[b]Åh, det uhyggelige Østeuropa![/b]

Oren Peli blev berømt i 2007, da han instruerede den uopfindsomme og langtrukne “Paranormal Activity”, og nu er han aktuel med “The Chernobyl Diaries” – en film, som Peli har forfattet, Brad Parker har instrueret, og som er så gennemsyret af fortærskede klichéer, at man bliver direkte frustreret over hovedpersonernes stupiditet. Har ingen af dem set en gyser før? [i]”Mine venner er idioter”[/i] siger en af hovedpersonerne i starten af filmen. Hun har helt ret.

Tre unge amerikanere rejser rundt i Europa. Som et pitstop på vejen besøger de den ene turists bror, som til dagligt bor i Kiev (det er lidt af et mysterium, hvordan han har fået et visum), og som foreslår, at de alle tager til Pripyat – en lille, forladt by tæt på det radioaktive Tjernobyl-atomkraftværk, der delvist eksploderede tilbage i 1986. De tre turister er med på ideen, uvidende om at den forladte spøgelsesby rummer flere hemmeligheder end et enkelt uheld i 80’erne.

I begyndelsen af det nye årtusinde kom en ny bølge af horrorfilm, som blev betegnet som [i]torturporno[/i]. Tilnavnet skyldtes filmenes ofte meget udpenslede voldsscener, men de var ikke det mest interessante ved filmene. De bedste af slagsen stilede efter en rystende realisme og var med til at bryde genrens konventioner. Det var åbenbart ikke alle, der forstod pointen med denne nye indstilling til genren, og “The Chernobyl Diaries” er den seneste af en lang række gysere, hvori nytænkning må vige for kedsommelige klicheer. Lad os tage et eksempel: I 2005 diskede Eli Roth op med filmen “Hostel”, der handlede om en gruppe unge fyre, der tog en skæbnesvanger tur til Slovakiet. Dette skulle de aldrig have gjort, men ved at lade filmen foregå i Østeuropa og ved at spække den med onde lokalbeboere, fik Roth fornemt illustreret, hvordan USA så på udlandet.

Den slags overvejelser har Brad Parker og Oren Peli slet ikke begået. De tror derimod, at Østeuropa vitterligt [i]er[/i] et ondt og skræmmende sted. Hvor “Hostel” rummede meningsfuld symbolik, er “The Chernobyl Diaries” til gengæld præget af en utålelig form for intolerance over for andre lande. Og nu vi er ved det frygtindgydende Østeuropa, så er det åbenbart også en uhyggelig sag at komme på hospitalet i dette farlige, farlige område. I “The Chernobyl Diaries” er det i hvert fald ikke samvittighedskvaler, der tynger lægerne. Vi ved jo alle, at hospitaler + Østeuropa = uhygiejnisk død. Så bed til, at du ikke brækker benet eller andet på din næste tur dertil!

Der er flere uforståelige elementer i “The Chernobyl Diaries”. Nøjagtigt hvorfor, at de unge ikke får benene på nakken og spæner mod friheden, er mig stadig en gåde på trods af flere halvhjertede forklaringer i filmen undervejs. Det virker også en smule mærkeligt, at stråling medfører øjeblikkelig sindssyge. Det kunne jeg i det hele taget godt tænke mig at få en medicinsk forklaring på. Peli og Parker undervurderer i dén grad deres publikum, og de bombarderer os med billige lydeffekter og nemme tricks, som aldrig gør indtryk. Hvor havde det dog været dejligt, hvis “The Chernobyl Diaries” havde haft bare én gedigen overraskelse i ærmet.