[b]Bag enhver mand står en (håbløst naiv) kvinde[/b]

“Hvad gør vi nu?”, den nye film af kvinden bag “Caramel” (der viste sig at være en overraskende stor succes i 2007), er en hyldest til kvinder, frihed og religiøs tolerance. Den slags cadeauer har det med at være kedelige og belærende, men frygt ej – “Hvad gør vi nu?” er tværtimod fornøjelig og fordomsfri, men desværre også naiv. Alligevel er “Hvad gør vi nu?” én af den slags film, man bare bliver glad i låget af, og selvom den er noget blåøjet, får den os til at tage dens prisværdige budskab seriøst.

I en lille landsby i Libanon lever mænd og kvinder, muslimer og kristne side om side. Det har de gjort i årevis uden problemer, for når der er optakt til bare den mindste uenighed, står landsbyens kvinder sammen og ændrer tingenes kurs ved enten at slukke for radioen med de etniske nyheder eller ved at vække opstandelse, så de iltre mænd distraheres. Disse metoder har fungeret i årevis, men en dag får et tilfældigt uheld store konsekvenser for det lille samfund, og pludseligt skal kvinderne ty til mere kreative metoder for at forhindre samfundets to trosretninger i at fare i flint med hinanden.

Der dunker et stort hjerte bag “Hvad gør vi nu?”, og dén hjertevarme løfter filmen og gennemsyrer dens velafbalancerede miks af humor og sørgmodighed. Den præger også lydsiden, såsom når instruktøren Nadine Labaki (der også spiller hovedrollen som den smukke og standhaftige Amale) sætter prikken over i’et med sine mindeværdige, mellemøstlige sange om kærlighed og glæden ved euforiserende stoffer(!). Disse libanesiske musikindslag føles aldrig som et forceret element. De er til gengæld med til at skænke filmen en legende let tone.

I “Hvad gør vi nu?” tager kvinderne sagen i egen hånd, og det gør de med en nærmest urokkelig tro på menneskets godhed. En tro, der ikke udpensles i lange monologer om at støtte hinanden, men som i stedet skinner tydeligt igennem bag smittende latter og hævede øjenbryn. Kvindemenneskerne i den lille, libanesiske landsby er nemlig af den humoristiske type, der ikke er længe om at besnære vores hjerter. Med andre ord er kvinderne i “Hvad gør vi nu?” slet ikke til at stå for, og ved at føre dem sammen med landsbyens lettere tåbelige mænd, sådan som instruktøren Nadine Labaki har gjort det, får man for alvor skabt en humoristisk, skæppeskøn suppedas. For når mændene skaber sig, er det op til kvinderne diskret at få styr på sagerne igen.

Dog savner man sommetider lidt mere variation i persongalleriet… Kvinderne er vise, stærke og kloge, mens mændene er stædige, fjollede og har svært ved at se hinsides deres egne næsetipper. For en kvindelig seer er den slags vand på ens mølle efter alle de gange, man har rystet på hovedet af mænds fjollerier, men man tvinges nu alligevel til at spekulere over, om tingene i virkeligheden nu også fungerer sådan, som de gør i Labakis lille landsby. “Hvad gør vi nu?” er i bund og grund en håbløst godtroende film, men dens hjerte er på rette sted, og moralen om tolerance og forståelse mellem kulturer er én, der fortjener at blive fortalt.