Filmz
Artist, The

Artist, The

Medvirkende:

Jean Dujardin, Bérénice Bejo, John Goodman, James Cromwell, Penelope Ann Miller, Missi Pyle, Beth Grant, Ed Lauter, Bitsie Tulloch, Ken Davitian, Malcolm McDowell, Missi Pyle

Instruktør:

Michel Hazanavicius

Filmlængde:

100 minutter

Genre:

Komedie, Drama, Romantik

Artist, The

[b]Ned fra piedestalen![/b]

Okay, hør nu her: Vi er altså nødt til at få pillet “The Artist” ned fra den piedestal, den er havnet på. Filmen, der blandt andet blev belønnet med en Oscar i kategorien ‘årets bedste film’, er blevet så [i]hypet[/i] og rost, at den efterhånden ligner filmverdenens svar på Brødrene Price. Og bevares, “The Artist” er en udmærket film, men at dømme ud fra de 15 seks-stjernede anmelder og de fem Oscar-statuetter, som pryder denne BD-udgivelses cover, så burde vi her have at gøre med intet ringere end et vaskeægte vidunder. Og det har vi ikke.

[image=69363]

Handlingen i “The Artist” kender vi allerede fra sangen “Video Killed the Radio Star” ([i]”pictures came and broke your heart”[/i], som teksten går), hvor “The Artist” blot behandler overgangen fra stum- til talefilm i stedet. George Valentin (spillet fremragende af en Oscar-belønnet Jean Dujardin) var en stor kanon før talefilmens æra, men han er for stolt til at løsrive sig fra det uddøende stumfilmsmedium, og derfor falder hans karriere fra hinanden efter den teknologiske nyopdagelse. I mellemtiden er han blevet lidt vild med Peppy Miller (en ligeledes fremragende Bérénice Bejo), som omvendt bliver en stor stjerne inden for talefilmsbranchen. Og ligesom perlerne fra fordums tid er “The Artist” både stum og farveløs.

Historien er dermed lige så forudsigelig som en softice med krymmel, og så snart man har gnasket sig igennem krymlet, skal man (alt afhængig af ens glæde ved softice) kæmpe sig igennem resten af den noget kedelige og hurtigtsmeltende is. “The Artist” er altså en klassisk kærlighedshistorie, der følger den såkaldte berettermodel så slavisk, at filmen nok er relevant at bruge i introduktionskurser til filmskabelse. Uforudsigelig er “The Artist” ikke just.

[image=69365]

Karaktererne er også meget stereotype. George Valentin er selvfed og stolt, Peppy Miller er glad og charmerende. Arrogance bliver selvfølgelig straffet, og det er selvfølgelig kun den godhjertede kvinde, der kan åbne op for den indspiste og konservative mandesjæl ovenpå en masse problemer og selvransagelse. Takket være god instruktion og pletfrit skuespil er “The Artist” både sød og charmerende langt hen ad vejen, men man savner nogle overraskelser, og fortællingen er lidt for triviel til, at kærligheden og turtelduernes kemi virkelig skinner igennem.

Filmens store scoop er naturligvis dens stil, som til gengæld er et overraskende vellykket element. Det føles vitterligt, som om man ser en sort/hvid stumfilm fra 1920’erne, hvilket man må tage hatten af for. Det er bare godt gået! Men det er blot krymlet på isen, og de visuelle gimmicks, som instruktøren Michel Hazanavicius indimellem bruger stilen til, er hverken geniale eller overraskende. Man forventer faktisk, at i og med stil og indhold ligger så tæt op ad hinanden, så ville det være underligt, hvis ikke der blevet leget lidt med konceptet.

[image=69364]

“The Artist” er sød, sjov og uskyldig, og den stråler af kærlighed til “filmhistoriens guldalder”. Men det ændrer ikke på, at filmen i bund og grund er et lille, småtrivielt komediedrama med en historie og et persongalleri så gennemtærsket af 100 års filmhistorie, at det kun er den yderst velfungerende stiløvelse, der hiver den fjerde stjerne hjem.
[b]Video[/b]

Billedet er ganske pletfrit, men eftersom filmen skal ligne noget, der er lavet i 1920’erne, kunne man godt frygte, at det ville virke urealistisk, hvis BD-formatet gav filmen et alt for moderne look. Den balancegang har man imidlertid formået at gå helt problemfrit: Det er klart et af de flotteste sort/hvid-transfers, jeg har set, men samtidigt bevarer det filmens antikke aura. Det kan dog lige akkurat ikke resultere i en topkarakter, da detaljerigdommen ikke er så overvældende endda.

[image=69367]

[b]Audio[/b]

Det er ret svært for en stumfilm, hvis ikke umuligt, at udnytte de auditive muligheder i BD-formatet. Man har øjensynligt forsøgt at få “The Artist” til at lyde som en film med 90 år på bagen. Dvs. lydsporet (stort set ren og skær musik) bruger udelukkende de forreste højtalere, og det skaber en troværdig fornemmelse af, at filmen rent faktisk stammer fra 1920’erne. Det er naturligvis på ingen måde et overrumplende lydspor, men det tjener filmen godt og belønnes derfor med fire stjerner.

[b]Ekstramateriale[/b]

Udgivelsen byder på 3 minidokumentarer om skabelsen af filmen, en Q&A med instruktøren og nogle af skuespillerne, nogle kedelige fraklip samt tre trailere til nogle Woody Allen-film, som Scanbox distribuerer. Mens de tre minidokumentarer er spændende nok (især “The Artisans Behind The Artist”, som blandt andet handler om fotograferingen og musikken), så er Q&A-indslaget ganske intetsigende. Ud over nogle spændende overvejelser om, hvad det vil sige at lave en stumfilm i dag, så virker holdet uoplagt, og intervieweren er heller ikke videre skarp. Det er altså ikke ekstramaterialet, man skal købe udgivelsen for.

[image=69369]

Kort om filmen

“The Artist” handler om den charmerende stumfilmstjerne George Valentin, der nægter at acceptere talefilmens indtog. George føler sig overbevist om, at der er tale om en døgnflue, og at både publikum og producenter snart vil komme til fornuft og indse, at filmen gør sig bedst stum. Mens hans egen karriere hastigt smuldrer væk, bliver han udfordret og betaget af den unge og sprudlende danserinde Peppy Miller, der er godt på vej til at blive den nye darling i drømmenes by.

Ads by MGDK