[b]Island på speed[/b]

Umiddelbart er Island og gangsterfilm ikke to ting, man naturligt forbinder med hinanden. Island leder nærmere tankerne hen på en smuk, barsk natur og eksperimenterende musik, men takket være den debuterende spillefilmsinstruktør Óskar Thór Axelsson skal vi nok også til at tage Island seriøst som filmnation. I hvert fald er der mange lovende takter i dette benhårde, energiske og ganske forførende krimidrama, som starter lige på og hårdt.

Efter en vild nat i byen er den ellers ret fredelige Stebbi landet på politistationen med en anklage for grov vold hængende over hovedet. Heldigvis støder Stebbi ind i sin gamle barndomsven, Tóti – et kæmpestort, tatoveret brød, som, siden de sås sidst, er blevet dybt involveret i narkomiljøet. Tóti kender en advokat, der helt sikkert kan få Stebbi frikendt. Stebbi skal bare lige gøre Tóti en lille tjeneste først, og man skal ikke have set ret mange krimier for at vide, at den slags tjenester ikke fører noget godt med sig. Stebbi klarer dog opgaven, og én kølle-invalid skurk senere er han blevet et fuldgyldigt medlem af Tótis bande af skumle typer, med alt hvad det indebærer af dyre jakkesæt, vilde natklubbesøg og adgang til bandens omgangstøs, den smukke Dagny. Livet som narkogangster på Island er ikke så skidt endda. Men det varer naturligvis ikke ved, og da den seriøst forstyrrede Bruno (spillet af Damon Younger, en mand med psykopatansigtet skruet helt rigtigt på) dukker op og overtager Tótis bande, er det pludseligt ikke så sjovt længere.

Selvom filmens handling kredser om alvorlige emner som narkobander, stofmisbrug og andre former for kriminalitet, har den alligevel en forbavsende let og legende tone det meste af tiden. Det viser sig både i de mange referencer til genrens mesterværker som “The Godfather”, “Goodfellas” og “The Sopranos” og i diverse kuriøse påfund, såsom da banden skal røve en bank, og den ene af mændene på flugtbilens bagsæde ikke kan komme ud, fordi børnesikringen på døren er slået til.

Stemningen bliver kun tilnærmelsesvis ubehagelig i de scener, hvor bandelederen, Bruno, folder sig ud. Det er også et af filmens problemer. Man kommer aldrig rigtigt ind under huden på figurerne og lærer dem at kende. Hovedpersonen Stebbi får vi naturligvis et vist kendskab til, og der er et par kluntede flashbacks i filmens første halvdel, hvor filmmagerne forsøger at uddybe Tótis baggrund en smule. Men ellers får vi ikke noget særligt at vide om de forskellige personers baggrund eller motivationer. Et andet problem er, at den islandske natur simpelthen ikke udnyttes godt nok. Det kan ikke undgås, at vi ser lidt til den, og det, vi ser, er også meget smukt, men langt de fleste dialogscener foregår indendørs, inde i byen eller inde i en bil. Måske er landskabet valgt fra til fordel for byrummet i et forsøg på at fremmane en film noir-stemning, hvilket også lykkes fint langt hen ad vejen, men når nu den storslåede natur er lige rundt om hjørnet, så har holdet bag filmen misset en oplagt chance for nærmest gratis [i]production value[/i] ved ikke i højere grad at lade den forholdsvis lille historie udspille sig i det majestætiske landskab.

Hvad filmen savner i psykologisk dybde og brug af naturen, har den til gengæld til overflod i rendyrket energi. Der er knald på drengen og variationer i fortællestilen hele vejen igennem. Kameraføringen gør sammen med klipningen og musikken, at man som tilskuer indimellem selv føler, at man har inhaleret en bane speed. Dermed ikke sagt, at det er svært at følge med, for det er det ikke. Det er kun fedt at mærke energien hos instruktøren, som helt tydeligt brænder for at fortælle historien i det hæsblæsende tempo. Det har sikkert været en af de ting, som har trukket filmens executive producer, danske Nicolas Winding Refn, til projektet.