[b]Vatnisser og buksevand[/b]

En af de allerførste biografture, jeg har nogen klar erindring om, var, da min mor tog mig ind for at se Søren Kragh-Jacobsens “Gummi-Tarzan”. Jeg må have været 7 eller 8 år, og filmen gjorde dengang et kolossalt indtryk. Her var for alvor en film, som handlede om den hverdag og det drama, jeg kunne se og opleve udspille sig hver eneste dag i skolegården.

“Gummi-Tarzan” var selvsagt en filmatisering af Ole Lund Kirkegaards fantastiske børnebog, og den har næppe tabt det mindste i relevans, eftersom mobning og forældres forventning ikke just har ændret sig synderligt siden dengang. Derfor giver det da også glimrende mening, at man nu har kastet sig over endnu en filmatisering af historien – denne gang i animationsform.

At titlen i denne omgang er blevet til “Gummi T” og ikke “Gummi-Tarzan” skyldes hverken et kikset forsøg på at være hip eller for den sags skyld noget ønske om at modernisere fortællingen som sådan, men derimod slet og ret det bizarre forhold, at Disney ligger inde med rettighederne til Tarzan-navnet. Inde i selve filmen er “Gummi-Tarzan” dog stadig det lidet flatterende navn, som stakkels Ivan Olsen får smidt i hovedet, efterhånden som han terroriseres af både skolebøller og sin egen far. Buksevand og næseblod følger vore hovedperson i stride strømme, men en dag får han ikke desto mindre en chance for at bryde mange års undertrykkelse.

At bringe “Gummi-Tarzan” til det store lærred i form af en animationsfilm giver god mening, når nu bogen selv er så rig på Ole Lund Kirkegaards egne illustrationer, der på både enkel og charmende skæv vis danner nogle fantasifulde billeder. At oversætte dem til computeranimation har utvivlsomt ikke været let, og beklageligvis er processen heller ikke gået helt glat. Figurerne har på den ene side illustrationernes skæve fremtoning, men er samtidig blevet glattet ud til den nye tidsalder, hvilket efterlader dem i en sær mellemtilstand, hvor de hverken er fugl eller fisk. Eller sagt på en anden måde: De er for grimme til at være nuttede, men på den anden side heller ikke grimme nok til at bibeholde den oprindelige charme.

Fortællingen er ligeledes forsøgt opdateret til vores tid med en håndfuld moderne input såsom faderens drøm om at blive coach, og ellers er der tilføjet enkelte actionscener, som man forventer at finde i animationsfilm. Det er dog ikke mindst også disse, der kommer til at give kvaler undervejs. Selvom filmen er ganske velfortalt, så føles den ofte for lang på de forkerte steder, og samtidig er det svært at se bort fra, hvor stivbenet animationen er sammenlignet med de udenlandske film, vi er vant til.