller desperate (men i bund og grund [i]gode[/i]) somaliske bønder, men der er heller ikke bare gode og sympatiske vesterlændinge, som møder onde, uciviliserede terrorist-pirater.

Tværtimod er der netop en realisme og en nuance, som Tobias Lindholm åbenbart er ekspert i (jeg henviser igen til “R”). Der foregår adskillige psykologiske spil karaktererne imellem, og de er alle sammen meget gennemtænkte. Til tider falder tankerne hen på forholdet mellem bøllerne og deres ofre i Ruben Östlund socialrealistiske drama “Play”, der ramte biograferne for en måneds tid siden. Det er samme både kyniske og empatiske spil, der gør sig gældende her – nu blot med våben. Men i modsætning til “Play” er “Kapringen” så forhippet på ikke at være dømmende og på blot at fokusere på vor hovedpersoners handlinger under forløbet, at man ikke kan lade være med at spørge sig selv: “Hvad skulle jeg egentlig have ud af denne film?”.