[b]Bourne uden Bourne[/b]

“The Bourne Legacy” demonstrerer mange ting, men måske først og fremmest, hvorfor det ikke nødvendigvis er en særlig god ide at forfremme manuskriptforfatteren til instruktør – i hvert fald ikke, hvis han – som Tony Gilroy her – har en alt for høj vurdering af sin egen dialog.

For snakket, det bliver der. Absurd meget i betragtningen af, at det vel egentlig burde være en actionfilm med bare en smule spænding involveret. Endeløse scener består af anonyme CIA-agenter, som udveksler fagsnak med en overbevisning, der antyder, at det her må sandelig være meget vigtigt, hvilket dog modsvares af, hvor afsindig indholdsløs dialogen faktisk er. Det har ganske vist altid været en af svaghederne i Bourne-serien, men de tidligere instruktører har dog sørget for, at det aldrig før har fået lov til at fylde så meget som her.

Gilroy gør, hvad han kan for at køre filmen af sporet. Han stod ellers bag den fine “Michael Clayton”, men ethvert form for talent for karakteropbygning synes for alvor at have forladt ham fuldstændig i denne film. Det bliver selvsagt ikke mindst et problem i forhold til, at vi denne gang har udskiftet Jason Bourne med agenten Aaron Cross – spillet af Jeremy Renner – der tildeles næsten en halv times karakteropbygning, men som man alligevel aldrig kommer spor nærmere på at kende.

Særligt sidstnævnte bliver et gevaldig problem, for uanset hvad, så var Jason Bourne altid en grundlæggende sympatisk forfulgt størrelse, og man føler slet ikke den samme medfølelse for den anonyme Cross, selvom Renner egentlig gør det udmærket. Her er han en loyal agent, der bliver jaget vildt, da hele supersoldat-projektet bliver lagt ned. Edward Norton spiller CIA-agenten, der skal rydde op i hele rodet, og Norton tilbringer efterfølgende hele filmen med at sidde i rodede kontorbygninger og råbe “nu skal jeg sige, hvor vigtigt det her er!” og lignende fraser. Det er en bizar filmtrend i Hollywood, at man tilsyneladende forveksler hysteri med kompetence. Han beslutter at udrydde alle agenter og alle videnskabsfolk, der havde forbindelse til projektet, og i sidstnævntes tilfælde udføres det ved at få en gal videnskabsmand til at skyde alle de andre i en massakre. Det forekommer mig at være en vanvittigt opsigtsvækkende og ekstremt klodset måde at gøre det på, men logik er i det hele taget ikke højt prioriteret i denne omgang rod.

Renner får følgeskab af Rachel Weisz i rollen som forfulgt forsker, og hun bliver en af filmens få lyspunkter. Der er også et par fine actionscener, og det er en lettelse at se, at Gilroy trods alt ikke på samme måde ligger under for den rædsomme, vildtrystende [i]shaky-cam[/i]-skole, som de sidste to film fulgte hjerneløst. Skurkene er imidlertid af den personlighedsløse slags, hvilket betyder, at man som tilskuer er komplet upåvirket og uinteresseret i, om den ansigtsløse agent nr. 1 eller 2 nu bliver dræbt.