[b]En tam dame[/b]

Problemet med perfekte helgener er, at de er så ufatteligt kedeligt materiale. Bevares, sådanne skikkelser kan fungere i gode film, hvis de er grebet rigtigt an, men for det meste er denne verdens dramatik afhængig af indre uro og følelsen af, at helten måske alligevel ikke helt kan magte opgaven.

Og det er sådan set problemet i en nøddeskal med “The Lady”. Filmen fortæller om den burmesiske demokrati-forkæmper Aung San Suu Kyi, der bestemt er en duperende og inspirerende skikkelse, men hvis liv ikke nødvendigvis af den grund er særlig velegnet til det store lærred – medmindre filmskaberne for alvor formår at fange prøvelserne og dramatikken.

Michelle Yeoh spiller den fattede Aung San Suu Kyi, hvis far blev myrdet af militærjuntaen, og som levede et forholdsvis roligt akademiker-liv i Oxford, indtil hun atter blev kaldt til Burma for at besøge sin syge mor og hurtigt blev en del af demokratikampen. Med sin rolige og værdige fremtoning bliver hun en naturlig leder for bevægelsen og dermed også en kilde til irritation hos undertrykkerne. Af frygt for at skabe en martyr tør de ikke dræbe hende, og de beslutter i stedet at placere Suu Kyi i husarrest i håbet om, at adskillelsen fra familien i sidste ende vil knække hendes vilje.

Ønsket om at bringe denne vægtige historie til filmen er forståelig, og derfor bliver det også en lettere frustrerende oplevelse af overvære denne sympatiske film levere en så blodfattig og tandløs omgang tv-drama. Bag kameraet står ellers Luc Besson, men hans ungdommelige vildskab i film som “Nikita” og “Leon” lader til at være gået fløjten med årene. Det er lige før, at tonen her er tættere på hans “Arthur og Minimoyserne”.

Ligesom selve “The Lady” er Michelle Yeoh en noget tam oplevelse i hovedrollen. Hun ligner ganske vist Suu Kyi af udseende, men bringer ellers ikke meget andet til hovedrollen end evnen til at placere blomsterne korrekt i håret. Hendes udstråling og talegaver er nærmest ikke-eksisterende, og det er umuligt at begribe, hvordan denne udtryksløse kvinde kunne vække så megen inspiration og tro på fremtiden hos befolkningen. David Thewlis slipper bedre af sted med rollen som hendes hårdtprøvede mand, men også han lades ikke desto mindre i stikken af et manuskript, der reducerer hans rolle til en bunke smil, urolige blikke og bekymrede miner. Alt for meget af filmen foregår med at overvære ham lytte til radio, se fjernsyn eller læse avis.