[b]I to sind[/b]

Uhygge kan findes mange steder, men den form for uhygge, der kommer fra spøgeri, overnaturlige væsner og vampyrer, er trods alt på mange måder den mest trygge af slagsen, eftersom man som tilskuer altid har den trøst, at ingen af delene findes i virkeligheden.

Anderledes er det derimod med den uhygge, som vedrører almindelige menneskers evne til at miste grebet om virkeligheden og gøre forfærdelige ting, og det er netop den, der er emnet for “Martha Marcy May Marlene”. Dette er også en af årsagerne til, at filmen er så ualmindeligt foruroligende. Der er en grundlæggende følelse af ubehag i filmen, og den leveres så overbevisende og underspillet, at den hurtigt trænger ind under huden.

Filmens kuriøse titel henviser til dens hovedperson, der på et eller andet tidspunkt bliver omtalt under et af navnene. Martha er hendes fødenavn, Marcy May er det, hun bliver kaldt i den hippie-agtige kult, hun har tilhørt, og Marlene er det navn, alle kvinderne i gruppen bruger, når de besvarer telefonen. Da vi først møder Martha, er hun netop flygtet fra kulten og henvender sig til sin søster, som hun ikke har talt med i årevis. Søsteren og hendes mand tager Martha til sig, men langsomt begynder det at dæmre, at Martha ikke er helt rask, og at hun fuldstændig mangler forståelse for selv de mest banale sociale konventioner.

Filmen bygger langsomt sin historie op ved at klippe frem og tilbage mellem livet i søsterens hus og den kult, hun kom fra, hvilket giver en urovækkende og bevidst desorienterende følelse af, at Martha mentalt aldrig har forladt den. Historien sættes sammen som et puslespil, hvor vi gradvist gives flere og flere detaljer fra kulten og langsomt begynder at forstå, hvor dybt forstyrret den egentlig er. Umiddelbart er alt fryd, gammen og hyggeligt guitarspil på verandaen, men stille og roligt dukker de mere foruroligende sider op, og vi bevidner den seksuelle underkastelse, som gruppens leder, Patrick, forlanger af de kvindelige medlemmer, og hvor forskruet deres verdenssyn egentlig er. Til sidst virker en sammenligning med Charles Manson ikke upassende.

Patrick spilles med foruroligende styrke af John Hawkes, som gjorde stort indtryk i “Winter’s Bone”. Han bringer en ekstremt dominerende karisma til rollen, og man tror både på ham som én, der kan lokke svage sjæle med alverdens tilbud om ro, men som samtidig også kan dominere psykisk på den klammeste og mest hjernevaskende måde. Den anden store præstation kommer fra Elizabeth Olsen, som faktisk er lillesøster til de berømte Olsen-tvillinger fra “Hænderne fulde”, men hvis karriere efter denne film at dømme i fremtiden kommer til at stå på egne ben. Hun er ganske enkelt fremragende og leverer formodentlig en karriereskabende præstation.