[b]Et festfyrværkeri af gamle minder og moderne ironi[/b]

Det er sjældent, man i disse dage ser en vaskeægte buddy-movie. De er simpelthen bare ikke på mode længere, og måske derfor er det dejligt, når der endelig kommer én, som tager alt det gode fra 80’erne – dengang, da buddy-movies var det sejeste, et filmstudie kunne bringe på bane – og samler det i en vellykket genindspilning for både tilhængere af serien samt en helt ny generation.

Schmidt og Jenko er politibetjente. Schmidt er god fagligt, hvor Jenko er bedre til den fysiske træning. De to kender hinanden fra high school, hvor de ikke just var bedste venner. Den ene var nørden, den anden den seje sportsidiot (gæt selv hvem, der var hvad). Nu er de begge i politiet, men det er ikke lige så farligt og spændende, som de havde håbet. Faktisk er det dødkedeligt, for arbejdet består bare af at cykle rundt i en park og sommetider skælde de besøgende lidt ud. Men så sker der noget: Schmidt og Jenko skal arbejde undercover på en high school for at finde ud af, hvem der sælger nogle nye og sprængfarlige euforiserende stoffer til de unge elever. For de to betjente handler det dog ikke bare om arbejdet, men også om at klare sig igennem skolen igen – og snart vil de opdage, at hvad der var sejt i 2005, bestemt ikke er det i 2012.

At genoplive den gamle tv-serie kunne have været en dårlig idé. Men ting har det med at virke som en god idé, hvis bare en karakter fra filmen siger dét, som alle anmeldere ellers ville påpege: [i]”Folkene bag det her projekt er løbet tør for idéer, så hvad de nu gør, er at genbruge lort fra fortiden og håbe, at der ikke er nogen, der vil lægge mærke til det,”[/i] siger politikommisæren om undercoverprojektet. Hermed er manuskriptet kommet alle anmeldere i forkøbet med en ironi, der ikke var så populær dengang i 80’erne, som den er i disse mærkelige, nye tider. I det hele taget er der mange klichéer, der både bliver gjort grin med og omfavnet i “21 Jump Street”. Og dét med en ildhu, så det er svært ikke at blive revet med.

Den ironiske distance i “21 Jump Street” er noget af det, der adskiller den fra andre ligesindede film, som også har prøvet at genoplive et gammelt koncept til nutidens publikum. Oprindeligt skulle “21 Jump Street” have været en actionfilm som alle andre, men forvandlingen til en komedie med et twist af action og tilhørende biljagter er bestemt en opgradering. Channing Tatum, der ellers altid har været en lidt kedelig og intetsigende skuespiller, har endelig fundet sin rette hylde og ser ud til at elske endeligt at kunne gøre grin med de lidt stereotype karakterer, han ellers plejer at spille. Som Schmidt fortsætter Jonah Hill, hvad han har været så god til hidtil – at være den kiksede og overfølsomme taber, man alligevel ikke kan lade være med at holde af.

Måske er “21 Jump Street” lidt for bevidst om sin egen rolle i popkulturen, men samtidig er dens selvbevidsthed fyldt med ikke bare entusiasme for både Facebook-generationen og buddy-movies fra 80’erne, men også vittigheder, som ellers kun var cool dengang, mobiltelefoner vejede mindst et ton. Dårlige jokes og bovlamme [i]one-liners[/i] holder dog stadigvæk, og der er en nostalgisk hygge for os, der er født før ’93, ved igen at grine af den slags. Alle, der er født efter de tidlige halvfemsere, kan dog også godt snige sig i biografen, for der er nok ironi i “21 Jump Street” til at få selv den mest inkarnerede hipster til at føle sig underholdt.