[b]Konventionel horror med et twist[/b]
[i]”Vi er ikke, hvem vi er”,[/i] siger en af personerne i “Cabin in the Woods”, den nye film af Joss Whedon og Drew Goddard, og ligeledes er selve filmen ikke, hvad den umiddelbart ser ud til at være på overfladen. I lange perioder føles filmen som en noget konventionel gyser, men det er samtidigt en forbavsende intellektuel affære, der leger med spørgsmål om identitet og voyeurisme.
[image=67907]
Fem venner tager til en hytte i en mørk skov for at tilbringe weekenden. Før de kommer derhen, møder de en knotten særling, der ejer den lokale tankstation. Han er ikke meget for at hjælpe dem med benzin. Nej, han er mere typen, der giver dystre advarsler om at vende om. Da vores fem hovedpersoner når ud til den umiddelbart skumle hytte, finder de hurtigt en kælder, hvor der er en uhyggelig dagbog, der beskriver en mand, som slår hele sin familie ihjel. Lyder det som en af de der traditionelle gyserfilm, hvor de unge bliver slået ihjel én efter én, hvorefter kun den uskyldige pige er tilbage? Tidligt forledes man i hvert fald til at tro, at “Cabin in the Woods” vil følge den gængse gyserskabelon, men langsomt opdager man, at de unge er blevet lokket i en fælde, der indebærer meget mere end fem meningsløse, brutale mord, for i afsidesliggende kontorer sidder en gruppe bagmænd iført pæne skjorter og slips, der sørger for, at det hele går efter planen.
Indledningen til “Cabin in the Woods” er gennemsyret af en begejstring for genren. Den starter med en uventet voksen og rolig scene, hvorefter den hamrer titlen i hovedet på os med store, røde bogstaver. På trods af denne iøjefaldende indledning føles “Cabin in the Woods” som en noget konventionel gyser gennem det meste af filmens første halvdel. Her er en mørk skov, en mystisk fremmed ved en benzinstation midt i ingenmandsland og stereotype hovedpersoner, der også er at finde i næsten enhver gyser fra 1980’erne. I det hele taget er 80’erne en tid, som instruktøren Drew Goddard hyppigt hylder i filmens indledende akt, mens han roligt og tålmodigt indgyder en underliggende bekymring over samfundets voksende behov for at belure andre.
[image=66490]
Det er især denne tiltagende fascination af andre menneskers privatliv, der synes at interessere Drew Goddard. Et spejl, der tillader husets beboere at belure hinanden i skjul, giver et lille fingerpeg om, hvad vi har i vente. Når dette fokuspunkt efterhånden udformer sig på usandsynlig vis, virker det alligevel, fordi Goddard og Whedon (som producerede og forfattede filmen) alligevel formår at få det urealistiske til at fremstå plausibelt. Alle kender efterhånden reglerne inden for genren, og det kendskab er noget, som “Cabin in the Woods” holder af at lege med, når den blander forskellige gysergenrer i ét stort miks, der samtidigt lefler for vores sære behov for at leve i et [i]Big Brother[/i]-samfund, hvor man kan se andre mennesker i deres mest intime øjeblikke (og hvad er mere intimt end døden?).
Hvis dette tema interesserer filmens instruktør, synes det afgørende twist ikke at gøre det. Den blodbesmurte slutning mangler i den grad den “aha!”-oplevelse, som ethvert vellykket twist bør fremkalde. Det får “Cabin in the Woods” til at virke som en søgt oplevelse snarere end en drillelysten ditto.
[image=66483]