[b]Magiske Mike og karismatiske Channing[/b]

Der er to slags kvinder: Dem, der kan lide mandestrip, og dem, der ikke kan. Denne anmelder er bestemt i sidstnævnte kategori og kan ikke komme i tanke om noget mindre sexet end muskuløse mænd, der danser rundt i g-strengsagtige trusser foran et skrigende publikum. Men nogle gange tager det kun en film få sekunder at ændre et kritisk publikums indstilling. Steven Soderberghs “Magic Mike” er sådan en film, og min skepsis over for emnet måtte hurtigt vige for min beundring for Soderberghs seneste bedrift.

“Magic Mike”, der er løst baseret på hovedrolleindehaveren Channing Tatums egen fortid som mandestripper, handler om Mike (Tatum), der møder den unge Adam (Alex Pettyfer), mens de udfører noget sort tagarbejde. Efter en vild nat i byen, hvor Adam oplæres i livet som mandestripper, bliver de to mænd venner og kolleger. Men der foregår mere i stripperverdenen, end man kan spotte med det blotte øje, og mens Mike langsomt forføres af både sin nye vens søster og tanken om et mere almindeligt liv, driver Adam længere og længere ind i en verden fyldt med promiskuøse kvinder og kolde kontanter.

Mike er dog filmens helt store omdrejningspunkt, og det er uden tvivl også Tatum, der stjæler rampelyset. Tatums evner som skuespiller er ofte blevet diskuteret, men “Magic Mike” efterlader ikke meget at debattere. Man kunne simpelthen ikke have fundet en bedre skuespiller til rollen som Mike end Tatum, der overraskende nok viser sig at være både meget udtryksfuld og karismatisk. Tatums egen fortid inden for branchen har også styrket filmens autenticitet, og hånd i hånd med Tatum får Soderbergh med stor succes gjort filmen både troværdig og dragende. Som et par garvede tryllekunstnere inviterer d’herrer os indenfor i en hidtil ukendt verden, og det er lige før, man kan lugte sveden og mærke spændingen før det første sceneshow.

Tatum får klækkeligt modspil af kollegaen Matthew McConaughey, der på det seneste har fået et velfortjent comeback. Bedst som vi gik rundt og troede, at hans karriere for stedse kun ville omfatte lettilgængelige romantiske komedier og endimensionale roller, går han hen og overrasker gevaldigt – først i William Friedkins “Killer Joe” (der forhåbentlig finder en dansk distributør inden længe) og nu også her i rollen som den sleske og kontrollerende Dallas, Mikes egenrådige chef. Det er svært at sige, om man skal væmmes ved Dallas eller beundre mandens sublime forretningssans. Det er en rolle, der snildt kunne være blevet lige så endimensional som alle de andre, McConaughey har påtaget sig de seneste år, men med en masse udstråling og uden brug af overgearede, distraherende armbevægelser gør skuespilleren Dallas særdeles mindeværdig.

Soderbergh formår vitterligt at gøre en smålatterlig og lidet tiltrækkende beskæftigelse som mandestrip til en fascinerende branche, og det skal der altså talent til at overbevise langt de fleste om, at den er. En vigtig faktor er naturligvis også den imponerende koreografi af Alison Faulk i de mange dansenumre, men også de afklædte, mandlige skuespilleres udførelse af selvsamme. Måske er strip ikke noget for enhver, men man må tage hatten af for den dedikation, skuespillerne mønstrer, og al den træning, de har gennemgået forinden.