[i]Inspireret af virkelige begivenheder[/i]. Åh nej, jeg kan allerede mærke min modvilje overmande mig, da disse ildevarslende ord toner frem på biograflærredet. Når filmmagere så utilsløret bekender sig til virkelighedens fortællinger, kommer der sjældent en god film ud af anstrengelserne. Og når man så erfarer, at “Elsk mig igen” (hvilken rædsom dansk titel i øvrigt. Oprindeligt hedder filmen “The Vow”) handler om et ægtepar, hvor kvinden kommer ud for en bilulykke og får slettet hukommelsen om de sidste fem år af sit liv – og derved alle minder om ægtemanden – bliver rumlen i min mave ikke mindre ildevarslende.
[image=66933]
Hukommelsestabet har sat Paige fem år tilbage til dengang, hvor hun var mor og fars søde datter, i fuld sving med jurastudiet, stokkonservativ og nær ved forlovet med svigermordrømmen Jeremy (Scott Speedman fra tv-serien “Felicity”). Men labre Leo med hundeøjnene elsker stadig sin Paige og venter tålmodigt på, at bare en flig af hukommelsen om deres fælles liv vender tilbage. Indtil da forsøger han at få sin elskede til at forelske sig i ham igen – og det helst inden eks’en Jeremy får indyndet sig hos hende.
[image=66932]
Garvede kræfter som Jessica Lange og Sam Neill overlades minimalt materiale at arbejde med som Paiges beregnende forældrepar. Replikkerne falder tungt og vækker utilsigtet latter som i en dødssyg Danielle Steel-film. Man har næsten helt ondt af de to ellers dygtige skuespillere, der i “Elsk mig igen” reduceres til rendyrket, konservativ forstadsondskab af Michael Sucsy. Sucsy instruerede i øvrigt Jessica Lange overfor Drew Barrymore i den glimrende og stærkt spillede HBO-produktion “Grey Gardens” (2009); en fiktionalisering af de legendariske Maysels-brødres dokumentar fra 1975 om verdens måske mest excentriske mor-datter-forhold. Begge versioner er yderst anbefalelsesværdige. Det er “Elsk mig igen” på ingen måde.
[image=66929]