[b][i]More[/i] is [i]more[/i][/b]

“The Avengers” er fantastisk. [i]Selvfølgelig[/i], fristes man næsten til at sige, for hvordan i alverden kan en film, der både rummer Iron Man, Thor, Hulk og Captain America, undgå at være andet? For dælen altså… Det er jo [i]fire[/i] superseje superhelte i én indbydende indpakning og virkeliggørelsen af enhver blockbuster-entusiasts største barnedrøm! Det er lidt ligesom at få serveret verdens bedste lagkage, som dernæst overhældes med en skæppeskøn glasur, før den til sidst overdynges med den lækreste krymmel, og så er det hele i øvrigt tilberedt af en verdensklasses bager. Min analogi er vist ved at blive lidt kringlet, så jeg må hellere lige klargøre, hvem jeg her taler om: Joss Whedon.

Det udløste højlydt jubel blandt tegneseriefans, da Marvel hyrede Whedon til at stå bag “The Avengers”, for med tv-serier som “Buffy – Vampyrernes skræk”, “Dollhouse” og (i særdeleshed) “Firefly” og sci-fi-filmperlen “Serenity” har Whedon udvist et unikt talent for at sammenvæve karakterdrevet drama, sprælsk humor og hæsblæsende action inden for de mere fantasirige genrer. Så kan vi godt tilgive Whedon at have skrevet manuskriptet til “Alien: Resurrection”. Men selvom “The Avengers” på papiret lå lige til Whedons højreben, så er filmhistorien som bekendt spækket med skrækkelige blockbuster-aspiranter, der forsøgte at jonglere med utallige superhelte på én gang og fejlede fælt.

Men Whedon er ikke Joel Schumacher eller Brett Ratner, og han er ikke blot en dygtig, nymodens auteur, men samtidigt (og lige så vigtigt) en [i]hardcore[/i] nørd på lige fod med os fans, der holder af Marvels figurer. Ganske vist kommer “The Avengers” skidt fra start med en noget fjollet prolog, hvor skurkene introduceres i det ydre rum, men gennem resten af filmen træffer Whedon den ene geniale beslutning efter den anden. Hver eneste helt får den rette mængde spilletid i rampelyset, næsten samtlige [i]oneliners[/i] går lige i lattermusklerne (i rollen som Iron Man har Robert Downey Jr. gjort sarkasme til en kunstart), og dedikerede tegneserielæsere bliver immervæk belønnet for deres encyklopædiske viden, alt imens historien heldigvis forbliver lettilgængelig og fornøjelig for uindviede dødelige.

Der er fart over feltet hele vejen igennem, og “The Avengers” bruger praktisk talt ingen tid på at belyse figurernes forhistorier. Men hvorfor dog også spilde tid på den slags, når hver eneste helt allerede har boltret sig i sin helt egen film? Vi har allerede haft vores appetitzere, nu er det blevet tid til hovedretten. Der er dog ingen tvivl om, at selvom “The Avengers” fungerer fint som en selvstændig affære, så gavner det helhedsindtrykket, hvis man allerede har set Iron Man, Thor, Hulk og Captain Americas selvstændige filmeskapader og dermed fået personerne introduceret ordentligt. Ligesom alle gode filmfortsættelser gentager “The Avengers” ikke sine forgængere, men bygger videre på det solide fundament, de allerede har skabt.

Flere havde dog sat spørgsmålstegn ved, om den 47-årige Whedon – som primært har begået sig som instruktør på flimmerkassen – kunne tøjle et astronomisk budget på 220 millioner dollars og levere action af format, men Whedon og Co. gør gudskelov al skepsis til skamme. Højdepunktet er et angreb på superheltenes flyvende hangarskib, hvor flere opgør folder sig ud på samme tid, og hvor hver eneste figur træder i karakter på en både uventet og underholdende facon. Heltenes sidste dyst mod en hær af skarptandede bæster i downtown New York er dog ikke nær så effektiv, fordi karaktererne flere gange er i fare for at drukne i alt det computergenererede hurlumhej.