[b]Dragende dommedagsdrøm[/b]

Skal man tro Hollywood, vil menneskeheden møde sit endeligt i en farverig eksplosion af computereffekter, patriotiske taler og storladne strygere. Men hvor film som “Armageddon”, “Transformers” og “2012” eksisterer for at få popcornene og colaen til at glide ubesværet ned hos sit publikum, er der flere proteiner til hjernen i den nye bølge af katastrofefilm, der har ramt biograferne de seneste år.

Dystopiske og poetiske perler som “Children of Men”, “The Road” og “Melancholia” er tilbageholdende, udfordrende og kunstneriske værker, der bevæger én, mere end de underholder. Og med den fremragende “Take Shelter” indskriver instruktøren Jeff Nichols sig i rækken af instruktører, der kan og tør puste nyt liv i jordens undergang.

“Take Shelter” er nemlig ikke så meget en film om en faretruende katastrofe, som den er et uafrysteligt og stramt fortalt drama om en ganske almindelig mands kamp for at overleve sin egen, mentale undergang. Michael Shannon spiller den hårdtarbejdende familiefar Curtis, som får tilbagevendende drømme om en altødelæggende storm, der truer med at dræbe ham selv og hans lille familie. Han bliver besat af tanken om at udbygge og topsikre familiens stormkælder, og hans hallucinationer vokser, indtil han knapt kan skelne mareridtene fra virkeligheden.

Ligesom Lars von Triers “Melancholia” handler “Take Shelter” om menneskets kamp for at holde sindets mørke dæmoner fra døren. Ligheden mellem Kirsten Dunsts depressive Justine og Michael Shannons tiltagende skizofrene familiefar ligger lige for. Men tag ikke fejl – “Take Shelter” er sin helt egen film. Hvor Trier rent faktisk lod verden gå under, er Jeff Nichols langt mere drilsk i sin instruktion. Er Curtis sindssyg, eller har han ret i sin dommedagsprofeti? Hvad er virkelighed, og hvad er fantasi? Ligesom Curtis er man som publikum ofte i tvivl, og denne tvetydighed er klart en af filmens helt store styrker.

Michael Shannon er intet mindre end formidabel som den introverte ægtemand og far, der i stille desperation forgæves prøver at holde fast i virkeligheden. Den tiltagende erkendelse af, at han er ved at blive skizofren, kryber langt ind under huden på publikum og sætter sig fast som en evig påmindelse om, at virkeligheden er, hvad øjet ser. For filmens hovedperson slår sindssygen ned i ham som en brændende meteor, der truer med at udslette fundamentet for hans eksistens. Og det er mere skræmmende, end hvad rumvæsner, oversvømmelser og verdenskrige nogensinde kan diske op med.