[b]Cohen kører den satiriske kampvogn i stilling[/b]

Findes der en nuværende filmkomiker af så rendyrket gal genialitet som Sacha Baron Cohen? Jeg har ladet mine tanker fare frem og tilbage mellem de andre mulige emner blot for at falde tilbage på den uundgåelige konklusion, at Cohen ganske enkelt er på sit helt eget niveau.

I “Borat!” og “Brüno” kom latteren ofte fra de ægte reaktioner fra uindviede stakler, der blev ofre for det komiske dynamit gennem de næsten handlingsløse film, men “Diktatoren” er et skridt i den mere konventionelle retning, hvor handlingen følger et klart mønster, skuespillere indtager alle rollerne, og der sågar er tilføjet et romantisk sideplot. Derfor kunne man godt være fristet til at tro, at filmen således også er en mere glat en af slagsen, men selvom den ikke er så vanvittig som de tidligere, er der heldigvis fortsat masser at grine af – eller blive smaskfornærmet over, alt efter temperament.

Trods titlen er der ingen forbindelse til Charlie Chaplins “Diktatoren”, og hvad vi præsenteres for er i stedet mere en fortælling i stil med Eddie Murphy-filmen “Coming to America”. “Diktatoren” følger den lede diktator General Haffaz Aladeen, der er enehersker over Wadiyas, og som har fået sin vilje, siden han kunne kravle. Han boltrer sig i kvinder, penge og magt, får henrettet folk for bagateller, og hans eneste bekymring er, at hans diktator-kolleger ikke vil se nok op til ham, medmindre han også får atomvåben. Under en rejse til New York bliver han imidlertid kidnappet og smidt på porten af en ambitiøs undersåt og må for første gang klare sig på egen hånd, mens en dobbeltgænger har indtaget hans plads.

Filmen følger standard-skabelonen for, hvordan sådan en fortælling skal forløbe, men man får dog samtidig en følelse af, at Cohen og instruktør Larry Charles – der også stod bag “Borat!” og “Brüno” – ikke er voldsomt interesseret i handlingen andet end som anledning til at fyre så mange grovheder af som muligt – og godt det samme, for den er det mindst interessante ved filmen. Som alle andre uden antydningen af selvindsigt er diktatorer oplagte mål for parodi. Tænk blot på billederne af Gaddafi, der holdt sine alenlange taler med selvhøjtidelig mine, mens han var iført noget, der til forveksling lignede et brunt tæppe. Aladeen er selvsagt også et ualmindeligt dumt svin, men samtidigt så afsindig blank, at hans selvfede opblæsthed bliver komisk guld.

Satiren er næsten per definition politisk, men vitserne er anarkistiske og går i alle retninger, således at folk fra alle politiske fløje har noget at blive stødt over. Racister og antisemitter står ikke mindst for skud, men ofte er vitserne så grovkornede, at Cohen får én til at grine af alle de ting, som man egentlig godt ved, man ikke burde le af. Al politisk korrekthed må dog vige, og man tager konstant sig selv i at le chokeret, når nu Cohen endnu en gang har kørt den satiriske kampvogn langt ud over ens grænser.