Filmz
Weekend

Weekend

Medvirkende:

Tom Cullen, Chris New

Instruktør:

Andrew Haigh

Filmlængde:

96 minutter

Genre:

Drama, Romantik

Weekend

[b]En stille forelskelse[/b]

I Gregg Arakis kultfilm “Totally F***ed Up” fra 1993 bliver nogle homoseksuelle fyre interviewet om deres forhold til deres egen seksualitet. De har forskellige holdninger, men én ting er de alle enige om: Myten om, at de fleste homoseksuelle er overdramatiske og kun lytter til diskomusik, er [i]helt[/i] forkert, og hvis netop den diskoglade klike bliver overeksponeret, bliver den mere almindelige – og største – gruppe helt overset.

[image=68801]

Det prøver instruktøren Andrew Haigh at gøre noget ved i sin nye film “Weekend”, der er en simpel, lille kærlighedshistorie mellem to mænd. To mænd, der ikke skiller sig ud ved at være kitschede eller camp, men ganske almindelige hankønsvæsener, der forelsker sig i fyre i stedet for piger. Handlingen er som sagt enkel: Russell er en stille fyre i slutningen af 20’erne. Efter en festlig aften med sine (hetero)venner, tager han en tur på bøssebar. Her møder han Glen – en udadvendt type, der hviler i sig selv og stolt proklamerer, at han ikke har brug for nogen. Alligevel bruger de to mennesker weekenden sammen, og langsomt nærmer de sig hinanden.

Lyder det kedeligt? Det er det ikke, og det er bestemt heller ikke en film, der udelukkende henvender sig til et homoseksuelt publikum. Den handler ikke (udelukkende) om seksualitet, men er heller ikke et typisk romantisk drama. “Weekend” er derimod en noget nær magisk oplevelse, hvor magien ligger i de små øjeblikke. I stilheden. I pauserne, når Russell ikke tør kysse Glen foran sine naboer, og mens de begge prøver at finde ud af, hvem den anden egentlig er. Først ved at stille de sædvanlige spørgsmål ([i]”kan du lide dit job?”[/i] spørger Glen nonchalant under deres første gåtur sammen) og så ved bare at tage del i lidt smalltalk i køkkenet, mens der brygges kaffe. De er de små ting, der opbygger og skaber ethvert forhold, og det er lige præcis dét, Andrew Haigh forstår og fornemt formidler på film.

[image=68799]

Ligesom Glen hviler “Weekend” i sig selv, og det er derfor heller ikke en film, der gør sig umage med at ryste sit publikum via chokerende drejninger. Derimod er den – ligesom Russell – en stille oplevelse, der ikke gør et stort show ud af sig selv, men som heller ikke er til at overse. Det er en af den slags afdæmpede film, der er en smule svær at beskrive og forklare. Men hvorom alting er, så rumsterer den stadig meget i ens bevidsthed, mens man bevæger sig væk fra biografsalens gådefulde mørke.

Ja, på en nærmest fortryllende og forførende vis har Haigh formået at indgyde den samme berusende følelse i kroppen, når man ser hans film, som når man rammes af forelskelsens første fase. Det er helt utroligt, at han har begået sådan en bedrift med sin debutfilm. Hvordan han har gjort det, kan denne kritiker ikke helt forklare. Men godt, dét er det. For ikke at sige ganske smukt på den diskrete måde.

[image=68800]

Kort om filmen

Efter en drukaften med sine heterovenner ender Russell på en bøsseklub. Her scorer han Glen, som næste morgen spørger, om han må interviewe Russell til et kunstprojekt. Som weekenden skrider frem, udforsker Russell og Glen nysgerrigt byen og hinanden. Men er de reelt ved at blive forelskede, eller ønsker de bare at holde mandagen og de barske realiteter fra døren?

Galleri

Ads by MGDK