[b]Kærlighed og hukommelsestab[/b]

[i]Inspireret af virkelige begivenheder[/i]. Åh nej, jeg kan allerede mærke min modvilje overmande mig, da disse ildevarslende ord toner frem på biograflærredet. Når filmmagere så utilsløret bekender sig til virkelighedens fortællinger, kommer der sjældent en god film ud af anstrengelserne. Og når man så erfarer, at “Elsk mig igen” (hvilken rædsom dansk titel i øvrigt. Oprindeligt hedder filmen “The Vow”) handler om et ægtepar, hvor kvinden kommer ud for en bilulykke og får slettet hukommelsen om de sidste fem år af sit liv – og derved alle minder om ægtemanden – bliver rumlen i min mave ikke mindre ildevarslende.

Der er godt med melodrama på drengen i spillefilmsdebuterende instruktør Michael Sucsys forudsigelige kærlighedshistorie med et twist. I filmens indledende scene kommer det smaskforelskede par, Paige og Leo (spillet af henholdsvis Rachel McAdams og Channing Tatum), ud for et voldsomt biluheld. Paige bliver kastet gennem forruden på bilen, får kraniebrud og bliver lagt i koma, indtil hævelserne på hjernen har fortaget sig. Leo slipper med knubs, men da Paige vågner igen, kan hun hverken huske Leo, deres skønne bohemetilværelse i det slum-pittoreske Chicago eller sin kunstneriske løbebane.

Hukommelsestabet har sat Paige fem år tilbage til dengang, hvor hun var mor og fars søde datter, i fuld sving med jurastudiet, stokkonservativ og nær ved forlovet med svigermordrømmen Jeremy (Scott Speedman fra tv-serien “Felicity”). Men labre Leo med hundeøjnene elsker stadig sin Paige og venter tålmodigt på, at bare en flig af hukommelsen om deres fælles liv vender tilbage. Indtil da forsøger han at få sin elskede til at forelske sig i ham igen – og det helst inden eks’en Jeremy får indyndet sig hos hende.

“Elsk mig igen” er tungt læsset med stereotyper – både hvad angår karakterer og miljøskildringer. Og det er i høj grad derfor, at den allerede utrolige fortælling om Paige og Leo ender med at være nær ved uudholdelig at sidde igennem. Efter den indledende ulykke får vi i flashback og med Leos [i]voice-over[/i] fortalt historien om, hvorledes han og Paige mødte hinanden. Han var iført hipsterkorrekt stråhat (ja, så tilbagelænet og [i]all right[/i] en fyr er han!) og hun var kunststuderende. Ren storbyidyl. Så blev hun forkølet, og han troppede op på den lille, hyggelige cafe, hvor hun var servitrice, med en æskefuld af snotklude og hovedpinepiller. Hvor romantisk. Og om aftenen elskede de lidenskabeligt på gulvet i hendes chikke atelier. Kort sagt den perfekte forelskelse, det perfekte par og det perfekte forhold (som alle vi andre bare kan sukke og stræbe efter til evig tid). Rachel McAdams er øretæveindbydende sukkersød og Channing Tatum en rigtig, blød bøf. Og man tror dem ikke over en dørtærskel i rollerne som Paige og Leo.

Garvede kræfter som Jessica Lange og Sam Neill overlades minimalt materiale at arbejde med som Paiges beregnende forældrepar. Replikkerne falder tungt og vækker utilsigtet latter som i en dødssyg Danielle Steel-film. Man har næsten helt ondt af de to ellers dygtige skuespillere, der i “Elsk mig igen” reduceres til rendyrket, konservativ forstadsondskab af Michael Sucsy. Sucsy instruerede i øvrigt Jessica Lange overfor Drew Barrymore i den glimrende og stærkt spillede HBO-produktion “Grey Gardens” (2009); en fiktionalisering af de legendariske Maysels-brødres dokumentar fra 1975 om verdens måske mest excentriske mor-datter-forhold. Begge versioner er yderst anbefalelsesværdige. Det er “Elsk mig igen” på ingen måde.