[b]Varme øretæver og mexicanske kugler[/b]

Hvis du som undertegnede har gået og savnet den gnavne og røvsparkende Mel Gibson fra “Payback” og synes, at den film egentlig burde have haft en fortsættelse, så er der godt nyt i vente. Selvom de to film officielt intet har med hinanden at gøre, så fortsætter “Get the Gringo” lunt i sporet på hævnfortællingen, og faktisk kunne denne films navneløse hovedperson sagtens være identisk med anti-helten i “Payback”.

Her er han en lidt ældre herre med mere hærgede træk, gråligt hår og mindre af det. Attituden er dog næsten den samme som Porter-figuren fra “Payback”, og så er også hovedpersonen her i fuld sving med et røveri. Det kunne dog være gået bedre, og da vi træffer ham, er det i en flugtbil fuld af kontanter på grænsen mellem Mexico og USA med både det amerikanske og mexicanske grænsepoliti i hælene.

Den situation kan jo næsten ikke ende godt, og det gør den da heller ikke. Efter en vild biljagt bliver vores navnløse chauffør pågrebet og sendt bag tremmer, mens de korrupte betjente stikker pengene i deres egne lommer. Han havner i det berygtede mexicanske fængsel “El Pueblito”, som nærmest er et slags parallelsamfund inden for murene komplet med primitive huse, butikker, stoffer, våben og organiseret kriminalitet. Her plejer hvide fremmede ikke at holde længe, men vores chauffør er en foretagsom herre, og med assistance fra en 10-årig knægt begynder han langsomt at lure, hvordan han kan avancere i hierarkiet og få hævn over dem, der smed ham derind.

Mel Gibson har ikke haft de letteste år, men alt imens historier om misbrug og depressioner har floreret i pressen og diverse uheldige eder er røget ud, har han fortsat overraskende hyppigt stået bag solide film. Hans “Apocalypto” var en særdeles medrivende oplevelse, og ovenpå beskydningerne om racisme – der dog formodentlig skyldes alkoholisme – er der noget forfriskende fandenivoldsk over, at se ham i en film med en så politisk ukorrekt titel som “Get the Gringo”. Som skuespiller kan Gibson stadig noget helt særligt. Det er let at forestille sig, at en film som denne ville være en noget flad oplevelse med f.eks. en Jason Statham eller Dwayne Johnson i hovedrollen, men Gibson bringer en vitalitet og karisma til lærredet, som dårligt kan undervurderes. At han er blevet ældre og mere hærget giver blot hans karakter mere tyngde og personlighed, og man bemærker med en vis lettelse, at her er for en gangs skyld en aldrende skuespiller, som har rynker i stedet for botox i panden.

Filmen er selvsagt en fornøjelig omgang [i]hvem-snyder-hvem[/i] med et par veludførte actionscener oven i hatten. Det hele er tilføjet en humoristisk tone, hvilket bløder lidt op for de ellers ret brutale begivenheder, hvor tilfældige mennesker plaffes ned, kvinder tortureres og tæer klippes af. Hele herligheden er filmet af Gaspar Noés dygtige hoffotograf Benoît Debie, og talentet fornægter sig bestemt heller ikke i denne films strålende og livlige billeder.